Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl VI (Konge af Frankrig) - Karl VII (Konge af Frankrig) - Karl VIII (Konge af Frankrig)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hertugen af Orléans, der gennem Dronningen,
Isabeau de Bavière (s. d.), øvede en afgørende
Indflydelse over Kongen. 1407 lod Johan, som
om han udsonede sig med Ludvig, men han
benyttede blot Lejligheden til at dræbe ham.
Ludvig’s Parti samlede sig imidlertid under
Greven af Armagnac, og Kampen fortsattes.
Johan søgte sine Tilhængere bl. Borgerne,
Armagnacerne i Adelen; en Tid havde de første
Overtaget, men fra 1413 maatte Johan forlade
Paris og trække sig tilbage til Burgund. Ved
denne Tid genoptog Englænderne deres
Angreb, og 1415 sejrede de ved Azincourt over
Armagnac’erne, medens Burgunderne holdt sig
tilbage. Greven af Armagnac dræbtes og
afløstes som Partiets Leder af den ganske unge
Dauphin. Derimod forbandt Johan sig med
Dronningen og bemægtigede sig Kongen. 1419
lykkedes det imidlertid Modstanderne at faa
Johan dræbt, og dennes Søn sluttede nu
Forbund med Englænderne. Ved Aftalen i Troyes
1420 fastsattes det, at den eng. Konge skulde
ægte Karl VI’s Datter, Katharina; naar Kongen
var død, skulde han være Frankrigs Konge,
Dauphinen udelukkes. 2 Aar efter døde K.
(Litt.: Le Laboureur, Histoire de
Charles VI [Paris 1669]; de Choisy, Histoire de
C. VI [Paris 1695]; Baudot de Jully,
under Navnet Marguerite de Lussan, Histoire de
la vie et du regne de C. VI [9 Bd, Paris
1749—53]; Duval-Pineu, Histoire de France
sous le règne de Charles VI [2 Bd, Paris 1842]).
P. M.
Karl VII, Konge af Frankrig
(1422—61), f. 22. Febr 1403, d. 22. Juli 1461. Han var
Søn af Karl VI og Isabeau af Bayern, og under
Faderens Sindssygdom blev han allerede som
ganske ung betragtet som Fører for det ene af
de Partier, der stredes om Magten. Ved
Overenskomsten i Troyes 1420 udelukkedes han fra
Tronen, men dette fandt kun Anerkendelse i
en Del af Landet, og da Faderen døde 1422,
hyldedes han i en større Del af Frankrig som
Konge. I de første Aar førtes Kampen mellem
ham og Englænderne fra begge Sider uden
Energi; K. opholdt sig i Bourges, hvor han
fordrev Tiden med stadige Fornøjelser og ikke
syntes at tænke paa Landets Anliggender.
Alligevel samlede Befolkningen sig i stigende
Grad om ham, og ved sit Ægteskab med Marie
af Anjou knyttede han denne mægtige Slægt
til sig; desuden begyndte Forholdet mellem
Englænderne og Burgunderne efterhaanden at
kølnes. Trods alt trængte Englænderne dog
sejrrig frem, og 1428 kunde de begynde
Belejringen af Orléans, med hvis Erobring man mente,
at Vejen vilde være aabnet til Sydfrankrig. Da
var det, at Jeanne d’Arc (s. d.) optraadte,
befriede Orléans og førte Kongen til Kroningen i
Reims. Fra nu af gik det stadig frem for ham,
og han synes ogsaa fra denne Tid personlig at
have vist langt større Energi end tidligere. 1430
fangedes vel Jeanne d’Arc, og Aaret efter i
brændtes hun, men Franskmændene beholdt
nu Overtaget, og 1435 sluttede Burgunderne sig
til Karl. 1436 holdt han sit Indtog i Paris, 1444
sluttede Englænderne en Vaabenstilstand, og
da Kampen 1449 genoptoges, sejrede
Franskmændene Gang efter Gang. 1453 endte Striden,
og Englænderne havde da kun Calais tilbage.
Ligesom K. paa dette Omraade viste en
ukendt Energi fra 1429, en Forandring, der
med Urette er tilskrevet hans Elskerinde
Agnes Sorel, som han først senere kendte,
saaledes var nu ogsaa hans indre Styrelse dygtig.
Kongemagten styrkedes meget, da han 1439 fik
en Stænderforsamling til at bevilge en direkte
Skat til Hærens Underhold, la taille, i
saadanne Udtryk, at den kunde betragtes som
bevilget een Gang for alle. Han oprettede nu
en staaende Hær, foreløbig 1445 de 15
compagnies d’ordonnance, som talte 9000 Ryttere,
hvortil saa 1448 kom 16000 Bueskytter
(francs-archers); der skulde stilles een fra hvert Sogn.
Hans Politik lededes af dygtige borgerlige
Ministre, bl. hvilke den mest fremragende var
Jacques Coeur; denne tog sig navnlig med Iver
af Finansstyrelsen, der forbedredes i meget høj
Grad ved Indførelsen af en indgaaende
Kontrol 1443. Retsvæsenet forbedredes, dels ved
Oprettelsen af 2 ny Parlamenter i Toulouse og
Grenoble 1443 og 1453, dels ved, at man efter
K.’s Initiativ begyndte at faa skrevne Love i
de forsk. Provinser. Ogsaa over for Kirken
hævdedes med Styrke Kongemagten; ved den
pragmatiske Sanktion i Bourges 1438
frigjordes den fr. Kirke for Pavens Indgreb; det er
fra denne Tid, den fr. Kirkes Særstilling som
den gallikanske Kirke, uafhængigere end nogen
anden kat. Kirke over for Paven, skarpt
fastslaas. (Litt.: A. Vallet, Histoire de C. VII
de France et de son époque [3 Bd, Paris
1863—65]; Fresne de Beaucourt, Le
caractère de C. VII [Paris 1875] og Histoire de
Charles VII [6 Bd, Paris 1881—91]).
P. M.
Karl VIII, Konge af Frankrig
(1483—98), f. 30. Juni 1470, d. 7. Apr. 1498. Han var
Søn af Ludvig XI og Charlotte af Savojen, og
ved Faderens Død blev han, 13 Aar gl,
Frankrigs Konge. Efter Loven var han myndig, men
uvidende og lidet evnerig var han foreløbig
ganske ude af Stand til at tage Styrelsen. I
Virkeligheden lededes Regeringen af hans
22-aarige Søster Anne de Beaujeu, der var gift
med Pierre de Beaujeu, som tilhørte Familien
Bourbon. Foreløbig saa det ud til, at alt skulde
ende i Opløsning; Aristokratiet, der under
Ludvig XI var holdt nede, fandt nu en Fører i
Ludvig af Orléans, som var gift med Kongens
anden Søster Jeanne; det fik Magten ved
Hoffet, og store Pengesummer uddeltes til det.
Under denne Forvirring mødte Rigsstænderne
1484 i Tours. Denne Forsamling var valgt af
alle 4 Stænder, dog saaledes, at Bønderne
udøvede deres Valgret gennem Valgmænd, der
stemte sammen med de borgerlige Valgmænd
og overalt valgte Borgerlige; det var saaledes
en særdeles folkelig Forsamling, og man stemte
inden for den ikke efter Stænder, men efter
Sektioner; der taltes da ogsaa store Ord om
Folkefriheden, men i Virkeligheden samledes
Interesserne kun om at faa Ende paa
Forvirringen og faa en ordnet, rolig Styrelse. For at
opnaa dette oprettedes et Regeringsraad, og
inden for dette lykkedes det Anne de Beaujeu
at faa hele Ledelsen. Hertugen af Orléans var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
