Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jødekristne - Jødeland - Jødemission - Jøder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bevægelse, man plejer at kalde Gnosticismen, som
paa Jesu Tid og endnu tidligere rørte sig
meget kraftigt i Østjordanlandet, Samaria og
Syrien; Pseudoklementinerne er Vidnesbyrd
om en saadan gnostisk Jødekristendom. —
(Litt.: G. Hoennicke: »Das
Judenchristentum« 1908).
H. M.
Jødeland, se Palæstina.
Jødemission, se Ydre Mission.
Jøder er det sædvanlige Navn for
Israelitterne efter det babyloniske Fangenskab og
bruges nu i næsten alle europ. Sprog, om end i
forsk. Form; kun Russere og Rumænere kalder
dem endnu Hebræere. Om deres Historie i
Palæstina indtil Jerusalems Ødelæggelse af
Romerne, se Israel. Allerede længe før den
Adspredelse af Folket, som fulgte med
Hovedstadens og Templets Ødelæggelse, havde
mange J. bosat sig uden for deres Fædreland.
Efter Israel’s Riges Undergang havde mange
taget deres Tilflugt dels til Ægypten, dels til
Lilleasiens Kyster og Grækenland (»Havets Øer«
er det bibelske Udtryk), og da ogsaa Juda Rige
gik til Grunde, flygtede en stor Mængde til
Ægypten, hvor de boede især i den nordøstlige
Del ved Pelusium. Denne jød. Befolkning fik
ny og stærk Tilvækst under Ptolemæerne.
Allerede Ptolemæus I førte efter sit Overfald paa
Jerusalem 320 f. Kr. en Mængde J. som Fanger
tilbage med sin Hær, og hans Efterfølger gav
ikke mindre end 100000 fri, som nu fik Bolig i
Landet, saa at det tidligere Gosen i
Virkeligheden igen blev et jød. Landskab. Man regnede
ogsaa, at der omtr. 40 e. Kr. levede 1 Mill. J.
i Ægypten, og de havde herfra bredt sig baade
mod V. til Kyrene og mod S. til Ætiopien og
Arabien. Deres Stilling var i det hele gunstig,
og enkelte J. indtog endog de højeste Embeder
som Skatmestre og Feltherrer. 160 f. Kr. fik de
et eget Tempel i Heliopolis (On) med en fra
Jerusalem flygtet Ypperstepræst, og det
overlevede endog det store Tempels Ødelæggelse,
indtil det lukkedes paa Kejser Vespasian’s Bud
73 e. Kr. I Staden Alexandria udgjorde J. til
sidst 2/5 af Indbyggerne, og her udvikledes de
»hellenistiske J.«, som paa den ene Side
tilegnede sig gr. Sprog og Filosofi, men paa den
anden Side gjorde Grækerne bekendte med
østerlandske Videnskaber og Forestillinger og
saaledes blev et Mellemled mellem Europas og
Asiens Kultur (de oversatte ogsaa, i 3. og 2.
Aarh. f. Kr., Gl. Test. paa Græsk, Septuaginta).
Dog ikke alene i Ægypten bosatte mange J.
sig, men ogsaa i de ny Byer, som
grundlagdes af Seleukiderne i Syrien og Lilleasien
(vistnok især bab. J.), samt i Makedonien og
Grækenland; Strabon siger derfor ogsaa, at man
vanskelig kunde finde et Land, hvor der ikke
boede J. De saaledes dannede Menigheder blev
senere naturlige Udgangspunkter for
Kristendommens Udbredelse.
Til Rom skal J. allerede være komne
omtrent 150 f. Kr. og i større Tal efter Pompejus’
Tog til Jerusalem (63). Deres Mængde voksede
stærkt ved Hedningers Overgang til
Jødedommen, ligesom fl. a. St. (særlig Damaskus), men
deres fremmede Væsen vandt ikke Romernes
Bifald (de blev senere skarpt angrebne af
Juvenal o. a. Satirikere). Allerede under Tiberius
blev de for en kort Tid udviste af Staden, og
4000 overførtes til Sardinien; ogsaa forfulgtes
de under Caligula, fordi de ikke vilde hylde
ham som Gud, ligesom senere under Nero og
Domitian. Den første egl. Jødeforfølgelse fandt
Sted i Alexandria 65 e. Kr. som Følge af
Budskabet om Opstanden i Palæstina. Endnu værre
gik det 50 Aar senere i Kyrene, hvor J. først
havde Overmagten og dræbte en stor Mængde
Hedninger, men hvor de næste Aar (116) maatte
bøde herfor med 3 Gange saa mange Liv. En
samtidig Opstand paa Cypern siges at have
kostet 240000 J. Livet, og et nyt Blodbad
overgik dem i Alexandria; Tallene er vistnok
overdrevne, men viser dog, hvor mandsstærke J.
var uden for Palæstina. Ogsaa her var der,
uagtet den frygtelige Hærgning ved Jerusalems
Ødelæggelse (70), saa mange J. tilbage, at der
i den sidste Opstand (132—35) under Hadrian
af Bar-Kochba (»Stjernesønnen« ell., som han
senere kaldtes, Bar Kosiba, »Løgnesønnen«)
omkom 580000, medens mangfoldige bortførtes i
Trældom og spredtes over Romerrigets vestlige
Lande. En ny By, Aelia Capitolina,
grundlagdes paa Jerusalems Ruiner, og Hadrian søgte
ligefrem at udrydde Jødedommen, idet han
forbød Omskærelse og Overholdelse af Sabbaten
og de andre Fester samt lod fl. af deres
ypperste Lærere (bl. a. Akiba) henrette. Efter
Tempelets Ødelæggelse var der nemlig grundlagt
fl. jødiske Højskoler i Palæstina, især i Jamnia,
Lydda og Seforis — der var ogsaa først i
Jamnia, isenere i Tiberias en Patriark med et
Sanhedrin lige indtil 425 —, og her affattedes
først Mischna (omtr. 200) og senere Resten af
Talmud (ɔ: den jerusalemske, omtr. 370). Der
var senere lgn. Højskoler i Babylonien, bl. a.
i Sura og Pumbedita.
Hadrian’s Efterfølger, Antoninus Pius, gav
dog J. paany Tilladelse til at udøve deres
Religion, og senere fik de fulde Borgerrettigheder
ligesom Rigets andre Undersaatter, ja enkelte
Kejsere var dem endog særlig gunstige. Men
saa snart Kristendommen var bleven Statskirke
under Konstantin den Store, begyndte det Tryk,
som med korte Afbrydelser og under afvigende
Former øvedes imod J. i næsten 1500 Aar dels
ved ligefremme Paabud af Kejserne, dels efter
Beslutninger paa Kirkemøderne. Allerede
Konstantin forbød J. saaledes at gøre Proselytter
og at forfølge dem, der fra Jødedommen gik
over til Kristendommen; hans Søn Constantius
gik videre i samme Spor, og kun Julian gør en
Undtagelse, idet han beskyttede J. ligesom
andre Kristendommens Modstandere og endog
gjorde Forsøg paa at genopbygge Tempelet i
Jerusalem. Honorius udelukkede J. fra Hæren,
og den samtidige Kejser i det østromerske Rige
Theodosius II udelukkede dem fra offentlige
Embeder og forbød dem at bygge ny
Synagoger. Det var paa denne Tid, at den første store
Udjagning af J. fandt St., idet Biskop Cyrillus
415 fik 100000 J. fordrevne fra Alexandria, som
havde været en af deres Hovedstæder. Justinian
II gik endnu videre end sine Forgængere, idet
han fratog J. Ret til at gøre Testamenter og
frakendte deres Vidnesbyrd imod Kristne al
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
