- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat /
596

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl I den Store (fr. Konge og rom. Kejser) - Karl II den Skaldede (Konge af Frankrig og rom. Kejser)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

med K. Helt manglede alligevel Forbindelsen
med Folket ikke. K. var meget ivrig for at
skabe Skoler rundt om ved Klostrene og
udstedte endog 802 et Paabud om, at alle
skulde lade deres Børn faa Undervisning, men i
Virkeligheden gjordes der end ikke Tilløb
dertil. Desuden var han ikke uden Interesse for
den folkelige tyske Udvikling. Selv var han
opdraget til at tale Tysk, og selv om han siden
lærte Latin, bevarede han dog en vis Kærlighed
til sit Modersmaal; ligesom han oftest bar
tysk Dragt, var Tysk hans alm. Sprog;
Præsterne prædikede da ogsaa paa dette Sprog, og K.
skal have ladet gl. hedenske Folkesange samle
og opskrive. Men det forslog dog alt sammen
ikke til at skabe en virkelig Forbindelse mellem
hans klassisk dannede Hof og den gl.
germanske Udvikling.

K. var ivrig religiøs og arbejdede med
største Iver for Kristendommens Udbredelse
ved Overbevisning eller ved Tvang, som
Lejligheden bød det, men dette medførte ikke
nogen Tilbøjelighed til at bøje sig for
Gejstligheden. Da Pave Hadrian søgte at gøre den
Opfattelse gældende, at Kejser Konstantin i sin
Tid havde skænket Paven det meste af Italien,
fandt han ingen som helst Opmærksomhed
herfor hos K., og snart efter gik denne mod Paven
i et rent kirkeligt Spørgsmaal. Det var i
Striden mellem Ikonodulerne og Ikonoklasterne,
Billeddyrkerne og deres Modstandere. En
kirkelig Synode i Nikæa 787 havde hævdet, at
de hellige Billeder skulde dyrkes med
Knæfald, og Paven sluttede sig hertil; det tiltalte
imidlertid ikke K. og hans Venner, og der
udgik snart fra hans Hof et skarpt Stridsskrift
herimod, libri Carolini; en frankisk Synode
fordømte 794 udtrykkelig Nikæa-Konciliets
Beslutning og vedtog, at man vel maatte have Billeder i
Kirken, men ikke tilbede dem. Siden ser vi K. ved
Leo III’s Genindsættelse optræde ganske som
Pavens Overherre, og naar dette Forhold
synes vendt om ved selve Kroningen, tiltalte det
ham næppe; senere 813, lod han sin Søn krone
sig selv.

K. var 5 Gange gift og havde med disse
Hustruer og 5 Elskerinder i alt 18 Børn, hvis
Navne kendes. Hans første Hustru var en
frankisk Pige af fornem Slægt, Himiltrud, den
anden Lombarderkongens Datter, Desiderata, som
han forskød allerede 771 efter af have ægtet
hende 770. Dernæst ægtede han Hildegard, der
tilhørte den alamanniske Fyrsteæt; dette
Ægteskab varede fra 771 til 783, og hun fødte
ham 3 Sønner Karl, Pipin og Ludvig samt 3
Døtre, foruden 3, der døde som smaa Børn.
Dernæst var han 783—94 gift med Fastrade,
794—800 med Luitgarde. 806 delte han Riget
mellem de 3 nævnte Sønner, men Pipin døde
810, Karl 811. Ludvig kronedes da 813 i Aachen
som hans Efterfølger, og Aaret efter døde saa
K. Hans Historie fik for Eftertiden en
vidtrækkende Bet., ikke blot ved hans Virksomheds
direkte Følger, men ogsaa ved det store Tal
af Sagn, der dannede sig om ham (se
Karl-Magnus-Sagnene), og som blev et af de
vigtigste Led i Middelalderens Litt. (Litt.:
Kilderne til K.’s Historie er samlede i D.
Bouquet
’s Recueil des historiens des Gaules
et de la France
, Bd V, og Monumenta
Germaniæ historica
, navnlig Bd I; en Vurdering
af deres Værdi findes i Wattenbach’s
»Deutschlands Geschichtsquellen« [5. Udg. 1885,
Bd I]. Af Værker om ham kan anføres:
Gaillard, Histoire de Charlemagne [4 Bd, Paris
1782]; Vétault, Histoire de C. [Paris 1876];
Abel og Simson, »Jahrbücher des
fränkischen Reiches unter Karl dem Groszen« [2
Bd, 1883 og 1888]; Mombert, Charles the
Great
[Lond. 1888]; Warnkoenig og
Gérard, Histoire des Carolingiens [2 Bd, Paris
1865]; Waitz, »Deutsche Verfassungsgesch.«
[Bd III og IV, 2. Udg. 1883 og 1885]; Fustel
de Coulanges
, Le gouvernement de C. i
Revue des deux Mondes og i Comptes rendus
de l’Académie des sciences morales et
politiques
[1876]; Döllinger, »Das Kaiserthum
Karl des Groszen« i »Historisches Jahrbuch«
[München 1865]; Harnach, »Die Beziehungen
des fränkisch-italischen zu dem byzantinischen
Reiche unter der Regierung Karls«;
Martens, »Die römische Frage unter Pipin und
Karl dem Groszen« [1881]; Lamprecht,
med samme Titel [1889]; Ampère, Histoire
littéraire de la France sous C. et durant les
X et XI siècles
[2. Udg. 1862]; Gaston
Paris
, Histoire poétique de C. [Paris 1865];
Rauschen, »Die Legende Karl des Groszen im
11. und 12. Jahrh.« [Leipzig 1890]; Davis,
Charlemagne, hero of two nations [London
1900]; Ketterer, »Karl der Grosze und die
Kirche« [München 1898]; Ohr, »Die
Kaiserkronung Karl des Groszen« [Tübingen 1904]).
P. M.

Karl II den Skaldede, Konge af
Frankrig (843—77), rom. Kejser (875—77), f. 13. Juni
823, d. 6. Oktbr 877. Han var Søn af Ludvig
den Fromme og dennes anden Hustru, Judith;
829 opnaaede denne, at Ludvig, der allerede
817 havde delt Riget mellem sine 3 ældre
Sønner, Lothar, Ludvig og Pipin, ændrede denne
Deling for at give K. ogsaa en passende Del.
Det fremkaldte imidlertid Opstand af de
andre. 935 fik K. dog anselige Besiddelser, efter
Pipin’s Død 838 kom hertil Akvitanien. 840
døde saa Ludvig den Fromme. K. sluttede sig
da sammen med Ludvig, der var Herre i
Rigets tyske Dele, til Kamp mod Lothar, der
krævede at anerkendes som hele Rigets
Overherre, som Kejser. 841 kom det til et afgørende
Slag ved Fontenay, hvor K. og Ludvig sejrede;
alligevel opgav Lothar ikke Kampen, og Aaret
efter mødtes de to Brødre i Strassbourg og
sluttede et fast Forbund mod ham. 843 fulgte
saa Forliget i Verdun, hvorved Riget deltes.
K. fik Frankrig, men af dettes Grænselande
beholdt dog Lothar Belgien, Lothringen,
Burgund, Dauphiné og Provence. K. regerede slet,
og Forholdene i Frankrig var under ham
daarlige; i Akvitanien, i Bretagne o. fl. St. var der
Oprør, og i stigende Grad tog Stormændene
Magten fra den svage Konge. Desuden
begyndte Riget nu at plages ved Normannernes
Indfald. Da Lothar’s 2 Sønner, der havde haft
Grænsestrækningerne mellem Frankrig og
Tyskland, døde, lykkedes det K. sammen med sin

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:31 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/13/0610.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free