Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - jødisk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af elegisk Indhold. I Keter malkut
(»Kongekronen«) populariserede han sin Filosofi. Mose
ben Ezra (d. 1139) skrev Bodssalmer; Juda
Ha-Levi fra Kastilien (d. efter 1140) regnes for
den største af de jødiske Digtere; han skrev
en Sionsklage, Digte fra sin Palæstinafærd, og
tillige Elskovsdigte. En stor Sprogkunstner er
Juda Charisi fra 12. Aarh. Han efterlignede
den arab. Rimprosa (især Hariri’s Maqamer)
og har sin Styrke i den skarpe Satire. I
Maqamens Stil skrev Abraham ben Samuel ibn
Chisdaj Ha-Levi en Roman, »Prinsen og
Dervishen«, som gengiver den indiske Fortælling
om Barla’am og Josafat. —
Religionsfilosofien dyrkes i 11. Aarh. som Moralfilosofi
af Bachja ben Josef ben Pakuda fra Spanien,
hvis Værk »Vejledning til Hjertets Pligter«
viser hen til Hjertet som Udgangspunkt for
Handlingerne. De nyplatonske Ideer, som de
omplantedes fra islamisk Grund (f. Eks. i
»Renhedens Brødre« og i »Aristoteles’ Teologi«),
blev nu kendt i Spanien og mærkes bl. a. hos
Ibn Gabriol, for hvem Gud er den uerkendelige,
egenskabsløse første Substans, fra hvilken
Verden er emaneret gennem Mellemvæsner. De
senere islamiske Tænkere Farabi, Ibn Sina,
Ghrazali virker noget i aristotelisk Retning
paa Josef ben Sadiq (d. 1149) fra Cordova; han
skildrer i »Bogen om Mikrokosmen« Gud, som
den der sammenfatter og dog er forsk. fra
Verden; Mennesket er en Mikrokosme, idet det
i sig har samme Substanser som Verden: Form
og Materie. Digteren Juda Ha-Levi henviser i
sit Værk chazari ell. Kuzari til Troen, som det
der er højere end Filosofien, der kun angaar
det legemlige og har den negative Opgave at
afvise Angreb paa Religionen. Trossandhederne
hviler paa den profetiske Intuition, hvis
Sandhed bevises ved Profeternes
Overensstemmelse. — Periodens afsluttende Skikkelse er
Moses Maimonides (1135—1204), som var
født i Cordova, men maatte udvandre og blev
Sultanens Livlæge i Kairo. Han skrev paa
Arabisk, men hans Værker oversattes snart
paa Hebr., bl. a. af den flittige Oversætter
Juda ben Tibbon (d. 1195). Maimonides
samlede hele det hidtil dannede Halaka-Stof i et
systematisk Kompendium jad chazaqa; desuden
skrev han en Kommentar til Mishna og forsk.
andre halakiske Værker. I Filosofien er han
ren Aristoteliker; Tænkningen er det højeste,
men den er identisk med Troen, som den
aabenbares i Bibelen. Verden er evig, men
udstrømmer fra Gud, der selv er ubevægelig
og uerkendelig. Guds Viden omfatter alt, men
er grundforskellig fra Menneskenes og ophæver
derfor ikke den fri Villie. Dyden er den sande
Midte, der opøves bl. a. ved Ceremonialbudene.
Det filos. Hovedværk er more nebukim (»de
Vildfarnes Lærer«).
Tidsrummet o. 1200—o. 1750.
Maimonides’ Værker vakte baade Tilslutning og
Modstand. I Religionsfilosofien
udførtes hans Tanker skarpere, med Tilslutning
til Ibn Rushd (Averroes), af Levi ben Gerson
(Gersonides) i Sydfrankrig i 14. Aarh., i
Milchamot adonaj (»Herrens Krige«); Maimonides’
More kommenteres. Oppositionen mod
Aristoteles faar en Repræsentant i Chasdaj
Crescas (d. 1410), som vil optrække Grænsen
mellem Filosofien og den jødiske Religion, og
hævder, at Kærligheden, ikke Erkendelsen er det
centrale i Religionen. I lgn. Retning gaar Josef
Albo (d. 1440), der i en Fremstilling af
Jødedommens Grundprincipper (’iqqarim) henviser
til Aabenbaringen. I Halaka hævdes den
gamle Autoritetstro af Mose ben Nachman
(Nachmanides), d. 1270, og Salomo ben Aderet
(d. 1316), der særlig skrev om Ritual- og
Renhedsbestemmelserne. I 12.—14. Aarh. skrev
man mest Glosser til Talmud (tosafot). En
systematisk Fremstilling af Lærestoffet skrev
Josef ben Efraim Karo (1488—1575) i shulchan
aruk, der siden anerkendtes som officiel
Lære-Kodex, efter at Moses Isserles (d. 1572) havde
forsynet den med Anmærkninger. Senere er
der skrevet Kommentarer og
Superkommentarer til den, og Responselitteraturen er
fortsat. 1492 blev Jøderne fordrevet fra Spanien
og spredtes over de andre Lande, hvor de
efterhaanden mistede deres spanske Særpræg.
Dog bevarede de i Tyrkiet deres Sprog. Blandt
de Fordrevne var Arabanel, som efter nogen
Omflakken slog sig ned i Venedig (d. 1508 ell.
1509). Han skrev Kommentar til Maimonides’
More og til bib. Skr. Poesien dyrkes af
Meïr ben Baruk fra Rotenburg (13. Aarh.), som
tilbragte lang Tid i Fængsel, af Immanuel ben
Salomo, Læge i Rom og Ven med Dante; han
skrev Sonetter, satiriske Digte og Maqamer.
Hans Satire mærkes ogsaa i tofet we’eden
(»Helvede og Paradis«). Hans Samtidige,
Kalonymos fra Provence (o. 1300) giver i
»Prøvestenen« en Skildring af Menneskenes
Svagheder. Historien dyrkes af Abraham ben
Samuel Zakut (Zackuto), som hørte til de fra
Spanien fordrevne. Han skrev i Tunis o. 1500
en Krønike Juchasin, som navnlig behandler
Litteraturhistorien. Asarja de Rossd (1514—88)
gav en Bearbejdelse af de gamle Historikere
(Josefos o. a.). Sprogvidenskaben
fortsætter Kimchiernes Arbejder. Profiat Duran
skrev 1403 en hebr. Grammatik, som byggede
helt paa Logikken og aristotelisk Sprogfilosofi.
Da Bogtrykkerkunsten var opfunden, benyttede
Jøderne den hurtigt, navnlig i Italien, til
Udgivelse af Tekster. Ved denne Tid begyndte
de Kristne at gaa i Lære hos Jøderne, saaledes
Pico de Mirandula hos Elia del Medigo, Johan
Reuchlin hos Obadja Sforno. Den betydeligste
gramm. Forsker og Lærer var Elias Levita
(1469—1549), stammende fra Tyskland. Han
holder sig til de sproglige Fænomener uden
abstrakte Betragtninger. Hans hebr.
Lærebøger bearbejdedes paa Latin af Sebastian
Münster. En hebr. Gramm. miqne Abram skrev
Abraham de Balmes; den blev trykt 1523,
forsynet med en lat. Oversættelse; i den spores
den lat. Gramm.’s Metode. — Den
kabbalistiske Litt. fik en Fornyelse o. 1200 i
Sydfrankrig og Spanien, hvor der dannede sig
Smaakredse om saadanne Tanker; en af
Lederne var Isaq den Blinde. En Hovedrolle
spillede nu Læren om de 10 sefirot,
Elementarkræfter, der overfører Emanationen fra
Gud til Skabningen. Sjælevandringen hører til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
