- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat /
598

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl V den Vise (Konge af Frankrig) - Karl VI (Konge af Frankrig)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Kampen med Englænderne dels ved en behændig
Intrigepolitik, dels ved at anvende en ny
forsigtigere Krigsførelse, som skabtes af hans
dygtige Hærfører, Bertrand du Guesclin. Først
søgte han at gøre Ende paa Kampen med sine
2 mægtigste Vasaller, Fyrsterne af Bretagne og
Navarra. Over for Navarra gik det heldigt,
og efter at de kgl. Tropper havde besejret Karl
den Onde og hans eng. Hjælpetropper i Slaget
ved Cocherel 1364, gik denne ind paa at
ombytte sine Len i Normandiet med andre
Besiddelser, der ikke laa saa bekvemt for en
Forbindelse med Englænderne. I Bretagne, hvor
Franskmændene støttede den ene
Tronprætendent, Karl af Blois, mod Englændernes
Kandidat, Johan af Montfort, tabte Bertrand
Slaget ved Auray, og ved en Traktat i Guérande
Apr. 1365 anerkendtes Johan som Hertug af
Bretagne. Derefter udsonede han sig
imidlertid hurtig med den fr. Konge, saa det ingen
uheldige Følger fik for dennes Magt. Senere
blandede K. sig i Spaniens Tronstridigheder til
Fordel for den Kandidat, som havde England
mod sig, men han var her uheldig; den sorte
Prins, der styrede Guienne, kom det eng.
Parti til Hjælp, og i Slaget ved Najera 1367 blev
Bertrand overvundet og fanget. 2 Aar senere
vendte imidlertid Skæbnen sig; Franskmændene
fik Overtaget i Spanien ved Sejren ved
Montiel 1369, og K., der desuden havde knyttet
Forbindelser med Skotland, fik nu Guiennes
Befolkning til at rejse sig til Opstand mod
Englænderne. Over for den sejge Modstand, som
nu mødte den sorte Prins, fra Befolkningen,
samtidig med at Franskmændene stadig
undgik Slag, var han ikke i Stand til at bevare
Magten. Desuden blev han syg, og han trak
sig da tilbage til England. I en Række mindre
Kampe sejrede i de flg. Aar
Franskmændene, samtidig med at K. ved store Løfter
knyttede Guiennes Byer og Stormænd fast til
sig. Efter at Poitiers og Rochelle var tagne
1372, forsøgte Englænderne et stort Tog 1373;
det mislykkedes, og de sluttede da en
Vaabenstilstand, der varede det sidste Par Aar af
Edvard III’s Levetid. Da denne var død 1377,
genoptog Franskmændene Angrebet, og 1380
havde Englænderne kun enkelte Byer tilbage.
1379 maatte ogsaa Karl den Onde bøje sig i
fuldstændig Afhængighed for Kongen. Derimod
mislykkedes samtidig Forsøgene paa at knække
Bretagnes Uafhængighed. K.’s indre Styrelse
var dygtig. Skønt han som Kronprins havde
kæmpet sammen med Adelen mod
Borgerstanden, fik hans Regering et helt andet Præg.
Han søgte sig især borgerlige Raadgivere,
begunstigede de Borgerlige over for Adelen,
saaledes ved i stort Omfang at uddele Adelskab
til dem, og virkede ivrig for de borgerlige
Næringsveje. Hans Styrelse af Finanserne var
forsigtig og heldig, og der kom langt større
Fasthed og Orden i Pengevæsenet; fra hans Tid
blev saaledes en Del indirekte Skatter,
deriblandt Saltskatten, der hidtil havde været
ekstraordinære, faste Afgifter. Ogsaa Fordelingen
af Skatterne ordnedes bedre ved Hjælp af de
saakaldte élus, som indsattes i en Række
Provinser. Stænderne 1356—57 havde gjort Beg.
hertil, men de havde tænkt sig dem som
folkevalgte Repræsentanter, der opkrævede og
fordelte Skatterne. Nu blev de kgl. Embedsmænd;
de Provinser, hvor de fandtes, er de saakaldte
pays d’élection. Ogsaa den af Borgerne
begyndte Befæstning af Paris fuldførtes, og
desuden begyndte man at bygge Bastillen. K.
havde endelig betydelige litterære Interesser,
omgikkes Tidens Forskere og havde et efter
Tidens Forhold usædvanlig stort Bibliotek, 910
Bd, der var lænkede fast for at sikre dem.
Han var gift med Johanne af Bourbon og
efterlod sig 2 Sønner, Karl VI og Ludvig af
Orléans. (Litt.: Christine de Pisan,
Le Livre des faits et bonnes mæurs du sage
roy Charles V
[trykt i Collection Michaud et
Petitot
]; De Choisy, Histoire de C. V.
[Paris 1689 og 1695]; Barthélemy de
Beauregard
, Histoire de C. V. [Tours 1850 og
1868]; Delisle, Mandements et actes de C.
V
[i Collection des documents inédits [Paris
1874]).
P. M.

Karl VI, Konge af Frankrig
(1380—1422), f. 3. Decbr 1368, d. 21. Oktbr 1422. Da
han 12 Aar gl blev Konge, kom Styrelsen i
Hænderne paa hans 3 Farbrødre, Hertugerne
af Anjou, Burgund og Berry. De styrede
daarligt og særdeles ødselt, og da de maatte gribe
til ny Skattepaalæg, førte det til en Opstand i
Paris af de saakaldte les maillotins ɔ:
»Køllebærerne«, og denne Opstand bredte sig
hurtig til andre større Byer, saa
Skatten maatte opgives. Hertil kom den store
Borgeropstand i Flandern, hvor Borgerne
under Filip van Artewelde foreløbig tog
Magten fra den franske Greve, Hertugen
af Burgund’s Svigerfader. Hertugerne samlede
da en stor Adelshær, og i det afgørende Slag
ved Roosebeke 1382 sejrede denne over Gents
Borgere. Følgen var, at Borgerbevægelsen
sloges ned ogsaa i Frankrig; Paris mistede sin
selvstændige Styrelse, Bastillen fuldførtes, og
hertil føjedes nu det ligeledes befæstede Louvre.
1385 forberedte man dernæst et stort Tog til
England; det kostede mange Penge, men
udførtes ikke. 20 Aar gl 1388 overtog Kongen selv
Styrelsen, og han tog da et borgerligt
Ministerium, les marmousets, som Modstanderne
kaldte dem, med den fremragende Olivier de
Clisson i Spidsen. Det var Faderens Politik,
han dermed vendte tilbage til, og i de flg. Aar
styredes sparsommeligt og godt. Stormændene
var højst misfornøjede hermed, og 1392
forsøgtes et Attentat mod Olivier de Clisson, der
dog mislykkedes. Paa et Tog for at straffe
Ophavsmanden blev Kongen imidlertid sindssyg
af Skræk, fordi hans Hest pludselig standsedes
af en Mand, der sprang frem fra Skoven og
greb den i Tøjlen med Raabet »Stands, ædle
Konge, du er forraadt«; allerede før havde
Kongens Sindstilstand været usikker, nu kom
Sygdommen til Udbrud. Onklerne fik, nu atter
Magten; Olivier de Clisson flygtede, fl. af de andre
Ministre fængsledes. Bl. Hertugerne var nu
Filip den Dristige af Burgund den mægtigste
indtil sin Død 1404; hans Søn, Johan den
Uforfærdede, søgte at bevare Faderens Magt, men
fandt snart en Modstander i Kongens Broder,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:56:22 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/13/0612.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free