Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jernbaner (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Delen smalsporede og byggede langs
Landevejene drives de overordentlig billigt ved
særlige Entreprenører, der oppebærer en vis
Tantième. — 1913 havde de belg. Baner en
samlet Længde af 8814 km, hvoraf 4330 km
Statsbaner. Statsbanernes Anlægskapital udgjorde
1,9 Millard Kr. Det belgiske Banenet er det
tætteste i Verden. Paa 100 km2 fandtes i 1913
29,9 km Bane, for hver 10000 Indb. fandtes
11,9 km Bane.
Holland. Jernbaneanlæggene i Holland
hemmedes i Beg. af Landets talrige Vandveje,
som dels dannede Hindringer for Banenettets
Udvikling, dels ansaas for tilstrækkelige til at
bære Landets Trafik. Skønt Jernbanesagen
rejstes lige saa tidligt som i Belgien og havde
Kongens Støtte, fik den kun ringe Fremgang i de
første Tiaar. Den første J. — fra Amsterdam
til Haarlem — aabnedes for Driften 1839,
fire Aar efter den første belgiske, men
efterfulgtes kun af spredte Anlæg, og endnu 1857
ejede Landet kun 332 km Bane, fordelte paa
fire Selskaber. Aar 1860 danner Vendepunktet;
Regeringen fik da et Lovforslag om Anlæg ved
Statens Foranstaltning af en Række Linier, i
alt 900 km Bane, gennemført i begge Kamre.
Driften af disse Linier og nogle senere
tilkomne overdroges i H. t. Bestemmelserne i den
flg. Lov af 3. Juli 1863 til et nydannet »Selskab
til Drift af de nederlandske Statsbaner« og —
for en enkelt Banestræknings Vedk. — til det
allerede bestaaende »Hollandske
Jernbaneselskab«. I de flg. Aar voksede Banenettet stadig,
men Liniernes usystematiske Fordeling
mellem de forsk. Selskaber blev paa mange Maader
en Hemning for Trafikkens Udvikling. Da
derfor den »Nederlandske Rhin-Jernbane«’s
Koncession udløb 1890, greb Regeringen
Lejligheden til ved en Overtagelse af dens Linier
at skaffe Grundlag for en mere
hensigtsmæssig Ordning. Den gennemførte en
passende Fordeling af Banenettet mellem de to
store Selskaber, Statsbanedriftsselskabet og det
holl. Jernbaneselskab, og forordnede
Fællesbenyttelse af visse Linier, der har Betydning for
begge Selskaber. Saaledes fik begge Selskaber
større og mere selvstændige Gennemgangsruter
for Indlandstrafikken saavel som for Trafikken
paa Udlandet. De indenlandske Hovedlinier
grupperer sig om Amsterdam, Rotterdam og
Haag, de internationale Gennemgangsruter har
Retning efter Vlissingen og Hook van Holland,
Overfartsstederne til England. Jernbanenettets
Længde var i 1913 3256 km og Anlægskapitalen
510 Mill. Kr. Jernbanetætheden udgjorde 9,8
km pr. 100 km2 og 5,6 km pr. 10000
Indbyggere. Foruden de egl. J. drives c. halvtredie
Tusind km Smaabaner og Sporveje — ved
Hestekraft, Damp og Elektricitet — for baade
Persontrafik og Godstrafik.
Tyskland. J.’s første Udvikling i England
vakte i Tyskland spredte Bestræbelser efter
Udførelse af saadanne Anlæg. Navnlig maa
Friedrich List (1789—1846) nævnes som
Jernbanesagens utrættelige og klartskuende Forkæmper.
Tysklands Udstykning i Smaastater stillede sig
dog hindrende i Vejen, ligesaa den udbredte
Anskuelse, at J. mindre vilde bringe en
Udvikling af Handel og Industri end en
Omvæltning, der stred mod det bestaaendes
Interesser. Som den første i Tyskland aabnedes den
7. Decbr 1835 i Bayern en J. fra Nürnberg til
Fürth, og derefter aabnedes i Sachsen en Bane
fra Leipzig til Dresden, det første Stk. i 1837,
Resten i 1839. Jernbaneinteressen i Sachsen
forplantede sig til Preussen, hvor den første
Banelinie — fra Berlin til Potsdam — blev
taget i Drift i 1838. Herefter kom der Fart i
Bevægelsen. I Bayern og Sachsen skød nye
Linier op, Stjernen omkring Berlin begyndte
at danne sig, og i Rhinlandet fremkom Baner,
der søgte Tilslutning til de belg. Allerede 1845
maalte Banenettet 2162 km.
De første tyske J. opstod som
Privatforetagender. Til Anlæg med usikker Rentabilitet
maatte dog snart Staterne yde Støtte, og
herfra var Skridtet kun kort til Anlæg for Statens
Regning. Den første Statsbane byggedes i
Braunschweig 1838, i Bayern og Preussen
saa man sig snart nødsaget til at følge
Eksemplet, og Baden og Württemberg var fra først
af besluttede paa at lade Staten foretage
Banebygningen. Imidlertid vandt den Anskuelse
efterhaanden Raaderum, at Staten burde have
alle de vigtigste Trafiklinier i sin Haand, og
dermed fulgte en Svingning i den alm.
Jernbanepolitik. I 1847 begyndte Preussen et
systematisk Opkøb af Privatbaner. Bevægelsen
varede ved til Beg. af 60’erne, hvor
nationaløkonomisk Liberalisme og Pengenød bragte
den til at strande. Tanken om et tysk
Enhedsnet dukkede samtidig op og vandt p. Gr. a.
Sagens milit. Betydning Styrke under de tre
Krige 1864, 1866 og 1870-71. Ved
Oprettelsen af det nordtyske Forbund efter Preussens
Sejr over Østerrig var den taget i
Betragtning, idet Forsbundsstaterne forpligtede sig
til at styre de inden for deres Omraader liggende
Baner som et Enhedsnet, og ved Dannelsen af
det tyske Rige 1871 overførtes denne
Bestemmelse til Rigsforfatningen, saaledes at den
blev gældende for samtlige tyske Stater alene
med Undtagelse af Bayern, der paa flere
Punkter indtog en Særstilling. Bismarck ønskede
hele Banenettet overtaget af Riget, men kunde
ikke drive Sagen igennem. Han rettede da sine
Bestræbelser paa Gennemførelsen af
Statsbanesystemet i Preussen, og her genoptoges 1879
med største Kraft det tidligere Opkøb af
Privatbaner. De andre tyske Stater fulgte med i
Bevægelsen, og Statsbanesystemet trængte
herefter fuldstændigt igennem.
Til Trods for den administrative Adskillelse
har de tyske Baner i væsentlig Henseende
udgjort en Enhed. Beg. hertil skete, da 10
preussiske Jernbaner 1846 sluttede Forbund om ved
Samarbejde at løse de fælles Opgaver og
derved paa engang tjene deres egne og
Publikums Interesser. Heraf opstod det senere
internationale »Verein deutscher
Eisenbahnverwaltungen«. Dette virkede straks til
Tilvejebringelse af fælles Regler for Ekspedition
af Personer, Gods o. s. v. (1847) og paa det
tekn. Omraade til Fastsættelse af visse
Enhedsbestemmelser vedrørende Banebygning,
Materiel og Drift, bl. a. til Lettelse af direkte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
