Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jorden (terra)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
J. roterer i en Dag om sin Akse, og et Punkt
ved Ækvator tilbagelægger 465 m i Sek. Ved
denne Omdrejning forklares den tilsyneladende
Omdrejning af Fiksstjernehimmelen, der
foregaar i modsat Retning ɔ: fra Ø. t. V. Da
Kopernikus opstillede denne Lære, havde han
intet direkte Bevis at anføre herfor. Dette blev
først leveret af Richer 1672, der fandt, at hans
i Paris regulerede Ur i Cayenne sagtnede
daglig omtr. 2 1/2 Minut, hvorfor han maatte
forkorte Pendulen i Uret; da Richer kom tilbage
til Paris, fortnede det lige saa meget, og nu
maatte han forlænge Pendulen. Newton
beviste, at Aarsagen hertil var den, at Tyngden
var mindre i Nærheden af Ækvator, større, jo
nærmere man kommer Polerne, og dette
finder Sted, fordi J. er fladtrykt, og fordi
Centrifugalkraften formindsker Tyngden. Talrige
Pendulobservationer har bekræftet dette, og
Helmert har med Benyttelse af det
foreliggende Materiale udledet, at Sekundpendulets
Længde i Meter kan udtrykkes ved Formlen:
L=0,990972+0,005238 sin2φ, hvor φ er Stedets
Bredde. Ved Ækvator er saaledes Længden
990,972 mm, ved Polerne 996,210 mm ell.,
anderledes udtrykt, et Sekundpendul, der gaar rigtig
ved Ækvator, vil fortne 3 Min. 48 Sek. pr. Dag
ved Polerne. Tyngden ved Polen er saaledes
1/180 større end Tyngden ved Ækvator.
Tyngdens Acceleration vil være ved Ækvator 9,78052
m, ved Polerne 9,83221 m. Tycho Brahe og
Riccioli gjorde den Hovedindvending mod J.’s
Rotation, at hvis denne fandt Sted, maatte
dette kunne paavises ved Faldforsøg (se
Afvigelse), men først Benzenberg og senere
Reich lykkedes det at komme til et med
Teorien overensstemmende Resultat, hvorefter det
frit faldende Legeme vil naa J. i et Punkt, der
er Ø. f. det, som ligger lodret under
Nedgangspunktet. Teorien forlanger ogsaa en ubetydelig
Afvigelse mod Syd. Et endnu mere
iøjnefaldende Bevis blev leveret af Foucault. Andre
Beviser har man i Passaterne og Monsunerne.
Beviset for J.’s Bevægelse om Solen blev givet
af Bradley i Aberration og i 19. Aarh. i
Paavisningen af Fiksstjernernes aarlige Parallakse.
De to Punkter, hvori Jordaksen skærer
Overfladen, kaldes Jordpoler; den, der er os
nærmest, Nordpolen, den anden Sydpolen. Men
denne Akse har ikke en uforandret
Beliggenhed i J. Senere Tiders Observationer har vist,
at der i dens Bevægelse er en dobbelt Periode,
en paa ca. 427 Dage (Chandlerske Periode), og
en, der falder sammen med Aarets Længde,
men hidtil er det ikke lykkedes at give en
definitiv Forklaring af dette Fænomen. En
Følge af denne Bevægelse er, at et Steds
Polhøjde ell. Bredde ikke er en konstant Størrelse,
men underkastes smaa periodiske Variationer.
Lægges et Plan gennem Jordaksen, skærer det
J. efter en Meridian. Beliggenheden af et
Punkt paa J. bestemmes ved Bredde og
Længde.
Jordaksen danner en Vinkel paa 66 1/2° med
det Plan, hvori J. bevæger sig i sin Bane om
Solen, og den beholder denne Stilling
uforandret fraregnet de periodiske og sekulare
Forandringer (se Nutation og
Præcession). Jordaksen beskriver derfor i Aarets
Løb en skraa Cylinderflade om Solen, og
denne uforandrede, med sig selv parallelle
Stilling i Forbindelse med Rotation om Aksen
frembringer Forandringen af Aarstiderne og
Skiften af Dag og Nat. Men da J. ikke har
samme Hastighed i alle Punkter af sin Bane,
tværtimod bevæger sig hurtigere, jo nærmere
den er Solen, langsommere, jo fjernere, og
Apsidelinien danner en skæv Vinkel med
Jævndøgnslinien, vil Aarstiderne ikke være af
samme Længde, og da endvidere Tiderne for
Perihel og Foraarsjævndøgn stadig nærmer sig
til hinanden (dog ikke hurtigere end 1 Dag i
ca. 60 Aar), saa ses tillige, at Aarstiderne (s.
d.) bliver lidt foranderlige. I 1925 er der fra
Foraarsjævndøgn til Sommersolhverv 92,81
Dage, fra Sommersolhverv til
Efteraarsjævndøgn 93,62 Dage, fra Efteraarsjævndøgn til
Vintersolhverv 89,72 Dage og fra Vintersolhverv til
Foraarsjævndøgn 89,02 Dage. Sommerhalvaaret
er saaledes 186,43 og Vinterhalvaaret 178,81
Dage eller Sommeren næsten 8 Dage længere
end Vinteren.
J. Fr. S.
I Alm. hyldes den Anskuelse, at J.
oprindelig har været en Del af en roterende
Stjernetaage. Ved Sammentrækninger i denne blev J.
adskilt fra Centralmassen og begyndte sin
Bevægelse omkr. Solen og om sin egen Akse.
Den blev saa en i Forhold til Fiksstjernerne
forsvindende lille, gul Stjerne og omdannedes
derefter til en Stjerne med foranderligt Lys af
rød Farve. Da Afkølingen var skreden længere
frem og de sidste Udbrud af glødende
Gasarter var ophørte, forsvandt de sidste Spor af
J.’s eget Lys, og Jordskorpen blev
efterhaanden saa afkølet, at Vandet kunde samle
sig paa den i flydende Tilstand og det
organiske Lav tage sin Begyndelse.
J.’s Indre er under et uhyre Tryk, og
rimeligvis er Temperaturen overordentlig høj. Alle
Iagttagelser over Varmen i Jordskorpen tyder
paa, at Varmen stiger, jo dybere man kommer
ned. Temperaturen i de allerøverste Jordlag
beror helt og holdent paa Luftens
Temperatur, og disse Lag er derfor til en vis Dybde,
soan er forsk. i de forsk. Egne, mere eller
mindre varme om Sommeren og kolde om
Vinteren. Man behøver dog ikke at trænge
synderlig dybt ned (i vore Egne c. 20—25 m),
førend man kommer til et Lag, i hvilket
Aarstidernes Vekslen ikke længere gør sig
gældende, men som stadig har en Temperatur,
som omtr. er Stedets Middeltemperatur. Det
mest kendte Eksempel herpaa er Kælderen
under Observatoriet i Paris, i hvilken et
Termometer, som blev anbragt af Lavoisier 1783
i en Dybde af 27,6 m, i over Hundrede Aar
stedse har vist 11,6°. I Troperne, hvor
Temperaturen veksler mindre end hos os, træffes
dette Lag allerede i en Dybde af 6 m, medens
J. i Polaregnene er frossen til en betydelig
Dybde. Ved Jakutsk i Østsibirien iagttoges, at
Temperaturen i 116,5 m’s Dybde under
Overfladen var ÷ 3°. Naar man fra det Lag, som
stadig har Stedets Middeltemperatur, trænger
endnu dybere ned, finder man, at
Temperaturen stiger jævnt mod Dybet. For at kunne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
