Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juul, Asger - Juv - juvantia - juvaviske Etage - Juvel - Juvelerkunst - Juvelvægt - Juvenalerne - Juvenalia - Juvenalis, Decimus Junius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kirkelige Kompositioner, hvoraf c. 100 Psalmer og
aandelige Sange, endvidere Vekselsange til
liturgisk Brug, et Te deum og et Rekviem,
endelig »Verdens dejligste Rose« af H. C.
Andersen, alt dette i kirkelig a cappella-Stil, en
Slags Palestrina-Fornyelse med moderne Træk
(Max Reger) i dansk-evangelisk Udgave.
A. H.
Juv ell. djuv, no. Ord = Klipperevne,
Bjergkløft; oldnord. gljúfr.
H. F.
juvantia (lat.), egl. hjælpende (ɔ:
Lægemidler), modsat nocentia, skadelige. Ordet
benyttes især i Udtrykket: E juvantibus et
nocentibus (af hvad der hjælper, og hvad der
skader), hvorved udtrykkes, at man i enkelte
Tilfælde, hvor man er i Tvivl om Sygdommens
Natur, kan komme til Erkendelse af denne
gennem den Virkning (gavnlig ell. skadelig),
forsk. Lægemidler udøver paa den.
(Lp. M.) P. H.
juvaviske Etage [-e’ta’sjə], se
Triasformation.
Juvel, sleben Ædelsen eller særlig kostbart
Smykke ell. Klenodie i Alm. Ordet, som i den
foreliggende Form er holl., afledes oftest af
lat. gaudium (Glæde).
(N. V. U.) O. B. B.
Juvelerkunst er den Del af
Guldsmedekunsten, der gaar ud paa at tilvirke Smykker, i
hvilke ædle Stene spiller en væsentlig Rolle,
ell. — ganske spc. — Kunsten at indfatte Stene.
Denne Kunst er kendt fra Oldtiden. Hos de gl.
Grækere og Romere blev udskaarne Stene,
navnlig Gemmer, indfattede i Seglringe af
Guld ell. andre Metaller. Anvendte til Smykker
toges der særlig Hensyn til Stenenes naturlige
Farver, og saaledes vedblev det ned i
Middelalderen. Halvrunde Stene anbragtes som
Besætning paa Kroner, Agrafter, Kors, Bogbind
o. s. v., saaledes som det nævnes i Munken
Theophilus’ berømte tekniske Haandbog,
Schedula diversarum artium, forfattet i 12. Aarh.
Under Bjergkrystaller lagde man farvet
Tinfolie. Først da Kunsten at slibe Ædelstene
udvikledes, udvidedes J. i væsentlig Grad.
Opfindelsen af Facetslibningen (se Diamant)
tilskrives Ludvig van Berquen i Brügge 1456, og
de ædle Stenes Straaleglans, deres Ild ell. Spil,
gør sig nu lidt efter lidt gældende som en
Faktor, der maa tages Hensyn til, især efter
at man fra Pyramideformen c. 1520 gik over
til at slibe Stenene i Rosetteform. I 16.
Aarh. elskede man særlig de farverige
Smykker, Guldsmykker dekorerede med Ædelstene
af forsk. Farver og Perler, hvis bisarre
Former Baroktiden kunde udnytte, saa at
Smykkerne fik Lighed med Dyre- ell.
Menneskefigurer. Endnu blev Hovedvægten dog gerne
lagt paa den yderst kunstfærdige, emaillerede
Indfatning, en Kunst, hvis berømteste Dyrker
er Benvenuto Cellini (d. 1571), der ypperlig
forstod at indfatte Ædelstene, af hvilke han
kun vil anerkende 4, svarende til de 4
Elementer. Rubinen er Ilden, Safiren Luften,
Smaragden Jorden og Diamanten Vandet. Det var
endnu kun de forneden flade Rosenstene o. l.,
han arbejdede med. De blev anbragte i en
Kasse med forsk. Folie, alt efter hvad den
enkelte Stens Egenskaber ell. Smykkets
Helhedsvirkning krævede, og det er blevet sagt, at
denne Ædelstenenes Harmonisering ved forsk.
farvede Underlag er »Juvelerens største og
vanskeligste Kunst«. C. 1650 var Slibningen
naaet saa vidt, at den fremstillede ikke blot
Roser, men ogsaa Brillanter, der ikke er flade
forneden, men facetslebne baade paa Over- og
Undersiden. Der frembringes herved et
aldeles fuldendt Spil, og Diamanterne indfattes
derfor à jour, uden Underlag, i de tyndest
mulige Ringe. Jevnligt komponeres
Diamantsmykkerne i regelmæssige, geometriske,
straale- ell. stjerneformede Figurer, hvad
nogle siger er i Overensstemmelse med
Diamantens Natur ɔ: dens Straalers Retning, men
Naturalismen har ogsaa gjort sig gældende paa
delte Omraade og formet Ædelstenssmykker
som Blomster, Grene, Ranker o. l. (Litt.:
Ernest Babelon, La gravure en pierres fines
[1894]; Justus Brinckmann,
»Abhandlungen über die Goldschmiedekunst und die
Sculptur von Benvenuto Cellini« [1867]; F.
Luthmer, »Goldschmuck der Renaissance«
[1881]; P. R. Hinnerup, »Haandbog for
Juvelerere, Guld- og Sølvarbejdere« [1839]; H.
Clifford Smith, Jewellery [London 1908];
Bassermann-Jordan, »Der Schmuck«
[Leipzig 1909]).
(C. N.). C. A. J.
Juvelvægt, Vægt til Ædelstene, men ikke
til Varer ell. Sølv. Den øverste Enhed var
tidligere Unsen (Unze, Ounce, Once, Onza, Oncia),
som indeholdt: i England 151 1/2, i Frankrig
144, i Spanien 140, i Neapel 130 Karat og i
Bologna 16 Ferlini à 10 Carati. Nu benyttes i
de fleste Lande den metriske Karat = 200 mg.
H. J. N.
Juvenalerne, Navn paa et i 1840’erne i
Upsala eksisterende Koteri af løsslupne unge
Studenter, som fyldte Byen med Optog og
Optøjer, Musik og Sang. Gunnar
Wennerberg var en Tid den ypperste i deres Kreds.
I Indledningen til sine »Gluntar«, som blev
til just for denne Kreds og inspireret af den,
har han givet en livlig Skildring af J.
A. M. D.
Juvenalia (lat.), en rom. Fest, der første
Gang fejredes af Kejser Nero ved hans
Indtrædelse i de Voksnes Tal og senere gentoges;
Kejseren og andre fornemine Dilettanter
opførte ved denne Lejlighed forsk.
Teaterforestillinger, oftest for et begrænset Publikum. —
Under de senere Kejsere brugtes Navnet J. om
en Fest, der gaves af dem ved Aarets Beg.
og fejredes med Væddekørsler og Dyrekampe.
H. A. K.
Juvenalis (Juvenal), Decimus Junius,
Roms berømteste Satiriker, c. 60—140 e. Kr.,
f. i Aquinum, studerede under Domitian
Retorik, men udgav under Trajan og Hadrian
Satirer, i alt 16 i 5 Bøger. Et Udtryk i en af
Satirerne vakte Mishag og medførte J.’s
Landsforvisning under Form af en milit. Kommando i en
fjern Prov. (Britannien? Ægypten?);
Landsforvisningen sættes til J.’s seneste Leveaar og
maatte i saa Fald skyldes Hadrian. — J.
skildrer i sine Satirer i grelle Farver det rom.
Samfundsliv i Kejsertiden fra dets værste Side;
betegnende nok omtaler han dog aldrig levende
Personer, men holder sig til de afdøde, især
fra Nero’s og Domitian’s Tid. Han fordyber
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
