Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kanara - Kanaresisk Sprog - Kanariefrø - Kanariefugl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mange vilde Dyr, saasom Tigre, Pantere,
Bøfler, Vildsvin, Hjorte. Indbyggernes Hovedmasse
hører til den kanaresiske Nation; desuden bor
c. 300000 Tuluer i Byen Mangalor og Omegn,
Marather paa en Del af Nordkanaras Kyst
samt spredte i Byerne Portugisere og Arabere.
Agerbruget, der er den eneste Næringsvej af
Bet., leverer Kokosnødder, Ris, Bomuld samt
lidt Kaffe. Fra Skovene bringes Gavntræ til
Udførsel. Hovedstad for Nordkanara er
Karvar, for Sydkanara Mangalor.
M. V.
Kanaresisk Sprog hører til de dravidiske
Sprog (s. d.). Dets ældste Skikkelse gaar til 7.
Aarh. e. Kr., den mellemste 8.—14. Aarh., da
det nyere K. begynder at udvikle sig. Den
vigtigste ældste Forf. er Digteren Hampa
(Pampa), f. 902. Af Middelalderens talrige Forfattere
var de fleste Jaina’er; særlig mærkes, den ældste
Grammatiker Keçiraja (c. 1160). En gl
Grammatik (Bhattākalanka Deva’s Karnātaka
Sabdānusāsanam) er udg. af Rice 1890. Forøvrigt
er Litteraturen af arisk Oprindelse og uden
selvstændigt Værd. Se Weigle, »Kanaresische
Sprache und Litteratur« (i »Zeitschr. d. deutsch.
morg. Ges.« II, Leipzig 1848). Nyere
Grammatikker er udgivne af Mackerell (Madras 1820),
Th. Hodson (2. Opl., Bangalur 1864), B. Gräter
(Mangalur 1884), Krishnamacarya (Madras
1884), Ordbøger af Reeve (ny Udg. af
Sanderson, Bangalur 1856), I. Garrett (smst. 1872),
Kittel (Mangalur 1894), School-Dictionary (smst.
1874), M. Ranga Ras (smst. 1884). Af Kendskabet
til K. har Basel-Missionen store Fortjenester;
talrige Tekstudgaver af gl. Forfattere (Mögling,
6 Bd, Mangalur 1850; »Zeitschr. d. deutsch.
morg. Ges.« 14, 18, 24, 25) og Folkebøger er
blevne trykte af Missionærerne.
(S. S.). D. A.
Kanariefrø, Frøet af Kanariegræs, se
Glansfrø.
Kanariefugl (Serinus canarius L.),
Stamformen til den tamme K., er en Finke, der
lever paa de skovbevoksede Øer af den
Canariske Gruppe, paa Madeira og de capoverdiske
Øer. Den er noget mindre end en Spurv, ligner
i Farve kun lidet den tamme K., idet hos
Hannen Hoved, Bryst og Bagryg er gulgrønne,
Halssiderne askegraa, Bugen lysegul,
Rygfjerene gulgrønne med sorte Skaftstreger og brede
askegraa Rande. Sving- og Styrefjer er mørke
med lyse Kanter, Næb og Fødder lysebrune;
Hunnen og Ungerne har en mørk brunlig
Farve. K. opholder sig i Krat, Haver og
Udkanten af Skove, findes paa Bjergene til 1500
m’s Højde. Fra Toppen af unge Træer lader
den om Foraaret høre sin skønne Sang, der i
alt væsentligt minder om Sangen af den alm.
tamme K., selv om Trillen hos denne ofte er
mere udviklet. Næringen bestaar af Frø og unge
Plantedele. Uden for Yngletiden strejfer
Fuglene om i større ell. mindre Flokke, let
kendelige i Luften paa deres hoppende Flugt, under
hvilken de udstøder Lokketonen. Den dybe,
kurvformede Rede bygges af Planteuld og
anbringes i en Grenkløft i et stedsegrønt ell. tidlig
løvklædt Træ. Der lægges hvert Aar fl. Kuld,
det første sædvanlig i Marts; Æggenes Tal er
5; de er bleggrønne med røde Pletter, ruges
i 13 Dage. Fangsten af Fuglene er
overordentlig let, sker ved Hjælp af en Lokkefugl og et
Garn; de indfangede vænner sig let til at være
i Bur og parrer sig villigt med tamme K. —
Af de fleste regnes den vilde K. ikke som
artsforskellig fra den i Syd- og Mellemeuropa
levende Gulirisk (S. canarius hortulanus);
den er adskilligt lysere end den vilde K.,
lysegul paa Brystet og en Del af Hovedet, paa
Ryggen graabrun med lyse Fjerkanter. Opr.
hørte den hjemme i Middelhavslandene, men
har i Løbet af de sidste 70 Aar bredt sig N.
paa, saa den nu over store Dele af Tyskland
yngler hyppigt, i visse Egne er den den
almindeligste Finke. Den yngler mange St. i
Nordtyskland, er enkelte Gange ogsaa truffet i
Danmark. — Til Slægten, der med c. 20 Arter for
Størstedelen har hjemme i Afrika, hører ogsaa
en som Burfugl alm. holdt Art,
Mosambiksisken (S. icterus Vieill.).
Bl. alle Burfugle hos civiliserede Folkeslag er
K. den almindeligste og mest udbredte, har
fulgt den hvide Race overalt, er ogsaa bl.
Kineserne en yndet Burfugl. Da den tamme K. let
forplanter sig i Fangenskab og findes i uhyre
Mængde, er Fangsten af vilde K. til Udførsel
ganske ophørt. Efter Spaniernes Erobring af
de Canariske Øer 1478 blev K. snart ført i
Masse til Spanien, hvorfra den atter udførtes
til Tyskland, Østerrig og England. I
Fangenskab og ved Udvalg har K. skilt sig meget ud
fra Stamformen, saaledes at Hovedfarven nu
er gul; Størrelsen er meget forsk., og der
findes Fugle med Top, Krave, fjerklædte Fødder
o. s. v., i det hele en Mængde forsk. Racer,
der hovedsagelig deler sig i 3 Grupper. Ved
den tyske Race forstaas den ogsaa i
Danmark alm. gule K., der findes i alle Nuancer
af gult, kan have Top af forsk. Form og
Udstrækning. Farve og Form er hos den alm.
Race det væsentlige. Hos den »ædle« K., alm.
kaldet Harzer-K., er Farven ligegyldig, her
lægges kun Vægt paa Sangen, der
hovedsagelig bestaar af bløde Triller. Man skelner i
Sangen mellem en halv Snes forsk. Variationer,
der hos hver Fugl kan forbindes paa forsk.
Maade, men kun disse Led i Sangen maa findes
hos fejlfri Sangere og ikke andre Lyd. Navnet
Harzer-K. stammer fra, at tidligere var Harzen
et Hovedcentrum for Opdrættet af de fine
 |
| Kanariefugl. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
