Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gengæld for denne Gave udnævnte Paven Pipin
til romersk Patricier, med hvilken Titel der
var forbundet et Slags Skytsherredømme over
Rom. Under Aistulf’s Efterfølger, Desiderius
(756-74), begyndte Kampen mellem
Longobarderne og Paven paa ny. For at sikre sig
mod Frankerne bortgiftede Desiderius sine
Døtre til deres Konger Karl og Karloman og
gav sig derpaa til at erobre Pentapolis. Men
Karl forskød hans Datter, og da Karloman
døde, maatte hans Enke med sine to smaa
Sønner søge Tilflugt hos sin Fader. Da denne drog
imod Rom for at tvinge Pave Hadrian I
(772-95) til at krone Karloman’s Sønner, rykkede
Karl Paven til Hjælp, omgik Longobardernes
Stilling i Alperne og indesluttede Desiderius i
Pavia. Under Belejringen holdt Karl Paaske i
Rom, hvor Paven udnævnte ham til Patricier,
og han skal have bekræftet Pipin’s Gavebrev.
Endelig overgav Pavia sig efter næsten et Aars
Belejring; Desiderius maatte gaa i Kloster, og
Karl kaldte sig Longobardernes Konge (774).
Dermed var Erobringen dog ikke fuldendt.
Allerede næste Aar gjorde nogle af Hertugerne
Oprør, men Karl drog imod dem og tvang dem
til Underkastelse. Til Straf mistede
Longobarderne deres Forfatning og gl. Love;
Hertugdømmerne blev delte, og næsten overalt
indsattes frankiske Grever; Benevent bevarede
dog for en stor Del sin Uafhængighed. Da der
skete et nyt Oprørsforsøg, overdrog Karl sin
Søn Pipin den longobardiske Krone (781-810),
og Landet fik derved større Selvstændighed.
Overfor Paven gjorde Karl stadig sin
Overlegenhed gældende, ogsaa i rent dogmatiske
Spørgsmaal. For at styrke sin Anseelse lod han
sig Juledag 800 under Gudstjenesten i
Peterskirken af Pave Leo III (795-816) krone til
Kejser. Imidlertid begyndte hans
Stedfortræder paa Halvøen, Pipin, at udbrede sit
Herredømme over Syditalien og Øerne, fik Hertugen
af Benevent til at underkaste sig, i hvert
Tilfælde af Navn, og forjog Saracenerne fra
Kysten af Corsica og Sardinien. Venetianerne
derimod holdt sig stadig uafhængige, idet de snart
støttede sig til Frankerne og snart til
Byzantinerne. Indadtil steg Prælaternes Anseelse
bestandig, og de overstraalede snart aldeles
Greverne; til Kirkerne i Milano og Pavia skænkedes
store Rettigheder. Da Karl døde (814), og
Ludvig den Fromme blev Kejser, haabede Pipin’s
Søn Bernhard, der af Bedstefaderen var indsat
til Konge over I. og kronet 813, at kunne
løsrive Halvøen fra Kejserriget og danne et
nationalt Kongedømme; men Ludvig tvang ham til
at aflægge Troskabsed og passede nøje paa
ham. Da han i Aachen 817 delte Riget mellem
sine Sønner, gjorde Bernhard Modstand mod
Ordningen, men blev lokket til Chalons og
blindet, hvoraf han døde (818), Ludvig’s ældste
Søn Lothar blev saa Herre over I., som han
bevarede ved Delingen i Verdun (843) mellem
ham og hans Brødre; tillige fik han
Kejsertitelen og Grænselandene mellem Frankrig og
Tyskland. Under de Krige, som var gaaet
forud for denne Afgørelse, havde I. lidt meget,
idet der var. gaaet mange Menneskeliv tabt,
og det havde været nødvendigt at paalægge
haarde Skatter. Kampens Udfald, der var en
Ydmygelse for Kejserdømmet, gav Pave
Sergius II (844-47) Mod til at undlade at søge sit
Valg stadfæstet af Kejseren, hvad der ellers
skulde ske iflg. en Overenskomst af 824. Paa
denne Tid havde I. faaet en farlig Fjende i
Saracenerne, der fra Sicilien og Bari
plyndrede Landet lige op til Roms Mure, ja endog
trængte ind i Bydelen paa venstre Tiber-Bred.
Efter Lothar’s Død fik hans ældste Søn Ludvig
II (855-75) Kejsertitlen og I. Han var en
dygtig Regent, der søgte at lindre sine
Undersaatters Nød og fordrev Saracenerne fra Bari.
Imidlertid steg Pavens og Lensadelens Magt
stadig, og de pseudo-isidoriske Dekretaler
fremkom, hvori Kirkens Overlegenhed over de
Verdslige fremhævedes. Støttet til disse
optraadte Pave Nikolaus I (858-67) med stor
Myndighed baade over for stridige Ærkebisper
og Fyrster, ja blandede sig endog ind i de
kirkelige Forhold i Konstantinopel. De høje
Prælater fulgte hans Eksempel og stræbte efter
Uafhængighed; det samme gjorde Hertuger og
Grever, ja selv de mindre Baroner benyttede
sig af Saracenernes Indfald til at bygge Borge
og Smaafæstninger, hvorfra de trodsede
Centralmagten. Ludvig II havde valgt Ludvig den
Tyske til sin Efterfølger; men Pave Johan VIII
(872-82) indkaldte Karl den Skaldede af
Frankrig, der 876 modtog Kejserværdigheden som
en Gave af Paven. Næste Aar døde han, og
Ludvig den Tyske’s Søn Karloman lod sig
udnævne til Konge af I., men døde allerede 880.
Saracenerne trængte paa denne Tid atter frem
mod Rom, og Paven maatte købe dem bort
mod en aarlig Afgift. Da Tyskerne støttede
dennes Rival, Ærkebispen af Milano, søgte han
at skaffe I. en Hersker fra Frankrig, men saa
sig p. Gr. a. et nyt Angreb af Saracenerne nødt
til at krone Karloman’s Broder Karl den
Tykke (881); men da denne ikke kunde forsvare
sit Rige mod Anfald udefra, afsatte Italienerne
ham (887). Halvøen havde gennemgaaet store
Lidelser efter Karl den Store’s Død, men de
blev endnu større under Feudalvæsenet. Meget
havde begunstiget dettes Opkomst. De mange
Erobringer, det svage karolingiske
Herredømme og de nationale Dannelser havde hver for
sig bidraget dertil. I. var opfyldt af en
Mængde mere ell. mindre uafhængige Statsdannelser.
I Norditalien var Markgreven af Ivrea,
Ærkebispen af Milano og Hertugen af Friaul de
mægtigste Fyrster; helt uafhængig var Venedig.
I Mellemitalien herskede Greven af Lucca,
Paven og Hertugen af Spoleto; her begyndte
allerede Pisa og Firenze at hæve sig. I
Syditalien var Hertugen af Benevent og Abbeden af
Monte Casino de største Herrer, og bl. Byerne
indtog Amalfi en næsten uafhængig Stilling;
paa Sicilien samt paa Fastlandet i Tarent og
Garigliano havde Saracenerne sat sig fast. Da
disse angreb Landet fra Syd, og Ungarerne
truede fra Øst, valgte Lombardiets Stormænd
Berengar af Friaul til Konge (888), og
Ærkebispen af Milano kronede ham; dette vilde
Pave Stefan V (885-91) ikke finde sig i og fik
stillet Guido af Spoleto op mod Berengar,
hvorpaa en ødelæggende Krig udbrød. Berengar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
