Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vistnok vilde falde ham ulige vanskeligere at
vende tilbage dertil. Og Crispi selv tog ikke
i Betænkning aabent at udtale, at saafremt
Paven vilde drage bort, vilde de ital.
Myndigheder med Ærbødighed ledsage ham til
Grænsen; men naar han een Gang havde forladt
I.’s Grund, vilde de ikke igen modtage ham,
førend de havde faaet Sikkerhed for, at han
ikke i Fremtiden vilde søge at ophidse
Stemningen imod Statsmagten. Der gjordes heller
intet Skridt for at sætte Truslen i Værk, saa
snart man saa, at den ikke skræmmede.
Paven erkendte vistnok, at han ikke i noget
andet Land vilde opnaa større Uafhængighed end
i I., og at han fra intet andet Sted kunde
øve sin aandelige Myndighed med saadan Kraft
og Frihed som netop fra Rom. Uagtet alle
Klager over Garantilovens Utilstrækkelighed har
Paven — baade Pius IX og Leo XIII — dog
stadig gjort fuld Brug af dens Bestemmelser,
og der er heller aldrig lagt nogen Hindring i
Vejen for de store Pilegrimstog til Rom, som
ogsaa bedre end noget andet godtgør
Usandheden af Legenden om Pavens Fangenskab. At
Pavehoffet stundom selv følte Ønskeligheden af
at komme til en Forstaaelse med I., fremgik
af et Forslag, som fremkom 1887, og hvorefter
Paven skulde have Suverænitet over Rom ell.
i det mindste den leoninske Del samt en
Strimmel Land langs Tiberen ned til Havet; men
Forslaget blev bestemt afvist fra I.’s Side. Var
det kommet 20 Aar tidligere, var Svaret
vistnok faldet anderledes ud.
1888 bragte I. ikke alene en ny fælles
Straffelovbog, men ogsaa fl. a. vigtige Love, saaledes
en om de 4 Kassationsretters Sammendragning
til en Højesteret i Rom; endvidere en ny
Provins- og Kommunalordning, der udstrakte
Valgretten til alle politiske Vælgere, indførte Brug
af Forholdstalsvalg og udvidede den stedlige
Selvstyrelse. Dog forbeholdtes der Regeringen
Ret til at udnævne Borgmesteren i alle
Kommuner med færre end 10000 Indb. og til at
vælge en Del af Medlemmerne til de staaende
Provinsudvalg, som fører Tilsyn med
Kommuneraadenes Beslutninger. Fremdeles gaves
to indgribende Love om Sundhedsvæsenet —
hvortil der i høj Grad trængtes, og hvorved
der gjordes væsentlige Indskrænkninger i
mange gl. Sædvaner ell. rettere Uvaner — og om
den offentlige Sikkerhed; ved denne fik Politiet
baade Ret til at udvise Udlændinge, nærmest
rettet imod de »fædrelandsløse«
Internationalister, der slog sig ned i Landet, og til at
advare, samt derefter skride ind imod
mistænkelige Personer, Løsgængere, tidligere
Forbrydere o. l. Men 1888 førte ogsaa I. ind i en
lidet hyggelig og meget fordærvelig »Toldkrig«
med Frankrig. Efter at der i en Række Aar var
ført Underhandlinger om en endelig
Handelspagt, uden at der var opnaaet nogen
Overenskomst som Følge af Frankrigs opskruede Krav,
besluttede Ministeriet Crispi, der bl. a. satte
sig til Opgave at frigøre I. for det mægtige
Nabolands Formynderskabslyster, sig til et
aabent Brud, og fra 1. Marts 1888 var de to
Landes Industri og Handel hver paa sit Sted
ikke længere bl. de særlig begunstigede. Dette
medførte selvfølgelig en betydelig Nedgang i
Handelsomsætningen (I.’s Udførsel til Frankrig
sank ned til det halve, dets Indførsel med 1/3),
men især led I.’s Vinavl og Industri som den
økonomisk svagere Part derunder, og hele dets
Forretningsliv, som i den foregaaende Tid
havde haft et godt Opsving, kom ind i en farlig
Krise, som det kun med store Vanskeligheder
overstod. Det politiske Forhold mellem de to
Frændefolk blev ogsaa paavirket deraf, og kun
de egl. Republikanere i I. holdt fast ved, at
Forbindelsen med Frankrig burde gaa forud
for Tremagtsforbundet.
De finansielle Vanskeligheder, som især skrev
sig fra de stadig voksende Forsvarsudgifter
og de omfattende Jernbaneanlæg, og som
allerede 1888 uagtet ny Skatter (forhøjet
Korntold m. m.) gav sig til Kende i et Underskud,
forøgedes yderligere ved Forviklinger med
Abessinien. Jan. 1887 havde ital. Tropper lidt
et Nederlag ved Dogali; men i St f. at mane til
Varsomhed drev det netop Crispi frem til ny
Anstrengelse for at sikre I.’s Storhed, nu da
den krigerske Ære var blevet krænket. Et
Forslag om at opgive det hele afrik. Koloniforsøg
fik Maj 1888 kun 40 Stemmer i
Deputeretkamret (imod 382), og Hæren forstærkedes derovre
samt tog fl. ny Pladser i Besiddelse; men først
da Abessiniens Hersker Johannes Marts 1889
var faldet mod Mahdisterne, kom det til Freds-
og Venskabspagt med hans Eftermand Menelik,
som i Aug. skikkede Sendemænd til I. Alt
tegnede saaledes godt, men snart opkom
Uenighed om den trufne Aftale, idet man fra ital.
Side gjorde gældende, at Menelik havde lovet
altid at bruge I. som Mellemmand ved
Underhandlinger med andre europ. Magter og
saaledes erkendt dets »Protektorat«, medens
Menelik kun havde villet sikre sig I.’s Hjælp i
saadanne Tilfælde, men ellers holdt strengt
paa sin Uafhængighed. Uenigheden skrev sig
rimeligvis fra Misforstaaelser under
Forhandlingerne, men der fremkom ligefrem
Beskyldninger om Forvanskning ved Oversættelsen af
Fredspagten. Italienerne havde 1893—94 Held
til at slaa gentagne Angreb af Mahdisterne
tilbage, og den sejrende General Baratieri
trængte derefter ind i Landskabet Tigre, vandt Jan.
1895 en smuk Sejr over Underkongen Ras
Mangascha og tog efterhaanden hele
Landskabet i Besiddelse. Dog nu vendte Lykken sig,
idet Menelik, efter at have fæstnet sit
Herredømme i det øvrige Land, søgte at vinde det
tabte Landskab tilbage og førte en stor Hær
imod Italienerne. Decbr 1895 blev en
Hærafdeling under Oberst Toselli næsten oprevet, og
snart efter maatte Oberst Galliano rømme en
Fæstning, hvori han havde indesluttet sig, imod
at faa fri Afmarch. Det var dog kun Forspil
for det afgørende Nederlag, som Baratieri led
ved Adua Marts 1896, og hvori omtr. 2/3 af
den ital. Hær (1500O Mand imod 80000
Fjender) efter tapper Modstand faldt ell. saaredes,
medens 50 Kanoner og en Mængde Fanger
tabtes. Følgen heraf blev, at I. 26. Oktbr s. A.
maatte slutte en ydmygende Fred, opgive hele
det vundne Landskab saavel som Overhøjheden
over Abessinien. N. A. afstodes endvidere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
