Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ivain - Ivakura Tomomi - Ivalde - Ivalo, H. S. - Ivalojoki - Ivan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
overførtes paa Svensk (se Eufemia-Viser),
og den svenske Version danner Grundlaget for
det gl. danske Digt om »Ivan Løveridder« (udg.
af C. J. Brandt, »Romantisk Digtning fra
Middelalderen«. I).
Kr. N.
Ivakura Tomomi [’iwa’kura], Fyrste, jap.
Statsmand, f. 1825, d. 20. Juli 1883. I., der
tilhørte den gl. Hofadel (Kuge), fik allerede 1853
en høj Stilling ved Mikadoens Hof, og som
afgjort Modstander af Fremmedes Adgang til
Japan medvirkede han 1858 til, at Mikadoen
nægtede sin Billigelse til de Handelstraktater,
Shogunen havde sluttet med de europæiske
Magter og Amerika. 1862 faldt han i Unaade, men
traadte nu i Forbindelse med Kido, Okubo,
Saigo o. a. Reformvenner. Under den ny Mikado,
Mutsuhito, kom han igen til Magten og
medvirkede til Genoprettelsen af Mikadoens
verdslige Herredømme 1868. I Mellemtiden havde I.
erkendt Nødvendigheden af Forstaaelsen med
de fremmede Magter og Værdien af den
europæiske Teknik. I den ny Regering blev han
Vicekansler 1868, overtog 1871
Udenrigsministeriet og var 1871—73 Leder for den jap.
Sendefærd, deriblandt Ito, Kido, Okubo, der drog til
Nordamerika og Europa for at knytte nærmere
Forbindelse med de store Magter. Efter sin
Hjemkomst modsatte han sig med Held de af
Goto, Itagaki m. fl. af hans Ministerkolleger
nærede Planer om et Angreb paa Korea; han
blev derfor ilde set af de stridslystne Samuraier
og blev 14. Jan. 1874 Genstand for et
Mordforsøg af nogle Mænd af Tosa-Klanen. Indtil sin
Død var I. en af Formændene i Statsraadet og
øvede stor Indflydelse som en af Mikadoens
nærmeste Raadgivere. (Litt.: Leonvande
Polder, Biographie de I. T., traduite de
japonais [Yokohama 1885]; J. Morris, Makers
of Japan [1906]).
F. de F.
Ivalde, i nord. Mytologi Navn paa en
Dværg, hvis Sønner med stor Kunst
forfærdigede Skibet »Skidbladne« til Guden Frej og
Odin’s Spyd Gungner. Hos dem maatte Loke
hente Guldhaar til Sif, da han havde klippet
Haaret af hende, og Tor truede med at slaa
ham fordærvet.
G. K-n.
Ivalo, H. S., d. s. s. Ingman.
Ivalojoki [’ivalåjåki], en Flod i det
nordlige Finland, udspringer i Enontekis Sogn ved
den norske Grænse, løber mod Ø. gennem store
Moser, senere gennem sandede Strækninger og
udmunder i Enare Sø. Den er rig paa
Vandfald, navnlig efter at have optaget Bifloden
Repsjoki. Ved I.’s mellemste Løb findes Guld
i Flodbreddens Sand og Grus. Guldet
opdagedes 1868, og siden er der stadig drevet
Guldvaskeri, dog mest kun i ringe Omfang og
af Egnens Befolkning. I de senere Aar har
Udbyttet kun været nogle faa kg Guld om Aaret.
Siden 1901 har man ogsaa ved I. fundet
guldførende Gange af Brunjernsten; men
Brydningen har ikke givet store Resultater.
G. Ht.
Ivan, Navnet paa en Rk. russ. Fyrster, bl.
hvilke mærkes:
1) Ivan I, Danilovitsch, uvist hvorfor
kaldet Kalita (Pengepungen), Storfyrste af
Moskva og Perejaslavl (1328—41), opnaaede sin
Stilling som Belønning for den Hjælp, han
ydede Tatarkanen Usbek mod Tver, hvis Indb.
havde dræbt Kanens Sendebud. Personlig
usympatetisk og lidet krigersk var han en stor
politisk Begavelse, der ved at bøje sig for Kanen
og holde Mongolerne borte ved Pengegaver
opnaaede en betydelig Stilling, saaledes at han
blev en Slags Mellemmand mellem Kanen og
de talrige Smaafyrster, som da herskede i
Rusland; til ham indbetalte de saaledes den
Tribut, de skulde yde Mongolerne. Med Kirken
stod han i et nøje Forbund og bevægede
Metropolitten til at forlægge sin Residens fra
Vladimir til Moskva, hvorved denne By hævedes
fremfor Rivalen Tver. Over for den mægtige
Handelsrepublik Novgorod holdt han gode
Miner, medens de mindre Fyrster derimod blev
undertvungne, saa at Riget under hans
Regimente blev omtr. 6-doblet.
2) Ivan II, Ivanovitsch, ovenn.’s Søn,
fulgte 1353 sin ældre Broder Simon paa Tronen
i Moskva. Han var en ubetydelig Fyrste, under
hvem Kirkens og Bojarernes Magt steg
betydelig; allerede 1359 døde han, kun 33 Aar gl.
3) Ivan III, Vassiljevitsch, f. 1440,
Storfyrste af Moskva 1462—1505. Han begyndte
sin Regering med at afslutte en Rk. Traktater
med de andre russ. Fyrster, der sikrede ham
en ledende Stilling, og brugte sin faktiske
Overmagt og overlegne politiske Begavelse til lidt
efter lidt at samle Landet under sit
Overherredømme. Først maatte han dog sikre sig sin
Stilling inden for sin egen Slægt, thi hans yngre
Brødre besad meget store Besiddelser og
Rettigheder. Ivan vilde begrænse disse og naaede
sit Maal ved hensynsløst at bekrige Brødrene
og lade den mægtigste af dem — Andrei —
holde i Fængsel til hans Død, da han havde
nægtet at deltage i en Krig mod Novgorod. 1485
erobredes Tver, og uden egl. Krig skødes
Grænsen længere mod V., idet en Rk. af Litauen
afhængige Grænsefyrster med det onde ell. det
gode sluttede sig til I., der forstod at beskytte
dem mod deres gl. Herrer. I nær Forbindelse
med disse Kampe stod Novgorods Fald, thi den,
der var Herre her, havde væsentlig Udsigt til
at sejre. Den forhen saa mægtige
Handelsrepublik var nu bleven stærkt svækket ved sociale
Misforhold og indre Kiv og Strid mellem de
forsk. religiøse Partier (unerede og ikke
unerede Grækere), som I. fortræffelig forstod at
benytte. Han var af Navn dens Overherre og
nød forsk. Rettigheder; da Staden søgte Støtte
mod hans voksende Magt hos Kasimir af
Polen-Litauen, benyttede han sig heraf til at slaa den
fuldstændig og opløse Forbindelsen med
Litauen (1471). Foreløbig lod han de gl. Forhold
bestaa, men indre Uroligheder gav ham snart
Lejlighed til at gribe ind, og 1478 var det
faktisk ude med Friheden. Stormklokken, Tegnet
paa Borgernes Selvstændighed, flyttedes til
Moskva, og 1494 lukkede han ganske uventet
og lumskelig Hanseaternes Kontor efter først
1488 at have ladet ikke mindre end 7000
Familier bortflytte. Af Navn var Storkanen i Kaptsjak
stadig Ruslands Herre, men de forsk. Horder
var komne i Forfald og krigede indbyrdes; af
en saadan Strid mellem Storkanen og Kanerne
i Kasan og Krim benyttede I. sig til 1481 at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
