Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kalif
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
statsretlig at antyde, at Dervisherne ikke
anerkender den tyrkiske Sultans Berettigelse til som
K. at gælde for hele Islams Overhoved.
Det er karakteristisk for de store orientalske
Rigers Historier fra den ældste Tid, at de ikke
kender nogen Adskillelse mellem Stat og Kirke.
Det af Muhammed skabte ny Statssamfund
hvilede jo ogsaa hovedsagelig paa religiøst
Grundlag, og det var derfor naturligt, at navnlig i
den ældste Tid den gejstlige Side i K.’s
Virksomhed traadte stærkere frem. Efterhaanden
som man fjernede sig mere fra den opr. Islam,
blev K. det verdslige Overhoved, hvis moralske
Vandel i saare mange Tilfælde stemmede
grumme lidet med Værdigheden som den
islamitiske Menigheds aandelige Forstander.
Kalifatets Udvikling blev fra Beg. af en
direkte Fortsættelse af det gammelarabiske
Høvdingevæsen. Selve det arabiske Ord for
Høvding, »Scheik«, betyder »ældste«; Æresposten
som en Stammes Høvding var ikke arvelig fra
Fader til Søn, men overdroges efter hver
Scheiks Død ved Valg, som Regel til den
ældste og værdigste i Slægten. I disse to
Momenter, Stammens Ret til at vælge samt
Fastholdelsen af Senioratsprincippet, har man
Kernen til den islamitiske Statsidé, der delvis
har holdt sig lige til vore Dage. Det fulgte
imidlertid af sig selv, at de politiske Former,
der fandtes i en Beduinstamme paa maaske
et Par Tusind Telte, ikke blev anvendelige, da
Talen var om et Verdensrige, og det fra først
af hævdede Princip, at K. fremgik ved Valg af
den muhammedanske Menighed, gik derfor
hurtig under i en betydningsløs Formalitet.
Derimod fastholdtes Senioratsideen, og netop
den Omstændighed, at saa mange K. ell. deres
Hustruer søgte at sikre Tronfølgen for en Søn
med Forbigaaelse af ældre og derfor nærmere
berettigede Brødre, Onkler og Fættere,
foranledigede de fleste af de Borgerkrige, Oprør
og blodige Hofrevolutioner, hvorpaa K.’s
Historie er saa rig.
Skønt Profeten selv altid bestemt havde
betonet sin rent menneskelige Natur, synes dog
den Mulighed, at ogsaa han engang skulde dø,
aldrig at have staaet hans begejstrede
Tilhængere klart for Øje. Saa meget større blev
derfor Bestyrtelsen, da Budskabet om hans
indtrufne Død rygtedes bl. de arab. Stammer, og
den forøgedes kun ved den Bekymring for
Fremtiden, som fulgte af, at Profeten mærkelig
nok aldrig havde truffet nogen Bestemmelse
om, hvem der skulde arve hans Stilling som
det ny Samfunds Leder.
Allerede paa selve Profetens Dødsdag viste
Spiren sig til de Partistridigheder, der senere
slog ud i Borgerkrigens lyse Luer, og kun
ved enkelte af de højest Betroedes energiske
Indgriben lykkedes det at bevare den af
Muhammed rejste Bygning for Fald. Til K.
kaaredes Abu Bekr, Fader til Profetens
Yndlingshustru Aischa. Han var en fanatisk
Tilhænger af den ny Religion, i øvrigt en mild og
vindende Karakter, der i sin korte Regeringstid
(632—34) kun stræbte efter saa nøje som
muligt at holde sig til den af Profeten angivne
Politik. Allerede inden Muhammed’s Død var
en større Hærafdeling sendt paa Tog til
Syrien; da nu adskillige Stammer i selve Arabien,
hvis Bekendelse af den ny Tro ikke var
kommet inden for Læben, rejste Oprør, raadede
mange til at kalde Ekspeditionen tilbage; men
skønt Abu Bekr ved saaledes i det mest
kritiske Øjeblik at dele sine Kræfter satte alt paa
eet Kort, vilde han dog ikke tilbagekalde nogen
som helst Befaling af Profeten, skønt den var
givet under ganske andre Forhold. Resultatet
gav hans Tillidsfuldhed Ret; det lykkedes med de
til Stede værende Kræfter at standse Oprøret,
og den udsendte Hærafdeling vendte med rigt
Bytte hjem fra Syrien. Efter to Aars Forløb
overfaldtes Abu Bekr af en hidsig Feber. Gjort
klog af de tidligere Begivenheder kaldte han
de ledende Mænd sammen og lod dem aflægge
Ed paa, at de vilde anerkende den, som han
selv udpegede til sin Efterfølger. Derpaa valgte
han Omar, og at han ikke greb fejl, beviste
de flg. Begivenheder til fulde.
Omar ibn el-Chattâb (634—44) er en af
Verdenshistoriens mest imponerende
Herskerskikkelser. Med Fanatikerens Tro paa sin Sag
forbandt han den fødte Statsmands Fjernsyn
og Feltherrens dristige Energi. Under ham
gaar Islam sin ustandselige Sejrsgang frem
mod Ø. gennem Mesopotamien, Persien og
Afghanistan, og mod V. over hele Ægypten og
Nordafrikas Kyst. Med Bibeholdelse af den
fattige Ørkenarabers jævne Levevis sad
denne Profetens største Arvtager hjemme i sit
Telt og tumlede med Lande, Rigdomme og
Folkeslag, hvis Tilværelse han i sin Barndom
end ikke havde anet. I denne omfattende
Virksomhed støttedes han af dygtige Hærførere og
Statholdere; men den Fare, som Rigets
Udstrækning naturlig medførte, og som senere
voldte saa mange Ulykker, at Underanførerne
nemlig blev for selvstændige og et Bytte for
statsopløsende Ærgerrighed, vidste Omar med
kraftig Haand at holde nede. Den lille
Araberkøbstad Medina blev det Midtpunkt, hvortil to
Verdensdeles Kraft og Kapital strømmede
sammen. Hovedbegivenheden under hans Regering
blev Slaget ved Kadesia 636, hvor Perserrigets
Magt knustes, og for et Tidsrum af over 100
Aar mistede nu den pers. Nationalitet al
politisk Bet. Det var Omar’s Tanke at gøre den
ny islamitiske Stat til en ren Militærstat, og
han traf derfor den radikale, dog aldrig
gennemførte Bestemmelse, at ingen Tilhænger af
Islam maatte eje Jord ell. drive Agerbrug uden
for Arabien. Grundejendommen i de indtagne
Landsdele, der efter den fra de ældste Tider i
Orienten herskende Opfattelse tilhørte
Erobrerne, overlodes de tidligere Ejere som en Slags
Arvefæste mod en betydelig Grundskat, og for
denne underholdtes saa de muhammedanske
Garnisoner.
Denne Tanke blev som sagt aldrig
virkeliggjort. Allerede under Omar’s Efterfølger skød
andre Interesser sig i Forgrunden og blev
bestemmende for Udviklingen. Endnu i Profetens
levende Live havde der hyppig ytret sig
Misstemning mellem Islam’s to Fødebyer Medina
og Mekka. Medinenserne pukkede paa, at de
var de første, som havde antaget den ny Lære;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
