Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Israel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kgl. Gesandter drager frem og tilbage mellem
Ægyptens og Asiens forsk. Hoffer, alle gennem
Kana’an. Brevene er skrevne paa Babylonsk
med Kileskrift; det samme gælder nogle Breve,
der fandtes i Ta’annak, fra Smaakongernes
indbyrdes Korrespondance, og en Ler-Cylinder fra
c. 2000, der fandtes samme Sted. Babylonsk og
ægyptisk Indflydelse har saaledes konkurreret
i Kana’an allerede i 2. Aartusinde. Om det
levende Samkvem med Ægypten ved Beg. af
dette Aartusinde vidner Sinuhe-Romanen. C.
1500 slog Farao Tutmosis III ved Megiddo de
vestasiatiske Fyrster, og Ægyptens
Overherredømme har længe været anerkendt. Paa
Amarnatiden er Faraos Regimente i Opløsning.
Der mangler indre Fasthed, Hetitterne trængte
paa N. fra, Amoritterne intrigerede mod ham,
og nye Folk drog plyndrende ind i Landet, de
saakaldte Chabiru, et Navn der maaske er
identisk med »Hebræer«.
2) I.’s Tilblivelse. Det gl. Test.
fremstiller det saaledes, at I. er blevet til ved
direkte Forplantning fra een Mand.
Abraham blev Fader til Isak, der blev Fader til
Jakob, som havde 12 Sønner. De førtes til
Ægypten, hvor de formerede sig meget, men
maatte gøre Trællearbejde ved store
Byggeforetagender. De førtes saa ud af Mose, der
sluttede Pagten med Jahve ved Sinaj. Efter et
mislykket Forsøg paa at trænge ind i Kana’an
S. fra, gik de Ø. om det døde Hav, hvor Mose
døde, og Josua førte dem ind over Jordan.
I Josuabogen, som fortæller herom, er to
Synspunkter sammenkædede. Efter den yngste Kilde,
Præsteskriftet, erobrede Josua hele Landet og
fordelte det derpaa ved Lodtrækning mellem
Stammerne i Silo. Efter den ældre, Jahvisten,
drog Israelitterne samlede over Jordan, men
Stammerne opererede til en vis Grad
selvstændigt. Josua var stadig den fælles Overleder; det
lykkedes ham at erobre den største Del af
Landet, men vigtige Dele (som bl. a. nævnes
Dom. 1) blev dog i Kana’anæernes Haand. -
Denne Fremstilling beror paa en kunstig
Konstruktion, I. var nemlig ikke fuldt færdigt, før
det kom ind i Palæstina. Stammerne har
dannet sig i selve Landet, hvad et Navn som
Benjamin (»den sydlige«) o. a., tydeligt geografisk
bestemte, Stammenavne viser. Det historiske
I. er blevet til efterhaanden, idet snart en,
snart en anden Del er gaaet over Jordan og
har konsolideret sig dels gennem Kampe, dels
gennem Sammensmeltning med de tidligere
Beboere. Mange er sikkert gaaet op i den ældre
Befolkning. Men et vist Fællespræg har
Indvandrerne medbragt fra Ørkenen, og dette har
været stærkt nok til at bevare Enhedsfølelsen
mellem store Dele af dem, selv om de optog
mange Dele af den ældre Befolkning og en
væsentlig Del af dens Kultur. Et første
Fremstød af saadanne Hebræerstammer betegner
maaske Amarnabrevenes Chabiru,
Patriarkfortællingerne og Josuabogen meddeler os i
forsk. Form spredte Træk fra denne I.’s
Tilblivelseshistorie. For at forstaa
Patriarkfortællingerne maa man vide, at
Grænsen mellem Individet og Slægten ell. Stammen
er flydende for de gl. Alle, som er i Stammen,
har Del i hele dens Liv og Oplevelser. Fædres
Bedrifter tilhører Efterslægten, og dennes
Oplevelser deles med Fædrene. Og særlig er der
Tilbøjelighed til at koncentrere de Oplevelser
i Fædrene, som er af særlig Bet. for hele
Stammen. Derfor kan der fortælles Ting om
Patriarkerne, som faktisk er Stammehistorie, som
f. Eks. Jakob’s Velsignelse (1. Mos. 49), men
det individuelle og det stammehistoriske gaar
over i hinanden og kan ikke adskilles;
saaledes kan der siges til Rebekka, der er svanger
med Jakob og Esau: To Folkeslag er i dit Liv
(1. Mos. 25, 23). Hvor indviklet I.’s
Tilblivelsesproces har været, viser enkelte Træk i
Patriarkfortællingerne, som peger hen mod en hel
os ukendt Historie. Den historiske Stamme
Ruben er en ganske ubetydelig Stamme i
Østjordanlandet. I Genesis er Ruben førstefødt,
altsaa særlig betydelig, og synes at have
opholdt sig V. f. Jordan. Simeon og Levi er i
historisk Tid uden Bet. som selvstændige
Stammer, Resterne af Simeon bor i Landets sydlige
Udkant. 1. Mos. 34 viser, at de engang har
været kraftige Stammer, der spillede en Rolle
i Landets Midte, omkr. Sikem. Jakob og I. er
rimeligvis to gl. Stammer, der er smeltet
sammen og har dannet den Kerne, hvorom Folket,
som fik Navn efter dem, dannedes. Jakob’s
Vandringer sættes i Forbindelse med Edom’s,
idet Jakob og Esau er Tvillingbrødre. Heri
ligger sikkert gl. historiske Erindringer om et
Fællesskab, der bekræftes ved, at I.’s Gud Jahve
har hjemme i Edoms Bjerge (Dom. 5, 4; 5. Mos.
33, 2). Ogsaa med Aramæerne sættes Jakob i
Forbindelse, idet han har aramæiske Hustruer.
Em ægypt. Indskrift fra c. 1500 f. Kr. nævner
Jaqob-el og Josef-el som Sted- ell.
Stammenavne i Palæstina, c. 1300 nævner en anden
Aser som et Bjergland, c. 1230 nævnes I.
Jakob, Josef og Aser er muligvis ikke de
israelitiske Stammer, men gl. Stamme- ell.
Stednavne, der senere gav Navn til de israelitiske.
Josuabogen byder os, naar vi ser bort fra
Konstruktionen om I.’s Helhed som afsluttet før
Indvandringen, forsk. Episoder af Kamp og
Pagtslutning, der rimeligvis afspejler
Begivenheder i den ældste Tid under en af de store
Indvandringsfaser. Ved Siden af
Indvandringssagnene i Genesis og Josuabogen staar
Beretningerne om et Ophold i Ægypten og i den
tilgrænsende Ørken. At dette indeholder Historie,
fremgaar af den faste Plads, det indtager i
Kultus som Led i Paaskeritualet, og af, at Jahve
har hjemme paa Sinaj. Vi ved fra ægyptiske
Kilder, at det ikke var ualmindeligt, at
semitiske Nomader trængte ind i de ægyptiske
Grænselande, og de brugtes undertiden ved
Faraonernes Byggeforetagender. Israelitterne
skal have bygget Byerne Pitom og Ramses (2.
Mos. 1, 11). Den første af disse er udgravet af
Naville, som mener, at den er bygget af Ramses
II. Paa dette Grundlag mener man at kunne
fastslaa, at Udvandringen har fundet St. under
hans Søn Merneptah c. 1200. Hvorledes
forholder denne Udvandring sig til den dobbelte
Rk. Indvandringsfortællinger? Efter Gl. Test.
maatte man antage, at den faldt midt imellem,
idel Patriarkindvandringen efterfulgtes af en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
