- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat /
127

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johannesevangeliet - Johannes fra Antiocheia - Johannes fra Damaskus - Johannes fra Salisbury

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

en virkelig »Herrens Discipel«, som havde kendt
Jesus under hans Jordeliv; men det var
naturligvis muligt, at Benævnelsen kun var en
Hæderstitel, og i saa Fald vilde man kunne
ansætte Anattelsestiden noget senere. Sikre Spor
af Evangeliets Eksistens foreligger først fra
Midten af 2. Aarh. Der findes en Del
johannæisk klingende Vendinger i Ignatiosbrevene, men
Ligheden er ikke saa stor, at de kan indeholde
noget Bevis for J.’s Eksistens; derimod er det
overvejende sandsynligt, at Justin har kendt
det. Vi har ogsaa overleveret et
Papiasfragment i et Haandskrift fra 9. Aarh.; det lyder:
»Johannesevangeliet blev publiceret af
Johannes, endnu medens han levede, og overgivet til
Menighederne, saaledes som Papias fra
Hierapolis, Johannes’ Yndlingsdiscipel, har meddelt
os«, og hvis det var ægte, vilde det være den
første sikre Bevidnelse af Skriftet; men under
alle Omstændigheder kan det betragtes som
overvejende sandsynligt, at Evangeliet er
blevet til engang i første Halvdel af 2. Aarh. —
Hensigten med Bogen er angivet 20, 31:
»men dette er skrevet, for at I skal tro, at
Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, naar I
tror, skal have Livet i hans Navn«, og det er
ikke usandsynligt, at Formaalet for en
væsentlig Del har været at imødegaa jødiske
Indvendinger mod Kristendommen; i de mange
Kontroverser mellem Jesus og Jøderne i det fjerde
Evangelium hører vi nemlig sikkert først og
fremmest Forfatteren tale til sin Samtid. Det
er ogsaa rimeligt, at der i Kap. 1 og 3
foreligger Polemik mod en Overvurdering af
Johannes Døber; adskillige af hans Disciple har
sikkert anset ham for at være Messias, og
overfor saadanne, som muligvis ogsaa kan være
fremtraadt i Efesos (jfr Ap. G. 19, 1 ff.),
fremholdes da Døberens egen Henvisning til Jesus
som den større (1, 15, 20 ff., 29, 36; 3, 26 ff.).
Men som Hovedformaal har Evangelisten haft
at skildre den hist. Jesus, saaledes at han
kunde imødekomme den religiøse Trang i
Datidens hellenistiske Verden. I den dér saa
udbredte Mysteriefromhed var
Frelserguddommene rene Fantasiskikkelser; J. betoner
heroverfor Kristendommens Egenart, at dens
Frelserskikkelse er en hist. Personlighed. Men da
det synoptiske Jesusbillede maatte forekomme
den gr.-rom. Verden at være alt for jordisk,
for nationalt begrænset og for stærkt præget
af de jødiske Fremtidsforventninger om
Messiasriget, giver den 4. Evangelist en Skildring
af hans Fremtræden, hvori disse Skranker
forsvinder ell. træder i Baggrunden, og
Aabenbaringen af hans himmelske Herlighed kommer
tydeligere frem. Dette sidste Synspunkt har
navnlig tiltrukket sig Opmærksomheden i
nyeste Tid, efter at man mere og mere har
faaet Øje for de nære Berøringspunkter, som J.
baade m. H. t. Udtryksform og muligvis ogsaa
m. H. t. Tankegang frembyder med den
hellenistiske Mysteriefromhed. (Litt.: Kommentarer
paa Dansk af L. W. Schat Petersen [1902],
paa Tysk af B. Weiss [9. Opl. af Meyer’s
Kommentar, 1902], H. J. Holtzmann [3. Opl.
bearbejdet af W. Bauer, 1908], W. Bauer [i
Lietzmann’s Handbuch, 1912] og Th. Zahn
[4. Opl. 1912]; paa Engelsk af Westcott
[1908], og paa Fransk af A. Loisy [1903].
Litt. om Enkeltspørgsmaal er næsten
ubegrænset; en god Orientering om den moderne
Problemstilling giver B. W. Bacon, The Fourth
Gospel in Research and Debate
[New York
1910]; C. Clemen, »Die Enstehung des
Johannesevangeliums« [1912] og H. Latimer
Jackson
, The Problem of the Fourth Gospel
[Cambridge 1918]).
H. M.

Johannes fra Antiocheia [-’kæ^ija], se
Chrysostomos.

Johannes fra Damaskus (J. Damascenus,
ogsaa kaldet J. Chrysorrhoas ɔ: »den,
der flyder med Guld«), den gr. Kirkes officielle
Dogmatiker, f. i Damaskus i Slutn. af 7. Aarh.,
d. f. 754. Han tilhørte en kristen Familie,
indenfor hvilken et højere saracenisk Statsembeder
rimeligvis Tilsynet med Skatteopbørselen i
Syrien, gik i Arv, og som derfor førte det
arabiske Tilnavn Manzur. J. har rimeligvis ogsaa
selv i længere Tid beklædt dette Embede, men
omkr. 735 trak han sig tilbage fra Verden og
lod sig optage i den hellige Saba’s Kloster ved
Jerusalem, og her fortsatte han den litterære
Virksomhed, som han allerede tidligere havde
begyndt. Hans Hovedværk er »Erkendelsens
Kilde«, hvis første Del giver filosofiske
Begrebsbestemmelser, anden Del en Opregning af
100 Kætterier og tredje og sidste Del en
Skildring af den ortodokse Tro, sammenstillet af
Udsagn fra de gl. Kirkefædre. Han er
endvidere Forf. til et Skr. Sacra Parallela, der
ligeledes har stor Interesse p. Gr. a. de mange
Citater fra tidligere Kirkelærere, samt til
mindre dogmatiske og eksegetiske Afhandlinger,
ligesom han ogsaa har indlagt sig Fortjeneste
som Hymnedigter. Han deltog i Billedstriden,
og der tillægges ham forsk. Taler mod
Billedfjenderne; de flestes Ægthed er dog omstridt.
Hans Værker blev udgivne af Le Quien (Paris
1712), optrykt i en noget forøget Skikkelse i
Migne’s Patrologia græca, Bd 94—96.
H. M.

Johannes fra Salisbury [’så.£zb(ə)ri], eng.
middelalderlig Teolog, f. c. 1115 i Salisbury, d.
25. Oktbr 1180. Som ganske ung drog han 1136
til Paris for at studere; han hørte her bl. a.
Abailard og tilegnede sig et beundringsværdigt
Kendskab til den antikke Litteratur, især
Aristoteles og Platon. 1153 vendte han tilbage til
England, forsynet med en Anbefaling fra
Bernhard af Clairvaux, som forskaffede ham en
Stilling som Sekretær hos Ærkebiskop Theobald
af Canterbury. Under Thomas Becket, der 1162
besteg Ærkebispestolen, blev J.’s Indflydelse
endnu større, men allerede 1163 maatte han
p. Gr. a. Kongens Harme drage i
Landflygtighed; ved Udsoningen mellem Konge og
Ærkebisp kom han tilbage, og efter Mordet paa Th.
Becket traadte han i Tjeneste hos dennes
Efterfølger, men 1176 modtog han en Kaldelse
til den franske Bispestol i Chartres, hvor hart
lige til sin Død udfoldede en rastløs
Virksomhed. Hans Hovedværk er Policraticus, den
første betydningsfulde Statslære i
Middelalderen; endvidere kan nævnes Entheticus, en
Sammenligning mellem antik og kristelig
Filosofi, og Metalogicus, en Fremstilling af Logikkens

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:31 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/13/0135.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free