Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - jødisk Litteratur - Jöfraskinna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Systemets Grundpiller, og Navne- og
Talspekulationer trives fremdeles. Abulafia (f. 1240)
kræver, at Hovedvægten stadig skal lægges paa
disse. Ideerne nedlægges i Kommentarer dels
til Jesira, dels til bib. Skr. Hele Systemet
fremstilles i Zohar, der fremkommer som en
paa Aramæisk skreven Midrash til
Pentateuchens Perikoper og udgiver sig for at være af
Mishnalæreren Simeon b. Jochaj. I
Virkeligheden er den fra 13. Aarh. og vistnok forfattet
af sin Udgiver, Spanieren Mose ben Shemtob
de Leon (1250—1305). Ved Siden af den
teoretisk fremstillede Kabbala udvikles en mere
praktisk, der hævder, at man ved Bøn og
Faste og magisk Brug af Zohar kan øve
Undere; denne Retning repræsenteres bl. a. af
Isaq Luria (d. 1572) og Chajjim Vital (d. 1620).
Den fik stor Bet. i Polen, hvor den bl. a.
frembragte Chasidismen. De kabbalistiske Tanker
virkede ud over de snævrere Kredse, hvor de
særlig dyrkedes; Jonatan Eibeschütz (fra 1750
i Hamburg) var saaledes noget paavirket af
dem, hvilket bidrog til at frembringe den
voldsomme Polemik, som Jakob Emden rejste imod
ham. Den største jødiske Aand i denne
Periode, Spinoza, falder uden for den jødiske Litt.
Tiden fra o. 1750. Den nyere Tid
indledes af Moses Mendelsohn (1729—86), som
levede i Berlin. Hans Formaal var at hæve
Jøderne til almen-europ. Dannelse; Midlet
dertil var at gøre dem delagtige i Landets Sprog
og Litt. Derfor oversatte han Mosebøgerne
(færdig 1783) og senere Salmerne til Tysk, og
sørgede for tysk-jødisk Skoleundervisning. Han
skrev for Trosfrihed, Adskillelse mellem Stat
og Kirke og Jødernes Ligestilling med Kristne,
hvorved han indledede en hel
Emancipationslitt. Digteren Hartvig Wessely (d. 1805)
deltog i disse Bestræbelser. Mendelsohn, som stod
Lessing nær, repræsenterede Oplysningstidens
Ideer, som fortsattes i en Reformbevægelse, der
vilde se bort fra de ydre Skikke og hævde den
sædelige Kraft som Jødedommens Princip. En
betydelig Repræsentant for denne Retning var
Abraham Geiger (d. 1874), som udg. en
Bønnebog, men navnlig forskede Jødedommens
Historie; han udgav Tidsskrifterne
»Wissenschaftliche Zeitschrift f. jüdische Theologie« 1835—47
og »Jüdische Zeitschr. f. Wissensch. u. Leben«
1862—75 og fl. Bøger. Mod ham optraadte
S. R. Hirsch (d. 1888) som Ortodoksiens
Repræsentant. Blandt de mange jødiske Forf. fra
nyere Tid kan nævnes L. Zunz (d. 1886), der
har givet vægtige Bidrag til den jødiske Litt.’s
og Gudstjenestes Historie, navnlig i »Die
gottesdienstlichen Vorträge der Juden« (1832, 2.
Opl. 1892) og »Die synagogale Poesie des
Mittelalters« (1855), Historieskriverne Jost,
Herzfeld, Derenbourg og Grätz, der har skildret
dels Perioder af, dels (Jost og Grätz) hele
Jødernes Historie. I de slaviske Lande blev de
nye Baner brudt af Nachman Krochmal (d.
1840) og hans Elev Salomon Jehuda Rapoport
(d. 1867), der skrev jødiske Biografier og en
Del af en Realencyclopædi. En lgn.
Virksomhed øvedes i Italien af Isaq Sam. Reggio (d.
1855), som oversatte Mosebøgerne og Jesaia til
Italiensk, og Sam. David Luzzatto (d. 1865),
der var ansat i Padua ved det 1829
oprettede Collegium Rabbinicum; han dyrkede især
Gramm. og Eksegese. Om Jødedommen i
Middelalderen, navnlig Filosofien, skrev S. Munk
i Paris (d. 1867). De litteraturhistoriske
Arbejder af Zunz, Rapoport og Geiger er ført videre
af M. Sachs, Jellinek, Kirchheim og den
grundige Bibliograf Moritz Steinschneider.
Leksikografien er dyrket af Fürst, Jastrow og Jacob
Levy, Masoraforskningen af S. Baer, Ginsburg
og Pinsker. Til Talmudstudiet er der ydet
Bidrag af Zach. Frankel (d. 1875), som deltog
i Kampen for Emancipationen. Blandt de
mange senere kan nævnes L. Saalschütz, W.
Bacher, der særlig har forsket Haggada, L.
Goldschmidt, som er Udgiver af den babylonske
Talmud med tysk Oversættelse o. a. Efterhaanden
som Jøderne er gaaet over i det alm. Aandsliv,
lader den j. L. sig ikke mere bestemt
afgrænse, for saa vidt den ikke beskæftiger sig med
jødisk Tradition og Historie. Kun hvor man
endnu har bevaret den gamle jøde-tyske
Dialekt (se Jiddish), ell. hvor man endog
skriver paa rent Hebræisk, kan der blive Tale
om en særlig jødisk Litt. En samlende Bet.
har de jødiske Tidsskrifter haft. L. Philippson,
der var med til at oprette »Institut zur
Förderung der israelitischen Litt.«, grundlagde 1837
»Allgemeine Zeitung des Judenthums«. Af
videnskabelige Tidsskrifter er foruden de af
Geiger udgivne at nævne: »Monatsschrift für
Geschichte und Wissenschaft des Judenthums« fra
1851 (til 1867 redigeret af Frankel, derefter af
Grätz, senere af Braun), »Magazin f. d.
Wissensch. d. Judenthums« (redigeret af Berliner
og Hofmann 1874—93), »Jahrbücher f. jüd.
Geschichte u. Litteratur« (redigeret af N. Brüll
1874—90), i Frankrig Revue des Études Juives
fra 1880, i England Jewish Quarterly Review
fra 1888 o. m. a. I Danmark, hvor en Del
jødiske Dag- og Ugeblade er udkomne i de
senere Aar (fra 1907 »Mosaisk Samfund«),
særlig under Verdenskrigen bl. Jiddish-talende
Indvandrede, udkommer fra 1917 »Tidsskrift
for jødisk Historie og Litteratur«, redigeret af
J. Fischer og Jul. Salomon under Medvirkning
af D. Simonsen. Et storslaaet litterært
Monument er frembragt under Ledelse af væsentlig
amer. Jøder i The Jewish Encyclopedia Bd
1—12, redigeret af Isidore Singer, New York
& London 1901—06. (Litt.: J. C. Wolf,
Bibliotheca Hebraea [1715—33]; J. Fürst,
Bibliotheca Judaica [1849—63]; M.
Steinschneider, »Jüdische Litteratur« [Ersch
u. Gruber, »Allg. Encyclop.« II, Bd 27],
»Hebräische Bibliographie« [1858—65]; L. Zunz
(s. ovenn. Værker); D. Cassel, »Lehrbuch der
jüd. Gesch. u. Litt.« [1879]; J. Winter u.
Aug. Wünsche, »Die jüdische Litteratur
seit Abschluss des Kanons«, Bd 1—3 [Trier,
1894—96]. S. endvidere de forsk.
Specialartikler).
J. P.
Jöfraskinna [’jöv.ra’skjen.a], et af de vigtigste
Haandskrifter af Snorre’s Heimskringla, fra c.
1325; det var skrevet af en Nordmand, og Teksten
var adskillig forkortet. Af Originalmembranen
haves nu kun 5 Blade og et Par Bladstumper,
foto typisk udg. 1895 (Kringla og J., 1895).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
