Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Katharina II Alexejevna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men han stod i alle Henseender dybt under sin
Gemalinde. Ikke blot var han tarvelig udstyret,
hvad Evner angaar, i høj Grad uvidende og
blottet for saa godt som, alle andre Interesser
end Soldater eksercits, men hans Hidsighed, der
tit udartede til Brutalitet, hans Halsstarrighed
og Barnagtighed (han var 17 Aar, da han blev
gift) gjorde Samlivet med ham baade vanskeligt
og trættende, især for en Kvinde som K., der
alt som 16-aarig var fuldt udviklet og med
ypperlige Evner forenede en kraftig og alt
dengang maalbevidst Vilje. Storfyrsten erkendte
ogsaa hendes Overlegenhed ved stadig at søge
Raad og Vejledning hos hende i alle mulige
Anliggender, ikke mindst i holstenske
Regeringssager, men det lykkedes hende dog ikke,
trods hendes Skønhed og indtagende Livfuldhed,
at fængsle ham, der mere og mere optoges af
sin taabelige Lidenskab for milit. Paradevæsen
og Sviregilder med sine holstenske Officerer
samt af sine idelig skiftende naragtige
Forelskelser, der til sidst endte med, at den
ubetydelige og alt andet end skønne Elisabeth
Woronzow blev hans officielle Mætresse. Herved
fjernedes K. efterhaanden fra Karl Peter Ulrik, og
da hun heller ikke fandt nogen jævnbyrdig
fortrolig i sin russ. Omgangskreds, i hvis
selskabelige Adspredelser hun ellers deltog med Liv og,
Sjæl, var hun henvist til sig selv og havde
saaledes Anledning nok til at følge sit tidlig
fremtrædende Hang til Selvbetragtning og
Refleksion over menneskelige Karakterer og
Handlinger; dbg fandt hun undertiden Lejlighed til
Tankeudveksling hos enkelte af de fremmede
Gesandter, saaledes en Tid lang hos den danske
Afsending v. d. Osten. Det maatte altsaa blive
gennem en udstrakt Læsning, hun erhvervede
sig den Dannelse og Aandsmodenhed, der i visse
Retninger stillede hende paa lige Trin med
Vesteuropa’s ledende Mænd. Først og fremmest
gjorde hun sig ved ihærdige Anstrengelser til
Herre over det russ. Sprog, i hvis Brug hun
blev en fuldendt Mester, og skaffede sig et
betydeligt Kendskab til Rusland’s Historie,
Statsvæsen og nationale Ejendommeligheder; dernæst
studerede hun med Iver alm. Historie, baade
Oldtidens og den nyere Tids, end ikke
Kirkehistorie var hun bange for at binde an med;
men hvad der mest optog hende, var Læsningen
af de samtidige fr. Forf., bl. hvilke hun især
fængsledes af Montesquieu og Voltaire; af den
sidste blev hun en begejstret Tilhænger, og hans
Livsanskuelse blev ogsaa hendes, idet hans let
tilgængelige Filosofi maatte tiltale en Aand som
K., der vel ligesom Voltaire ejede
forstandsmæssig Klarhed, skarp og, hurtig Opfattelsesevne
og levende Interesse for alt menneskeligt, men
i sin Tænkning sjælden naaede længer end til
Tingenes Overflade. Desværre fandt ogsaa den
lette Moral hos nogle af den encyklopædistiske
Skoles Skribenter et villigt Øre hos hende. Men
over Arbejdet paa sin indre Udvikling glemte
hun ikke at holde et vaagent Øje med, hvad der
foregik omkr. hende, og det kunde da ikke være
andet, end at K., i Følelsen af sin Kraft og
sine Evners Rækkevidde og ansporet af en
mægtig Ærgerrighed, ved Betragtning af det russ.
Riges halvt opløste Tilstande under Elisabeth
maatte komme paa den Tanke, at det vilde være
en værdig Opgave for hende engang som
Rusland’s Selvhersker at kunne genoptage Peter
den Store’s Arbejde og gennem omfattende
Reformer og Grænseudvidelser give Riget en
imponerende Magtstilling hl. Europa’s Stater.
Denne Tanke antog fastere og fastere Form, jo
mere Uviljen steg mod Tronfølgeren, og da K.
mente at have Grund til at tro, at Karl Peter
Ulrik, naar han blev Kejser, havde i Sinde at
skille sig fra hende og lade hende indsætte i et
Kloster, besluttede hun, dristig og viljestærk
som hun var, at gaa over til Handling. At hun
siden 1752 havde haft fl. Elskere (hendes Søn,
den senere Poul I, der blev f. 1754, har efter al
Sandsynlighed Grev Sergius Soltikon til Fader),
var noget, man i de højere Kredse ikke lagde
videre Vægt paa, og over for den store Hob
vidste K. at dække derover ved en demonstrativ
Ærbødighed for Kirken og dens Gejstlighed;
herved og ved klogelig at smigre for det
nationale russ. i Modsætning til Storfyrstens
Forkærlighed for Tyskerne vandt hun Stemningen
for sig, og allerede 1757, da man ventede
Kejserindens Død, var en Sammensværgelse i Gang
for at sætte K. paa Tronen med Udelukkelse af
hendes Ægtefælle; dengang mislykkedes
imidlertid Planen, da Elisabeth kom sig igen, men
den optoges atter efter Storfyrstens
Tronbestigelse som Peter III. Da var Misfornøjelsen med
ham stegen i den Grad, at K. uden
Vanskelighed kunde benytte hans højst upopulære
Angreb paa Danmark til at styrte ham. Natten til
9. Juli 1762 vandt hun, medens Kejseren opholdt
sig paa Lystslottet Oranienbaum, Garnisonen i
Petrograd for sig og blev den flg. Formiddag
under alm. Jubel hyldet som Kejserinde K. II.
Peter III, der først fik at vide, hvad der var
sket, da det var for sent, frasagde sig Kronen
og beredte sig til at drage til Holsten, men blev
17. Juli myrdet, som der siges uden K.’s
Vidende. I en Alder af 33 Aar stod den mærkelige
Kvinde nu ved det længe eftertragtede Maal,
og hendes flg. Regering viser, at hun virkelig
blev den af Rusland’s Herskere, der er
kommen Peter dem Store nærmest, idet hun baade
i sin indre og ydre Politik traadte i hans
Fodspor. I første Henseende vandt hun ved sin
Klogskab og Energi alm. Anerkendelse, medens
man for den andens Vedkommende vel kan
beundre hendes overlegne Dygtighed i
Benyttelsen af de givne Forhold, hendes Dristighed og
Kraft, men ogsaa paa det strengeste har
maattet dadle hendes Ligegyldighed for andres Ret
og den brutale Hensynsløshed, hun viste ved
sine Planers Iværksættelse. Imidlertid maa man
ved Bedømmelsen af K. som Politiker ikke
glemme den Tidsalder, hvori hun levede;
dengang tog Statsmændene kun ringe Hensyn til
Nationalitetsprincippet, der snarest ansaas for
skadeligt, og selv en Mand som Josef II nærede
ingen Betænkelighed ved at flytte Statens
Grænsepæle langt ind paa en fremmed Nationalitets
Enemærker; heller ikke i Valget af Midler
kendte 18. Aarh.’s Kabinetspolitik til
Kræsenhed, man behøver blot at pege paa K.’s Naboer,
Gustaf III af Sverige og Frederik II af
Preussen, de har intet at lade hende høre. Ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
