- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat /
138

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johnson, Gisle Christian

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Lige udmærket ved Kundskab og Talent som
i personlig Karakterudfoldelse var J. fra sin
første Færd af designeret som den
fremragende. 1845 blev han cand. theol. og var derefter
med Stipendium i Tyskland for at fortsætte sine
videnskabelige Studier, først i Berlin, hvor
Neander, Twesten og særlig Hengstenberg blev
hans impulsgivende Lærere, derpaa i Leipzig,
hvor navnlig Harless tiltrak ham ved sine
Forelæsninger over den kristelige Etik. Fra
Leipzig, hvor J. ogsaa hørte Forelæsninger
over det gl. Test. hos C. P. Caspari, der det
flg. Aar efter Underhandlinger, som indlededes
ved J., blev hans Kollega ved Kria Univ., drog
han til Erlangen, hvis teol. Fakultet helt ud
tiltalte den norske Stipendiat, som i sin
Rejseberetning herfra fremhæver det Bekendtskab,
han der stiftede med Professorerne
Thomasius, den lærde Dogmatiker, Höfling, Hofman
og H. Schmidt. Efter korte Besøg i Heidelberg,
Tübingen og Paris kom han Efteraaret 1847
hjem igen til Norge, hvor han levede som
Manuduktør i teol. Discipliner til Sommeren 1849,
da han blev Lektor i Teologi ved Univ. 1860
rykkede han op til Prof. og blev staaende som
saadan til sin Død. 1855—75 var han tillige
Lærer i Pædagogik ved det praktisk-teologiske
Seminarium. Ved Kbhvn’s Univ.’s Jubelfest 1879
blev han Æresdoktor i det teol. Fakultet. Som
Prof. foredrog han fornemmelig systematisk
Teologi, Dogmehistorie og teol. Encyklopædi;
fra Efteraarssemestret 1875 forlod han, for at
give Plads for en yngre Dogmatiker, sit egl.
Fag og overtog den ledigblevne Lærerpost i
Kirkehistorie. Hans Forelæsninger var højt
ansete for gennemsigtig Klarhed, stringent
Bygning og en Personlighedens Magt, som øvede
en ganske overordentlig Indflydelse og blev
bestemmende for Slægtled efter Slægtled af
Præster i den norske Kirke. Om hans Skarpsind
som Dogmatiker udtalte hans lærde Kollega
Caspari ofte, at hvis J.’s Dogmatik blev udg. i
Trykken, vilde den vække Opsigt i hele den
lutherske Kirke og med eet Slag stille sin Forf.
i første Række af dens fremragende Teologer.
I mere end en Menneskealder var J. og
Caspari den teol. Videnskabeligheds Bærere ved
det norske Univ. og samtidig den »rene Læres«
og den konfessionelle Rettroenheds strenge,
ubøjelige Vogtere, ikke mindst mod
Grundtvigianismens Paavirkninger paa de Studerende
ell. sekteriske Angreb paa Statskirkelivets
Bygning. Denne stramme afvisende Holdning over
for selv den mindste Afvigelse fra den strenge
Konfession har ogsaa senere fremkaldt en
delvis Reaktion bl. de Studerende, som er komne
under Indflydelse af nyere Retninger i
Teologien og det hele Samfundslivs Vækst. J. var
nemlig ikke blot en lærd Universitetslærer, men
en betydelig Magt i store Kredse af det norske
Samfund’, hvor en kirkelig Bevægelse i
1850—60’erne, udgaaet fra Præsten G. A. Lammers,
i de højere Klasser samtidig paavirket af S.
Kierkegaard’ Optræden i Danmark, rystede
Landet fra den ene Ende til den anden. Denne
Bevægelse greb ogsaa J., som nu 1851 ved
Siden af sine Universitetsforelæsninger begyndte
at optræde som en ildfuld Bodsprædikant med
Bibellæsninger først i Kria, senere ogsaa i
andre af Landets Byer helt N. over til Tromsø.
Han kom frem i første Række bl. Arbejderne
for alle Slags praktiske Kristenlivsbestræbelser
og kirkeligt Reformarbejde; han var saaledes
den, som skrev Udkastet til det i Bergen 1852
afholdte Præstemødes Andragende til Kongen
om en Sammenkaldelse af en alm. norsk
Kirkeforsamling (hvilket dog afsloges af
Kirkestyrelsens daværende temporiserende Chef,
Statsraad Riddervold), men J. opgav dog ikke mere
dette Arbejde for Kirkens Selvstyre; paa
senere Præste- og Lægmandsmøder var han den
kraftigste og med størst Autoritet udstyrede
Tolk for de kirkelig interesseredes Krav,
hvilke til Slut ogsaa resulterede i Regeringens
Nedsættelse af den store Kirkekommission af
27. Jan. 1859, af hvilken J. dog ikke blev
Medlem, og som efter 10 Aars Arbejde ikke førte
til andet end 5 Bind Betænkninger og
Lovforslag, der aldrig førtes ud i Livet. Da
Stortinget 1869 havde forkastet Regeringens
Forslag om Bevilling til et officielt Kirkemøde,
optog J. og hans Venner det kirkelige
Reformarbejde paa Frivillighedens Vej, idet man fik
ordnet regelmæssig tilbagevendende
Stiftsmøder i hver Stiftsstad og 1873—95 4 frivillige
kirkelige Landsmøder med valgte
Repræsentanter for Gejstlighed og Lægfolk. Det 3. af
disse Landsmøder (1887), i hvis Forberedelse
og Organisation J. havde en væsentlig Del,
vedtog et Forslag til Kirkeforfatning, som
havde Tilslutning af samtlige Stiftsmøder, men
som heller ikke førte til noget Resultat. Ved
Siden af sit Arbejde for Ordningen af
Forholdet mellem Kirke og Stat lagde han ogsaa
meget Arbejde i al anden frivillig kristelig
Virksomhed. Han var den egl. Stifter ell. i
hvert Fald Hovedmanden for Grundlæggelsen
af Kria Indremission (1854), af Den norske
Lutherstiftelse (1867), der skulde virke som en
hele Landet omfattende Centralanstalt for
Kolportage af Smaaskrifter og Traktater og for
læge Forkyndere i Hus og Hjem »under
Kirkens Nødstilstand«. P. Gr. a. Augustana Art.
14 fastholdt J. det saakaldte »Nødsprincip« for
Lægfolkets Ret til offentlig Forkyndelse; men
dette Princip blev forladt, da Lutherstiftelsen
1891 blev forandret til »Det norske lutherske
Indremissionsselskab«. Videre medvirkede J.
dels ved Oprettelsen, dels i Bestyrelsen af
»Diakonisseanstalten« (1868),
»Studenterhjelmmet« (1871), »Komiteen for (ikke
grundtvigianske) Folkehøjskoler« (1871) o. fl. Af det
norske Bibelselskabs Centralkomité var han
Medlem fra 1854; i dette Selskab var hans Navn
især knyttet til hans Deltagelse (fra 1875) i
det ny Bibeloversættelsesarbejde; 1890 blev han
og Caspari færdige med den endelige (1891
udgivne) ny Overs. af Gl. Test.; fra 1888 til
sin Død deltog han i Revisionen af det af
Biskop F. W. Bugge gjorte Udkast til en ny
Overs. af Ny Test., som blev færdig 1901. J.’s
selvstændige litterære Virksomhed blev, p. Gr.
a. den med hans Samvittighedsfuldhed
forenede ængstelige Selvkritik, ikke saa
omfattende, som mange ventede og haabede af hans
Talent og teol. Lærdom. Hans første Bog

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:56:22 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/13/0146.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free