Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Katharina II Alexejevna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den anden Plet paa hendes Minde, hendes
Udsvævelser, maa ses i Belysning af den frivole
Moral, der dengang var toneangivende for
Samfundets højeste Lag, men sørgeligt er det, at en
saa betydelig Personlighed i den Grad kunde
give efter for sine Lidenskaber, at de til sidst
tog Magten fra hende, hvad hun selv med en
let Beklagelse indrømmer. Nogen Indflydelse
paa hendes Virksomhed som Regent fik hendes
tøjlesløse Sanselighed dog ikke, ligesom hendes
Optræden altid bar Præget af den aandrige
Verdensdames Anstand ell. Kejserindens
imponerende Majestæt. Hendes Elskeres Antal blev
i Aarenes Løb meget betydeligt; paa mange af
dem ødslede hun Gaver og Æresbevisninger,
men ingen af dem kom til at beherske hende,
ikke engang Potemkin. K.’s Karakter havde
altsaa store Skyggesider, men alligevel staar hun
som en af de mest fremragende
Herskerskikkelser, Historien kender, og der ligger ikke
noget tomt Praleri i den stolte Indskrift paa
Peter den Store’s Monument, som hun lod rejse
i Petrograd: Petro primo Catharina secunda ɔ:
Til Peter I fra K. II; thi det var hende, der
gjorde Rusland til en europæisk Stormagt af
første Rang. For at opnaa dette maatte det
blive et Hovedformaal for hendes Styrelse at
styrke Statsorganismen, fremme Folkets
Oplysning og forbedre dets Livsvilkaar, samtidig med
at hun forøgede Rigets Indtægtskilder. Paa alle
Omraader griber hendes Reformer derfor ind:
Statsforvaltning, Retsvæsen, højere og lavere
Undervisning, Kunst og Videnskab,
Sundhedspleje, Agerbrug, Industri, Handel og Søfart,
Forsvarsvæsen, kort sagt ingen af en Kulturstats
Livsfunktioner undgaar hendes Opmærksomhed.
Rusland’s Kræftskade, en bestikkelig og
uredelig Embedsstand, formaaede hun ganske vist
ikke at udrydde, men gennem en omfattende
Reorganisation af Stats- og
Kommuneforvaltningen skabtes faste Styrelsesformer, hvorved
nogenlunde normale Tilstande efterhaanden
skaffedes til Veje. Senatet fik en
hensigtsmæssigere Indretning, og Riget inddeltes i
Guvernementer af en passende Størrelse med Provinser
og Kredse som Underafdelinger, hver med sin
Hovedstad og med Over- og Underøvrigheder,
hvis Virkeomraade bestemt afgrænsedes; faste
Kommissioner skulde modtage og undersøge
Befolkningens Klager og tillige virke som en Slags
Kontrolkomiteer. Overalt søgte man saa vidt
muligt at skille Retsplejen fra den civile
Administration. En ny Lovbog for hele Riget blev
udarbejdet og indført, efter at K. havde gjort et
mærkeligt, men frugtesløst Forsøg paa at aabne
en Forhandling om Forarbejderne til Lovbogen
gennem en Stænderforsamling fra alle Rigets
Egne. At K., der selv var en Datter af
Oplysningstiden og stod i stadig Brevveksling med dens
Bannerførere (Voltaire, d’Alembert, Diderot),
arbejdede ivrig for Undervisningsvæsenets
Fremme, er en Selvfølge; i alle Byer skulde der
oprettes Folkeskoler, Gymnasier og Fagskoler af
forsk. Art udstyrede med dygtige Lærerkræfter;
fremmede Videnskabsmænd, navnlig
Naturforskere, indkaldtes; og et Akademi for russ. Sprog
og Litt. stiftedes. Forsøgene paa at skabe en
russ. Kunst førte derimod foreløbig ikke til
noget. Ogsaa Befolkningens økonomiske Velfærd
var stadig Genstand for hendes Omsorg. Der
blev gjort meget for Agerbruget, men en
rationel Forbedring hindredes ved Livegenskabet,
som K. ikke rørte ved; ved fremmede Kolonister
søgte man at ophjælpe Jordopdyrkningen. Alle
bestaaende Hindringer for Samkvemmet mellem
de forsk. Dele af Riget fjernedes, Grundlaget
for en selvstændig russ. Handel og Søfart blev
skabt, ligesom man ved Lovgivning i Tidens
Aand bestræbte sig for at fremelske en egen
russ. Industri. Men vender man sig fra
Rusland’s indre Forhold til det ydre, bliver Billedet
af K. langt mindre tiltalende, idet hendes
ærgerrige Storhedsdrømme ledte hende ind paa
en Politik, der vel i Peter den Store’s Aand
skaffede Rusland Luft mod Syd ved at aabne
det Adgang til det sorte Hav og Middelhavet,
men i sin Higen efter Territorialudvidelser førte
til Polens Sønderlemmelse. At K. ved to Krige
med Tyrkerne (1768—74 og 1787—92), hvoraf
den første ved Freden i Kutschik-Kainardschi
bragte Rusland Besiddelsen af Landet mellem
Bug og Dnjepr, den anden ved Freden i Jassy
Landet mellem Bug og Dnjestr, erhvervede hele
Sydrusland, er der ikke noget at sige til;
Osmannerne havde kun bragt Død og Ødelæggelse
over disse frugtbare Egne, der nu hurtig
blomstrede op under Tsarernes Scepter; men
Erobringen af de ny Provinser, ligesom den senere
ved voldsomme Midler hidførte Erhvervelse af
Krim (1783), kostede Strømme af Blod.
Forsøgene paa at finde Støttepunkter for et
Forsvar af K.’s polske Politik er derimod
uholdbare, og hendes Færd mod det ulykkelige Folk
har mere end noget andet plettet hendes Minde.
Forslaget til Polen’s Deling udgik fra Frederik
II af Preussen, men K. bærer Hovedansvaret for
den sørgelige Voldsdaad, ligesom hun tog
Broderparten af Byttet ved de tre Delinger (1772,
1793 og 1795). Ogsaa for Sverige var hun en
farlig Nabo, og efter at hun under den toaarige
Krig med Gustaf III, der endte ved Freden i
Värälä (1790), havde faaet Sikkerhed for, at
der fandtes et svenskfjendtligt Parti i Finland,
vilde hun sikkert, hvis hun havde levet
længere, have fundet en Lejlighed til at skille dette
Land fra Sverige, muligvis paa Danmark’s
Bekostning, skønt denne Stat efter Byttetraktaten
om Holsten-Gottorp (1773) stod i et, ofte meget
trykkende, Allianceforhold til Rusland. Den ved
den fr. Revolution skabte vesteuropæiske
Situation holdt hun sig uden for, saa længe Polen’s
Deling stod paa, og Aaret efter dens
Fuldbyrdelse rev en pludselig Død (et Slagtilfælde)
hende bort fra alle Planer til Udnyttelse af den ny
Tingenes Tilstand. (Litt.: 1869 udgav
Alexander Herzen i London K.’s højst
interessante Memoirer: Mémoires de l’impératrice
Catherine II, écrits par elle-même, mod hvis
Ægthed der ikke er rejst nogen begrundet Tvivl;
de gaar til 1758. Med Forbigaaelse af de russ.
Skr om hende nævnes her Jauffret,
Catherine II et son règne [Paris 1860, I—II];
Capefigue, La grande Catherine [Paris 1862];
Brückner, »Katharina II« [Berlin 1883];
Wasilewski, Le roman d’une impératrice,
Catherine II [Paris 1893, norsk Overs. 1904]; E.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
