Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Island (Sprog og Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
G. T. Zoëga, »Íslensk-ensk orðabók« [det
nyere Sprogs Ordforraad] [1904]).
Litteratur. Den ældste norsk-islandske
Litteratur begynder med Digtning. For I.’s
Vedk. er det særlig den saakaldte
Skjaldedigtning, der her tidlig finder mange Dyrkere,
samtidig med, at den omtr. helt ophører i
Norge. Hvorvidt Eddadigtene, der saa godt
som alle er forfattede i 10. og 11. Aarh., er
norske ell. islandske, er Genstand for en endnu
uafgjort Strid (se 6. Bd S. 699). Saa meget
sikrere er det, at fra omtr. Midten af 10. Aarh. er
Skjaldepoesien at betragte som en særlig
islandsk Aandsfrembringelse. Denne Digtning
bestaar hovedsagelig af Digte, der kaldes Draper
og Flokke, om udenlandske Fyrster og Konger,
hvorved de unge Skjalde vandt sig Guld og
Hæder og Yndest; ogsaa enkelte indenlandske
Høvdinger besang de. Det er altsaa en
Digtning, der fornemmelig er knyttet til Kongen
og Hirden (Hirdskjalde). Denne Hirddigtning
varer ved lige til Slutn. af 13. Aarh. Inden for
dette lange Tidsrum kan man mærke forsk.
Tilstande og Forandringer baade m. H. t.
Kenninger ell. billedlige Udtryk og Metrum.
Kenningerne var fra først af en mere ell. mindre
tilfældig Pryd, men som efterhaanden toges
mere og mere i Brug p. Gr. a. den indviklede
Form. Det poetiske Sprog udvikledes herved i
høj Grad; Digterens Fantasi og Opfindelsesevne
bestod i at variere Udtrykkene og dog bevare
Originalitetens Friskhed m. H. t. hele
Fremstillingen. Skjaldens Kunst og Friskhed naar
sit Højdepunkt c. 1000 og i 11. Aarh. Herefter
begynder Tilbagegangen, idet den formelle
Stivhed, stereotype Goldhed og glansløse
Efterligning nu gør sig efterhaanden mere og mere
gældende. Vendepunktet sker ved og efter 1100;
dog er ikke alle Skjalde lige store Efterlignere.
Metrum er hovedsagelig drotkvædet
Versemaal; men tidlig dannes der ny
Versemaal og forskellige Afændringer, ligesom ogsaa
de gl. simplere Versemaal, der ikke før ansaas
prægtige nok til Fyrstedigte, ved Aar 1100
ogsaa begynder at blive benyttede til disse. Men
disse metriske Afændringer er i og for sig ikke
saa store, og en vis Ensartethed gør sig alle
Vegne gældende. Af Hirdskjalde kan særlig
nævnes Glúmr Geirason, Einarr Helgason
Skaaleglam, Kormak, fra 10. Aarh. Dernæst
Hallfred, Tord Kolbeinsson, Gunnlaug
Ormstunge og Tormod Kolbruneskjald fra Tiden
ved og efter 1000. En af de største er den
særlig til Olaf den Hellige knyttede Sigvatr; hos
ham naar Digtningen sit Højdepunkt; til ham
slutter sig saa Harald Haarderaade’s Skjalde
Arnorr Jarleskjald og Tjodolf; i 12. Aarh. er
Einarr Skulason den mest fremragende, i 13.
Snorre Sturlason og hans Brodersønner Oláfr
Hvideskjald og Sturla (se de enkelte Artikler).
Af andre Skjalde mærkes særlig Egill
Skallagrímsson, der aldrig var Hirdskjald, samt de
isl. Slægtsagaers Skjalde, der ikke tillige var
Fyrstedigtere (som Gisle Súrsson). Særlige
Arter lader sig egl. ikke opstille, i det mindste
ikke hvad Formen angaar. I 12. Aarh. begynder
man at digte om tidligere Begivenheder og
længst afdøde Fyrster som Búadrápa, af
en Torkel, om Jomsvikinge-Slaget;
Rekstefja, af Hallarsteinn, om Olaf Tryggvason.
Disse Digte staar i nøje Forbindelse med
Tidens lærde Virksomhed (Sagaskrivning m. m,).
Nogle af dem er halvt religiøse og staar paa
Overgangen til de egl. religiøse Digte, hvoraf
der haves nogle fra 12. Aarh. (Liknarbraut,
Leiðarvísan; jfr Gamle), men ogsaa disse er
i den gl. velkendte Form; det er Draper og
Flokke med alt formelt Tilbehør. — Erotisk og
satirisk Digtning (Niddigtning) var meget ringe,
da det var strafbart at digte og udbrede
saadanne paa Enkeltpersoner møntede Digte. Dog
findes enkelte Vers rundt omkring i Sagaerne
(»løse« Vers) af erotisk og satirisk Art, og
enkelte Digte antydes. Særlige Kærlighedsdigtere
er Kormak og Halfred. De her antydede Vers
er de egl. lyriske Vers, som kunde kaldes saa.
Men der findes rundt om i Fyrstedigtene
lyriske Elementer bestaaende af Digternes
lejlighedsvis indstrøede subjektive Udtalelser og
Meningstilkendegivelser. I det hele giver
Skjaldepoesien Indtryk af en aandelig
Konservatisme og ringe Udviklingsdygtighed. P. Gr. a.
de mange undertiden noget indviklede
Omskrivninger, der dog i det hele bærer Vidne om en
poetisk Begavelse, skarp Iagttagelse og logisk
Tænkning, har hele denne Digtning ofte
maattet høre ilde; men dette beror for en stor Del
paa, at Versene tit og ofte er blevne meget
forvanskede af Afskrivere, og paa, at man
tidligere har anvendt en uheldig og upoetisk
Fortolkningsmetode. En samlet Udgave findes i
G. Vigfússon’s Corpus poeticum boreale, I—II
(1883); men denne Udgivers Tekstbehandling
er meget uheldig, og Udgaven er som Helhed
forfejlet. En samlet Udgave af alt, hvad der
kan regnes til Skjaldedigtning fra c. 800 til c.
1400. findes nu i »Den norsk-islandske
Skjaldedigtning« I—IV (1912—15), udg. af den
Arnamagnæanske Kommission ved F. Jónsson;
Udgaven er ledsaget af dansk Oversættelse.
Sagaskrivning. Tidsrummet c. 900—c.
1030 plejer man at kalde Sagaperioden, fordi
de isl. »Slægtssagaer« da foregaar. Denne Tid
var i høj Grad urolig og rig paa saadanne
Begivenheder (Landnamstiden, Ættefejder,
storslaaede Personligheders Optræden o. s. v.), der
umiddelbart maatte gøre stærkt Indtryk paa
Samtiden, og som for Efterkommerne maatte
komme til at staa som særlig mindeværdige;
heraf fulgte, at de ogsaa fortaltes fra Mand til
Mand, fra Slægtled til Slægtled. Herved
dannedes der en historisk Tradition og
Fortællekunst. Islænderne var hele Tiden ved mange
forsk. Baand knyttede til deres oprindelige
Moderland, Norge. Her havde de Slægt og
Venner; de fleste Høvdinger og unge Skjalde
kom i en hyppig Berøring med Kongerne og de
fornemste Kredse. Vendt tilbage til I. kunde
de fortælle deres videbegærlige Landsmænd
udførlig om fremmede Begivenheder og Fyrster.
Herved dannedes der en parallel historisk
Tradition om udenlandske, særlig norske Fyrster
og Tildragelser. C. 1100 samles denne dobbelte
Tradition til større ell. mindre Helheder af
Mænd, der af en indre aandelig Trang særlig
interessferede sig for Personalhistorie; disse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
