Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jagiello - Jagielloner - Jagilde - Jago - Jagodina - Jagow, Gottlieb v. - Jagst - Jagt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Omgivelser, men da disse var dygtige og
energiske, om end yderst egoistisk sindede Mænd,
er hans Regering dog en Fremgangens Tid; i
sine senere Aar overlod han Landets Styrelse
næsten helt til den begavede Statsmand, Biskop
Zbigniew Olesnicki.
(St. R.).
Jagielloner [ja’giæwå-] kaldes Kongerne af
det af Jagiello stiftede Dynasti. I. I Polen og
Litauen 7 Konger (1386—1572), nemlig
foruden Jagiello hans 2 Sønner: Wladyslaw III
Warnenczyk, d. 1444, og Kazimierz IV
Jagiellonczyk, d. 1492, sidstnævntes 3 Sønner: Jan
Olbracht, d. 1501, Alexander, d. 1506, Zygmunt
I, d. 1548, sidstnævntes Søn Zygmunt August,
d. 1572. Paa Spindesiden herskede desuden
Zygmunt III 1587—1632 (en Søn af Zygmunt
August’s Søster Katarzyna Jagiellonka og
Johan af Sverige) og hans 2 Sønner: Wladyslaw
IV, d. 1648, og Jan Kazimierz (abdiceret 1668).
II. I Böhmen og Ungarn 2 Konger
(1471—1526): Wladyslaw II (en Søn af Kazimierz
Jagiellonczyk) 1471—1516, 1490 valgt til Konge
af Ungarn, og hans Søn Ludvig II, d. 1526 ved
Mohács.
(St. R.).
Jagilde, i ældre Tid et Gilde, som blev
afholdt i Anledning af en indgaaet Forlovelse.
G. K-n.
Jago [’kagå] (sp.), Jakob.
Jagodina, By i Jugoslavien, Landskab
Serbien, Kreds Morava, ligger 110 km SØ. f.
Belgrad ved Belitza tæt ved dennes Udmunding
i Morava. (1910) 5000 Indb. Den er Station paa
Banelinien Belgrad—Nisch, har et
Progymnasium og Rester af en Moské, der skal have
været den største i Serbien. Hovedplads for
Serbien’s betydelige Svinehandel.
C. A.
Jagow [’ja.go.], Gottlieb v., tysk
Statsmand, f. 22. Juni 1865 i Berlin, blev, efter at have
beklædt forsk. underordnede diplomatiske
Poster i Ind- og Udland, 1906 foredragende Raad
i Udenrigsministeriet, 1908 Gesandt i
Luxembourg, 1909 Gesandt i Rom. Apr. 1913—Novbr
1916 var han Udenrigsminister uden dog at
øve afgørende Indflydelse paa Begivenhederne.
Han synes under Udbruddet af Verdenskrigen
at være optraadt dæmpende over for
Kejserens Umiddelbarhed og Militærpartiets
Kamplyst. Herom hører man dog intet i hans Skrift,
»Ursachen und Ausbruch des Weltkrieges«
(1919); det er en Apologi for det tidligere
officielle tyske Standpunkt og bringer meget faa
ny Oplysninger.
P. L. M.
Jagst [jakst], ell. Jaxt, 1) Biflod til
Neckar, udspringer i det nordøstlige Württemberg
i en Højde af 519 m, danner paa en
Strækning Grænsen mellem Württemberg og Baden
og udmunder efter et Løb paa 195 km ved
Jagstfeld i Neckar’s højre Bred lige over for
Wimpfen; 2) Jagst-Kredsen, den nordøstlige af
Württemberg’s 4 Regeringsdistrikter, er 5141
km2 med (1910) 414969 Indb. og deles i 14
Overamter. Hovedstaden er Ellwangen.
G. Ht.
Jagt er Tilegnelsen af fritlevende Vildt,
saavel ved Skydevaaben som Fangst i Net, Garn
og Fælder samt ved Gift. I de ældste Tider
udøvedes Jagten dels af Nødvendighed, dels og
fornemmelig som Erhverv. Rovdyrene, der
dengang fandtes i Overflod, blev jagede af
Beboerne, som derved søgte at beskytte sig mod
Angreb, samtidig med at de erhvervede de
nedlagte Dyrs Pelsværk, og af det spiselige Vildt
udgjorde Kødet den vigtigste Hovedernæring,
medens disse Dyrs Skind forarbejdedes til
Klædningsstykker. Efterhaanden som Agerbrug
og Kvægavl imidlertid udvikledes, traadte
Jagten mere og mere i Baggrunden og dreves da
hovedsagelig for Fornøjelsens Skyld som en
Art Idræt — i det højeste som et mindre
Bierhverv —, og dette Standpunkt indtager
Jagten ogsaa f. T. i Danmark, hvor Vildtbestanden
i de senere Aar i det store og hele har været
i stærk Tilbagegang og maa holdes oppe ved
Fredningsbestemmelser, Dannelsen af
Jagtforeninger og strengt Opsyn af de Jagtberettigede.
Jagtmaader i Danmark. I
Modsætning til det øvrige Skandinavien, hvor der
endnu findes Bestand af Bjørne, Ulve, Losser,
Rener, Elsdyr og Tjurer — den sidste Ulv i
Danmark blev skudt i Slutn. af 18. Aarh. —
maa Danmark siges at være blottet for al
Storjagt. Alligevel taler man om den højere og
lavere J. — Betegnelser, der er hentede fra
Tyskland — og henregner saa til den
førstnævnte: Kron-, Daa- og Raavildt, Urfugle og
Fasaner, til den sidstnævnte al anden Slags
Vildt. Den Maade, hvorpaa Vildtet jages, falder
i tre Hovedafdelinger: Enejagt, Klapjagt og
Støverjagt. Ved Enejagt forstaas, at Jægeren med
ell. uden Hund opsøger og nedlægger Vildtet, og
dette gælder i større ell. mindre Grad alt Vildt i
Danmark. Ved Pürschning (Snigjagt) søger
Jægeren til Fods ell. til Vogns at liste sig ind paa
Kron-, Daa- ell. Raavildt for at nedlægge det
med Kuglebøssen, og dette sker saavel ad
bestemte, smaa Stier (de saakaldte Pürschveje)
som ogsaa uden for disse, paa Enge, Lysninger
i Skovene ell. i mindre Bevoksninger. Den bedste
Pürsch gør man sædvanligvis tidl. om Morgenen
ell. kort før Aftenskumringen, men en
Hovedbetingelse er det, at man har fuld Vind ɔ: at
Vinden kommer fra den Kant, i Retning af
hvilken der »pürsches«. Til denne J. udfordres
megen Ro og Forsigtighed. Et anskudt Stykke
Vildt eftersøges med Schweisshunden. Ved J.
paa Anstand gælder noget lgn., men denne
Jagtmaade er kun lidt brugt hos egl. Jægere
saa lidt som Bladning, hvor Jægeren ved at
blæse i et Straa ell. Blad frembringer en Lyd som
Smalraaens og derved søger at lokke Bukken
til sig. Den bedste og fornøjeligste Enejagt er
ubetinget den, hvor Jægeren nedlægger Vildtet
for den staaende Hund, og hertil regnes da
fortrinsvis J. paa Urfugle, Agerhøns,
Bekkasiner, Snæpper og til Dels Ænder. Til Harejagt
behøves ingen Hund, ja har den ikke god
Appel, gør den endog mere Skade end Gavn.
Ved Klapjagt forstaas den J., hvor Vildtet
paa en vis Strækning, den saakaldte Saat (fr.
saut), af Klappere drives hen imod de
opstillede Skytter og saaledes kommer disse paa
Skud. Der drives her med Vinden, for at
Vildtet ikke for tidlig skal faa Færten af
Skytterne, og gælder J. fortrinsvis Haarvildt ell.
Ræve, bør Saaterne være lange, men til Harer,
Snæpper og Fasaner saa korte, det skal være.
I Alm. føres der ikke Hunde med paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
