- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner /
581

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Island (Presse) - Island (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Stræben ud paa at vække Sansen for
Modersmaalets Skønhed og Renhed og reformere
Poesien. Begge Dele lykkedes med afgjort Held.
Af en afgørende Bet. i politisk, social og
økonomisk Henseende var de af Jón Sigurðsson
ledede »Ný fjelagsrit«, 30 Aarg., Kbhvn
1841—73; de fortsattes af »Andvari« (hidtil 45 Aarg.).
Desuden haves andre specielle Fagtidsskrifter.

Den første virkelige Avis, der dog til at
begynde med kun udkom med 24 Nummere om
Aaret, var »Þjóðólfur« (se Hallgrimsson,
Svb.
, og Gudmundsson, J.), der begyndte
at udkomme 5. Novbr 1848. Det andet
Hovedblad i Reykjavik var »Ísafold« (fra 1874).
For Øjeblikket (1921) udgives der i Reykjavik
fl. større Aviser, foruden andre mindre samt
specielle Blade. Desuden udkommer der Aviser
paa Seydisfjord og Akureyri. Det islandske
litterære Selskab har udgivet et »Tímarit«
(Tidsskrift) nærmest af historisk-antikvarisk
Indhold, ogsaa naturvidenskabelige o. a.
Afhandlinger optoges (ialt 25 Aarg.). Siden Aar
1827 har det udgivet »Skirnir«, hvis Indhold
bestaar af en Oversigt over de vigtigste i
Udlandet forefaldende Begivenheder Aar for Aar,
det er i øvrigt (fra 1905) blevet et Tidsskrift
hovedsagelig af alm. litterær Art; og
1873—90 »Frjettir frá Islandi« (Efterretninger
fra Island). Ogsaa bør det af V. Guðmundsson
udgivne »Eimreiðin« (Lokomotivet) nævnes (23
Aarg.; fortsættes i Reykjavik). (Litt.: Jón
Borgfirðingur
, »Söguágrip um
prentsmiðjur og prentara á Íslandi« [Reykjavik 1867];
samme, »Stutt rithöfundatal 1400—1882«
[Reykjavik 1884], særlig S. 68—78, hvor alle
periodiske Tidsskrifter opregnes).
F. J.

Historie.

I. I.’s Opdagelse og Landnamstid.
Den første historiske Efterretning om I. findes
hos den irske Munk Dicuil. Han fortæller 825
i sin Bog De mensura orbis terræ, at nogle
Gejstlige for omtr. 30 Aar siden var komne til
en fjerntliggende Ø, som de antog for det
af klass. Forfattere omtalte Thule. De opholdt
sig paa denne Ø fra 1. Febr til 1. Aug., og
deres Beskrivelse af Solens Gang saavel som
af Temperaturen passer fuldstændig paa I.
Sandsynlig har enkelte Irer af og til i 9. Aarh.
gæstet I.; thi da Nordmændene kom til Landet,
traf de nogle irske Eneboere, der imidlertid
straks forlod Landet. Irlændernes Opdagelse af
I. fik ingen historisk Bet., thi den blev ikke
alm. bekendt, og de tog ikke Landet i
Besiddelse. Da Nordmændene opdagede I. efter
Midten af 9. Aarh., synes de at have været
uvidende om Irlændernes Opdagelse af det. Som
I.’s første Opdagere nævnes den norske Viking
Naddoðr og en Mand af svensk Herkomst,
Garðarr Svavarsson. De fandt dog I.
uafhængig af hinanden, men man ved ikke
sikkert, hvem af dem der først kom til Landet.
Efter deres Opdagelse opsøgte Flóki
Vilgerðarson
I., og han gav Landet det Navn,
som det siden har beholdt.

Ingólfr Arnarson fra Firðafylke i
Norge var derimod den første, der bosatte sig
paa I., og hans Eksempel blev snart efterfulgt
af andre Nordmænd. Samtidig hermed havde
Harald Haarfager erobret Norge, paalagt
Bønderne Skat og gjort store Forandringer paa
Landets Styrelse. Dette vakte den største
Misfornøjelse, navnlig Vestenfjelds og paa Agder.
Mange Høvdinger og Bønder foretrak hellere
at forlade deres Odelsgaarde og Fædreland
end at finde sig i den Slags Underkuelse af
Kong Harald, og dette gav derfor Anledning
til en stor Udvandring fra Norge. Mange tog
til de skotske Øer, Irland og Skotland, men
efter at I.’s Opdagelse var bleven almindelig
bekendt, gik Hovedstrømmen derhen.

Efter Harald Haarfagers Tog c. 880 til de
skotske Øer voksede Udvandringen til I.
stærkt og kulminerede i de sidste 10 Aar af
Aarhundredet. Hele I. blev taget i Besiddelse
og bebygget i Løbet af henved 60 Aar (fra 874
til 930). Dette Tidsrum plejer man at kalde
Landnamstid (landnámatið), af landnám,
Landtagning, og Nybyggerne, som tog Landet
i deres Besiddelse, kaldes landnámsmenn. Af
disse kendes nu c. 417 af Landnámabók,
Bogen om Landets Bebyggelse. De første
Landnamsmænd tog meget store Strækninger i deres
Besiddelse, hvoraf de igen uddelte Land til
deres Følge og til Venner og Frænder, der senere
kom til I. Senere indsaa man, at det ikke
kunde gaa i Længden, at enkelte Mænd
udstrakte deres Ejendomsret over saa store
Strækninger, og der blev derfor sluttet en
Overenskomst om, hvor stor en Strækning man
maatte tage i Besiddelse. I. gjorde et
gunstigt Indtryk paa mange af Nybyggerne. Det
var dengang mange St. bevokset med
Birkeskov fra Strandbredden helt op til Fjeldene.
Der var saa gode Græsgange, at Faarene ofte
kunde græsse hele Vinteren ude; der var
ogsaa udmærket Fiskeri og Hvalfangst. Desuden
fandt Landnamsmændene paa I. den Frihed,
som de havde tabt i Norge.

Harald Haarfager var misfornøjet over
Nordmændenes Udvandring til I., og at dette
var uafhængig af ham. Han sendte derfor
Uni Garðarson derud for at bringe
Landet under sit Herredømme og lovede ham som
Løn derfor Jarleværdighed over I. Da
Landnamsmændene erfarede hans Hensigt, vilde de
intet have med ham at gøre og ikke sælge
ham Føde ell. noget Kreatur. Uni maatte
derfor flygte fra den ene Bygd til den anden og
blev til sidst dræbt.

Landnamsmændene kom til I. sejlende paa
deres egne Skibe; de var uafhængige saavel af
hverandre indbyrdes som af fremmede Folk
ell. Fyrster. Fælles Nationalitet var det eneste,
der knyttede dem sammen. Fl. af de mægtigste
Landnamsmænd byggede Gudehus (hof) paa
deres Gaard; de forestod selv Offer- ell.
Gudstjenesten, hvorfor de kaldtes Goder; deres
Følge o. a. Landnamsmænd i Omegnen, der
ikke opførte Hove, sluttede sig til dem og
dannede Menighed om dem. To af Goderne,
Þórólfur Mostrarskegg og
Þorsteinn Ingólfsson, oprettede snart Ting
i deres Landnam (Þórsnesting og Kjalarnesting),
hvor deres Sager afgjordes. Da Landet var
næsten bebygget, og Befolkningen var bleven
forholdsvis betydelig, indsaa Nybyggerne, hvor

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:29 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/12/0595.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free