- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat /
881

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kina - Historie - VI. Sammenstødene med Europa og Taipingoprøret (1820-65)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

tilbage og indtog næste Aar Ningpo og Futshou
samt begyndte at belejre Shanghai. Men dette
skaffede den ny Fjender. Thi medens tidligere
Missionærerne havde set paa Opstanden med en
vis Velvilje som en Forberedelse for en kristelig
Vækkelse, stillede de europ. Købmænd sig
afgjort fjendtlig imod den, fordi den forstyrrede
Handelens rolige Gang. Da Havnestæderne
truedes, var de europ. Magter villige til at yde den
kin. Regering Hjælp; fr. og eng. Tropper
rensede de nævnte Stæders Omegn for Oprørere, og
der dannedes egne kin. Hærafdelinger under
Ledelse af nordamer., fr. og eng. Officerer —
bl. a. Gordon — til at gøre Ende paa Opstanden.
Lidt efter lidt toges alle de vundne Byer og
Landskaber tilbage, og til sidst (19. Juli 1864)
selve Nanking, hvor Tienvang 3 Uger før havde
opbrændt sig tillige med sine Hustruer. Kort
efter blev hans dygtigste Hærfører Tsjunvang
fangen og henrettet, og 1865 var Opstanden
helt undertrykt med blodig Strenghed, efter at
have kostet 2 Mill. Mennesker Livet og hærget
fl. af K.’s frugtbareste Landskaber. Var
Taipingoprøret forløbet normalt paa gl kin. Vis
uden de Fremmedes Indgriben, var
Mantshudynastiet vel allerede da blevet fjernet. Alligevel
svækkede Oprøret i høj Grad
Mantshuaristokratiets Magt til Fordel for de kin. Litterater,
Eksaminernes Mænd. Disse fik mere og mere
Kontrollen med Samfundet og til Dels ogsaa
Regeringen. Den tidligere stærke Centralisation
afløstes af et mere decentraliseret Provinsstyre
med fremragende Kinesere som Guvernører (f.
Eks. Li-hung-tsjang, Tsjang-tsji-tung,
Tseng-kuo-fan o. a.), og den flg. Tids
Udvikling viser, hvorledes denne Magtforskydning
stadig gaar videre i samme Retning.

Midt under Taiping’ernes Opstand indtraf den
anden Krig mellem K. og europ. Magter, denne
Gang England og Frankrig i Forening, og K.’s
Afmagt kom derved klart til Syne. Den skyldtes
for en Del Kinesernes Ringeagt for alle
Udlændinge og deres Ligegyldighed med Hensyn til
trufne Aftaler. I Sommeren 1856 blev først en
Nordamerikaner og siden en fransk Missionær
myrdet, og kort efter opbragtes et kinesisk
Skib under engelsk Flag. Guvernøren i
Kanton, Jeh, der tidligere havde udmærket sig ved
sin Iver og Grusomhed i at undertvinge
Taiping’erne, var opfyldt af Had imod
Europæerne og særlig mod Engelskmændene (»de
rødhaarede Barbarer«) og vilde ikke indlade sig
paa nogen Undskyldning, end sige Oprejsning.
Derfor aabnede de eng. Krigsskibe 27.—28.
Oktober et Bombardement paa Kanton, og kort
efter indtoges Forterne omkr. Byen; men dette
førte ikke til noget, og i Decbr opbrændte
Kineserne største Delen af det europ. Kvarter, samt
gjorde i den flg. Tid fl. a. Angreb paa
Europæerne. Opstanden i Indien hindrede England
i at sende de fornødne Tropper til K., og dets
Flaade maatte derfor nøjes med at blokere
Kanton og ødelægge kin. Skibe. Først i Efteraaret
1857 kom 500 eng. Soldater og desuden en fr.
Flaade med 1000 Mand Landgangstropper; Lord
Elgin og Baron Gros fik af deres Regeringer det
Hverv at lede Foretagendet. 28. Decbr
bombarderedes Kanton paa ny, og 5. Jan. rykkede
Tropperne ind i Byen; Jeh toges til Fange og
sendtes til Indien, hvor han døde 1859. Flaaderne
sejlede derefter til Bugten ved Petshili, lagde
sig 24. Apr. 1858 ved Peiho Flodens Munding
og indtog 20. Maj Taku-Forterne, hvorefter
Adgangen til Peking var aaben. Nu bestemte K.’s
Regering sig til at give efter, og 26. Juni
sluttedes Freden i Tientsin. Herved aabnedes 4 ny
Havne og Floden Jang-tse-kiang for Handelen;
rejsende Europæere tilstodes der Adgang til
hele Riget, og fuld Religionsfrihed indrømmedes
der de Kristne; fremdeles afskaffedes Brugen af
Ordet »Barbarer« som Navn for Udlændinge, og
K. erkendte de tvende Stater som jævnbyrdige
Magter og gav dem Ret til at ansætte virkelige
Sendemænd ved Hoffet i Peking, uden at
paalægge dem det ydmygende Ceremoniel, som
ellers afkrævedes afhængige Landes Sendebud.
Samtidig med Vestmagterne førte ogsaa
Nordamerika og Rusland Underhandlinger i Tientsin
og opnaaede endog 2 Uger før lgn.
Indrømmelser; Rusland fik desuden Amur-Landet afstaaet,
som det siden 1850 lidt efter lidt i den dybeste
Fred havde taget i Besiddelse.

Freden varede dog kun et Aars Tid og var
vistnok nærmest sluttet, for at K. kunde vinde
Tid til at befæste Forterne ved Pei-ho-Floden.
Da England’s, Frankrig’s og Nordamerika’s
Sendemænd i Juni 1859 kom hertil med en eng.
Flaade, for at drage til Peking og faa
Traktaterne formelt stadfæstede, nægtedes der dem
Adgang under Paaskud af, at Vejen til Peking
var nordligere, og da Flaaden gjorde Forsøg
paa at trænge igennem med Magt, sloges den
tilbage af mongolske Soldater. Dette Held
fremkaldte ny Ophidselse i K., og Nordamerikaneren
Ward, der fandt sig i at gaa udenom, førtes til
Peking i et lidet hæderligt Optog, men blev dog
ikke modtagen af Kejseren. Men Glæden varede
ikke længe og efterfulgtes af saa meget dybere
Skuffelse. I Foraaret 1860 kom store Flaader
fra England og Frankrig med
Landgangstropper, 13000 Engelskmænd under Grant og 8000
Franskmænd under Cousin Montauban, medens
Elgin og Gros paa ny havde den diplomatiske
Ledelse. 11. Aug. udskibedes Tropperne ved
Pei-ho-Floden, og 21. Aug. var alle Forterne
indtagne; 8. Septbr rykkede Hærene frem mod
Peking, og efter at have sejret fuldstændig i
to Slag (18.—21. Septbr) stod de 6. Oktbr foran
Hovedstaden, medens Kejser Hienfong var
flygtet til sit Lystslot Djehol hinsides den store Mur.
Sommerpaladset blev i 3 Dage plyndret af de
fr. Soldater og nedbrændt efter Lord Elgin’s
Bud. Nu sluttedes 24. Oktbr en ny Fred, som
dog kun stadfæstede Vilkaarene i den tidligere,
men desuden tilkendte Vestmagterne 90 Mill.
frc. i Krigsomkostninger, deraf 60 Mill. til
England. Kort efter fik Rusland en Overenskomst i
Stand, hvorved Amur-Landet udvidedes og
ligeledes Handelsrettighederne ved Landgrænsen. I
Marts 1861 tog Vestmagternes Sendemænd fast
Bopæl i Peking, og de flg. Aar sluttede K.
Handelspagter med de fleste andre europ. Sømagter,
saaledes 13. Juli 1863 med Danmark. 1862 fik
Portugal Macao formelt afstaaet.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:31 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/13/0899.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free