- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner /
441

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Intercolumnium - inter cæcos regnat luscus - interdental - interdictio bonorum - Interdikt (jura) - Interdikt (Forbud)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Templer, regnet mellem Søjleskafterne ell. fra Akse
til Akse. Vitruv giver detaillerede Regler,
hvorefter I. kunde variere 1 1/2—3 Gange Diametren
af Søjleskaftets nedre Del, og 2 1/4 Gange dette
Maal var det heldigste (Eustylos); men
Reglerne stemmer ikke med de gr. Originalbygninger.
C. A. J.

inter cæcos regnat luscus (lat.) ɔ: blandt
Blinde er den Enøjede Konge.

interdental kaldes en Lyd, frembragt med
Tungespidsen anbragt mellem de to
Tandrækker. En i. Lukkelyd kan i nogle Sprog
forekomme som en Varietet af t og d, der
almindeligst frembringes med Tungen bag Tænderne.
En i. aaben Konsonant er islandsk þ, engelsk
th i thing; sættes Stemmen til, faar man
islandsk ð, engelsk th i the; i Alm. frembringes
disse Lyd dog heller ikke rent i., idet
Tungespidsen som oftest er saa langt tilbage, at den
ikke kan ses mellem Tandrækkerne. (Litt.:
Jespersen, »Fonetik« S. 214, 218 ff.).
O. Jsp.

interdictio bonorum er i rom. Ret
Betegnelsen for det prætoriske Forbud (interdictio),
ved hvilket den Ødsle (prodigus) sattes ud af
Raadighed over sin Formue (bona). Instituttet,
der synes at have været kendt allerede i de
12 Tavlers Love, var opr. vistnok kun rettet
mod den, der til Skade for sin Slægt forødte
sit fædrene Arvegods (bona paterna avitaque).
Først i den senere Ret udvidedes det gennem
Praksis til at omfatte enhver Art af
Formueforødelse. Den Umyndiggjorte undergaves den
nærmeste Arvings Kuratel. Sønnen kunde dog
ikke være Faderens Kurator. Kurator havde
kun Forvaltningen (administratio) af den
Umyndiggjortes Formue. I Henseende til
Handleevne (Habilitet) var den Umyndiggjorte
stillet i Klasse med impubes infantia major
(umyndige Børn over 7 Aars Alderen). Han kunde
ved sin Villieserklæring indgaa erhvervende,
men ikke forpligtende Retshandler.
C. W. W.

Interdikt (lat.) (jur.), egl. Forbud, efter den
ældre rom. Formularproces en paa Begæring
af en Part, der mente sig krænket i sine
Rettigheder, af Øvrigheden udstedt Befaling til
den anden Part, f. Eks. gaaende ud paa, at
denne skulde tilbagegive en Ting, han med
Magt havde sat sig i Besiddelse af. Denne
Befaling var imidlertid ikke endelig; men naar
den, hvem I. var rettet til, sad den overhørig,
blev det for Retten at afgøre, om de retlige
Betingelser for dens Udstedelse forelaa. I. var
altsaa ikke noget eksigibelt Forbud i moderne
Forstand, men var kun et ejendommeligt, ved
Prætors Edikt i visse Tilfælde hjemlet Middel
til at bringe Sagen frem for Retten og der
opnaa en Afgørelse af Stridsspørgsmaalet. De
fleste I. angik Angreb paa og Forstyrrelser af
Besiddelsesforhold (se possessio). Senere
gik I. imidlertid over til at betyde simpelthen
den af Retsforstyrrelsen udspringende Klageret,
som den tidligere skulde bane Vejen for.
K. B.

Interdikt (Forbud) kaldes inden for den
katolske Kirke den Straf, hvorved Prædiken,
Sakramenternes Forvaltning og kirkelig
Jordfæstelse forbydes. Nydelsen af Kirkens Goder
er dermed midlertidig ophævet; men I. er
mildere end Band, der helt ophæver
Kirkesamfundet for den, det rammer. I. kan gælde 1)
et Sted (lokal I.), 2) een ell. fl. Personer,
saa at vedk. ikke kan modtage Sakramenter
ell. overvære Gudstjeneste hverken paa
Hjemstedet ell. andensteds, og endelig 3) Sted og
Personer i Forening, saa at der ikke alene ikke
er Gudstjeneste paagældende St., men vedk. Steds
Beboere kan heller ikke andensteds deltage i
Gudstjeneste. Disse forskellige Slags I. kan
atter være a) særlige ell. b) almindelige. Det
lokale I. kan nemlig dels ramme en enkelt
Kirke, dels en hel By (Hadrian IV lagde 1155
I. over selve Rom, og der blev lagt I. over
Prag i Anledning af Huss’ Optræden), dels en
hel Landsdel, ja endog et helt Land, og det
personlige I. kan ramme en enkelt Person, en
snæver Kreds, f. Eks. et Kapitel ell. et Kloster,
en videre Kreds. f. Eks. en Bys Borgere, og en
stor Kreds, f. Eks. en Landsdels ell. et helt
Lands Indbyggere. Dog er Præstestandens
Medlemmer, herunder Munke og Nonner,
undtagne fra I., medmindre de særlig nævnes som
ramte af Forbudet. Og tidlig indførtes
Lempelser for uskyldige; var der Fare for et spædt
Barns Liv, kunde det trods I. blive døbt, Bod
og Nadver tilstedtes dem, der laa paa
Dødslejet. Ogsaa paa anden Maade mildnedes ofte
det strenge I., saaledes ved Gudstjeneste 1
Gang om Ugen, særlig stille Gudstjeneste for
lukkede Døre i Stiftskirkerne, endvidere
Gudstjeneste for aabne Døre 5 Gange om Aaret, paa
de største Højtidsdage. — I. kan dels være
Straf for Krænkelse af Kirken, dels en
Forholdsregel, hvorved Kirken vil bryde
Modstand af en ell. anden Art. Det kan være
knyttet til Band, men det kan ogsaa Være skilt
fra dette og gaar da som den mildere Akt ofte
forud for Band. I. har sin Rod i den ældre
Kirkes Varetagelse af Tugten; men først med
det store kirkelige Opsving i 11.—13. Aarh.
udformes det. Berømtest er det I., som
Innocens III lagde over hele Frankrig (1200) for at
tvinge Filip August til at antage sig Ingeborg
og over hele England (1208) for at tvinge Johan
uden Land til at falde til Føje; i intet af
Landene blev I. dog ret overholdt. End mindre
Virkning havde det I., som den store Pave
lagde over Norge, i Haab om derved at sejre
over den bandlyste Kong Sverre. Bekendt er
ogsaa det I., som Gregor IX 1228 lagde over
alle St., hvor Frederik II færdedes. I Danmark
medførte de store Kampe mellem Kronen og
Prælaterne gentagne Gange I.;
Vejle-Konstitutionen af 1256 havde truet dermed, og 1259 lagde
Biskop Peder Skjalmsen I. over Roskilde Stift,
medens den pavelige Legat Guido 1266 forkyndte
I. over hele Landet; men det blev lidet
overholdt, og end mindre frugtede det I., hvori
Danmark faldt ved Jens Grarid’s Fængsling
(1294); da der efter Pave Bonifacius’ Dom (1299)
paa ny lagdes I. over hele Landet, bidrog det
dog væsentlig til, at Erik Menved søgte Fred
med Kirken. — Fra den Tid spiller I. mindre
Rolle, og nu er det faktisk opgivet at lægge
hele Lande i I. Mest bruges det personlige I.,
over for dem, der forholder Kirken dens Gods,
bidrager til en Biskops Drab, krænker Kirkens
Asylret o. s. v. (jfr Pius IX’s Bulle af 12. Oktbr

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:29 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/12/0453.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free