Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl VIII (Konge af Frankrig) - Karl IX (Konge af Frankrig) - Karl X (Konge af Frankrig)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
højst misfornøjet og rejste 1485 en
Opstandsbevægelse, der forplantede sig til en stor Del
af Adelen; det kom til den saakaldte guerre
folle 1468—88, et Navn, der angiver, hvor
haabløst dette Adelens Forsøg paa at standse den
voksende Kongemagt var. Anne’s Tropper
sejrede under Anførsel af La Trémouille ved
Saint-Aubin du Cormier 1487, og Modstanden
bøjedes derefter overalt. 1491 styrkedes
Kronens Magt yderligere, ved at K. ægtede Anne
de Bretagne og derved fik dette mægtige Len
ind under sin Magt. Efter at have sat dette
igennem trak Anne de Beaujeu sig tilbage fra
Regeringen, der nu overtoges af Kongen selv.
K., der fyldtes af Lyst til Eventyr og ridderlige
Bedrifter, begyndte nu at blande sig i Italiens
Forhold, der gjorde en fremmed Indblanding
let. For at faa Ro hertil afstod K. 1493
Cerdagne og Roussillon til Ferdinand den
Katolske af Spanien og overlod ved Overenskomsten
i Senlis Maximilian af Østerrig Artois og
Franche Comté, som Frankrig, ganske vist
uretmæssig, havde haft fra Ludvig XI’s Tid.
1494—95 foregik saa Toget til Italien, hvor Neapel
erobredes, medens hele det mellemliggende Land
bøjede sig for Franskmændene. Saa standsedes
de imidlertid ved en Alliance mellem Spanien,
Østerrig og England med fl. ital. Stater, og
1495 maatte K. vende hjem med sin Hær.
Derefter opgaves Neapel og de øvrige ital.
Besiddelser. Faa Aar efter døde K. 1498. (Litt.:
Godefroy, Histoire de C. VIII [Paris 1684];
Philippe de Comines, Mémoires og
Lettres et négociations [udg. Bryssel 1867—68]; De
Cherrier, Histoire de C. VIII [Paris 1868];
Ségur, Histoire de C. VIII [2 Bd, 2. Opl.
1842]; Delaborde, L’expédition de C. VIII
en ltalie [Paris 1889]; Zeller, Charles VIII
1485—91 [Paris 1888]; Lettres de Charles VIII
[Paris 1898—1903]).
P. M.
Karl IX, Konge af Frankrig
(1560—74), f. 27. Juli 1550, d. 30. Maj 1574. Han var
Søn af Henrik II og Katharina af Medici, og
da han efter sin Broder Frants’ Død 1560 blev
Konge, var han selv kun 10 Aar gl, saa det
blev Moderen, Katharina af Medici, der kom
til at regere for ham. 14 Aar gl erklæredes
han for myndig, men Magten blev i
Virkeligheden hos Moderen, der forsømte hans
Opdragelse og vendte hans Interesser fra Statens
Anliggender. Først efter at Hugenotkrigen var
endt 1570, begyndte Kongen selv at tage nogen
Del i Styrelsen; hans Ønske gik nu ud paa en
Udsoning med Protestanterne og en Politik
vendt mod Spanien, og i Overensstemmelse
hermed knyttede han Forbindelser med
Hugenotternes Fører Coligny, som fra Septbr 1571
opholdt sig ved Hoffet. Coligny fik nu snart
en meget stor Indflydelse paa Kongen, der
ganske gik op i de store Planer, han fremstillede
for ham. Frygten herfor bragte Katharina til
at foranstalte et Attentat paa Coligny 1572; det
mislykkedes, og Kongen knyttedes ved det
endnu fastere til ham. Da var det, Katharina
opbød sin sidste Indflydelse hos Sønnen,
overbeviste ham om, at det var nødvendigt for hans
Magts Skyld og for hendes Skyld at fælde
Coligny. Resultatet blev Bartholomæus-Nattens (s.
d.) Blodsudgydelser 24. Aug. 1572. Kongen
grebes under selve Blodbadet af Bevægelsen, men
fortrød det siden stadig. 2 Aar efter døde han.
(Litt.: De Bèze, Histoire ecclésiastique des
églises réformées au royaume de France [3
Bd, Paris 1883—87]; Bodier, La
Saint-Barthélemy et la critique moderne [Paris 1879];
Mérimée, Chronique du règne de C. IX
[Paris 1891]).
P. M.
Karl X, Konge af Frankrig (1824—30),
f. 9. Oktbr 1757, d. i Göritz i Østerrig 6. Novbr
1836. Han var tredie Søn af Ludvig XV’s Søn
Ludvig, den 1765 døde Dauphin, og
Marie-Josephe af
Sachsen. 16
Aar gl ægtede
han 1773 Marie
Thérese af
Savojen og
levede i den flg.
Tid under
Navnet
Greven af Artois
ved det fr.
Hof. Hans Liv
var letsindigt,
hans
Interesser snævre og
hans
Forstaaelse af
Statssager yderst
ringe. Da
Revolutionen
brød ud,
udvandrede han umiddelbart efter Stormen paa
Bastillen 1789 sammen med de første
Emigranter. Han søgte til Østerrig for at finde Hjælp
mod Revolutionen og deltog i Sammenkomsten
i Pilnitz Aug. 1791; 1792 var han med i et
Emigrantkorps, der angreb Frankrig, siden
skulde han have været i Vendée 1795 for at
genrejse Bevægelsen der, men han kom ikke
længere end til en af Øerne i Kanalen. Han
viste sig ved disse Lejligheder lidet dygtig og
lidet modig. Siden opholdt han sig i England,
hvis Regering gav ham en anselig Pension at
leve af. 1814, da de allierede Magters Hære
trængte ind i Frankrig, ilede han dertil før den
ældre Broder Ludvig og overtog i hans Navn
Regeringen 12. Apr. 1814; han benyttede denne
kortvarige Magt til at slutte en for Frankrig
lidet fordelagtig Militærkonvention 23. Apr.
Under Ludvig XVIII blev han dernæst Fører for
det mest ultrakonservative Parti, Talsmand for
en energisk Hævnpolitik. Af hans Sønner var
den ældste, Hertugen af Angoulème (f. 1775),
gift med en Datter af Ludvig XVI. Han
virkede med stor Iver for den mest mulig
reaktionære Politik. Den anden, Hertugen af Berry
(f. 1776), der var gift med en neapolitansk
Prinsesse, dræbtes ved et Attentat 1820. Septbr 1824
blev K. ved Ludvig XVIII’s Død Frankrigs
Konge. Imod Forventning begyndte han med at
optræde forholdsvis liberalt og gøre det
liberale Parti Indrømmelser, der skabte en
nogenlunde gunstig Stemning for ham, men snart
kom der andre Love, som bragte Stemningen
til at vendes skarpt mod ham, skønt hans egl.
 |
| Karl X. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
