Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Klinger, Friedrich Maximilian von - Klinger, Max
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Resultater. Han var opfyldt af Rousseau’ske
Ideer, gav disse Udtryk i en Række stærkt
realistiske og filosofisk-reflekterende Romaner, af
hvilke særlig kan nævnes: »Fausts Leben,
Thaten und Höllenfahrt« (1791), »Gesch. Giafars des
Barmeciden« (1792), »Gesch. Raphaels de
Aquilas« (1793) og navnlig »Der Weltmann und der
Dichter« (1798), »Theater« (4 Bd, 1786—87),
»Neues Theater« (2 Bd, 1790), »Sämtliche
Werke« (12 Bd, 1809—15; ny Udg. 1842; Udvalg i
8 Bd, 1778—80). (Litt.: Erdmann, »Über
K.’s draimatische Dichtungen« [1877]; E.
Schmidt, »Lenz und K., zwei Dichter der
Geniezeit« [1878]; M. Rieger, »K. in der
Sturm- und Drangperiode« [1880];
Jacobowski, »K. und Shakespeare« [1891]).
(C. A. N.). C. B-s.
Klinger [’kleŋgər]; Max, tysk Raderer og
Tegner, Maler og Billedhugger, f. 18. Febr 1857
i Plagwitz ved Leipzig, d. 4. Juli 1920. I sin
Lærer Gussow, hvem han fra Karlsruhe fulgte
til Berlin, fandt
han en dygtig
Vejleder, hvis
paagaaende
Realisme dog
ikke passede
for hans
Temperament; den
lille
Kunstnerkoloni, hvis
Liv i et Atelier
i Berlins
Hohenzollernstrasse G.
Brandes har
givet en
morsom Skildring
af (»Ude og
Hjemme«, IV,
Nr. 200: »M.
K.«), en
ungdommelig kunstfanatisk, socialt-revolutionært
anlagt, alt banalt hadende Kunstnergruppe, fik
megen Betydning for hans Udvikling; K. var
dens Stolthed; energisk, faamælt, selvfordybet
udformede han her med stor Selvstændighed
sin stærkt opr. og egne Kunstnerpersonlighed.
Hans. første Møde med Publikum 1878 virkede
højst frapperende paa dette; i de 8
Pennetegninger »Über das Therma Christus«, han da bl.
a. udstillede (købt af Berlins Nationalgaleri),
gav han en snart humoristisk, snart dybt
karakteriserende Fremstilling, der brød med
enhver Vedtægt og sikrede ham en lille fast
Skare Beundrere og en stor Hob Indignerede. Fra
Bryssel, hvortil han snart efter rejste — for
derefter at uddanne sig i Paris, 1883—86, og i
München —, udsendte han Radersuiten
»Rettungen ovidischer Opfer« (15 Bl., 1879), højst
ejendommelige og uventede Fantasier over fl. af
Metamorfoserne med dejlige Landskaber. K.
havde nemlig i Mellemtiden lagt sig efter
Radererkunsten, mest paa egen Haand og stærkt
paavirket af Goya, senere af Stauffer-Bern’s
Teknik; Radernaal, Pen og Kridt blev for lang
Tid hans bedste Udtryksmidler, og suverænt
ligegyldig over for hævdvundne Grænser
benyttede han i sin Kunst blandede Metoder
(Gravstiik, Naal, Akvatinta etc.), tog saaledes ogsaa
den litografiske Sten til Hjælp og valgte mellem
de forsk. Udtryksmaader, alt som de passede
ham som Midler til hans Hovedformaal: at
give sin myldrende rige Fantasi, Skønhedssans
og Tankefylde Luft. Foruden Vignetter,
Ex-libris og Enkeltblade har K. saaledes skabt bl. a.
flg. Cyklus’er af Raderinger: »Eva og
Fremtiden« (6 Bl., 1880), »Intermezzi« (12 Bl., 1880),
den skønne »Amor eg Psyche« (46 Bl., 1880),
den barokt fantasirige »Parafrase over en
en Handske« (10 Bl., 1880), de gribende
»Dramaer« (10 Bl., Situationer fra Berlinerlivets
Vrangside, 1881—83), »Et Levned« (20 Bl.,
1881—84), der kaster skarpe Lys over det moderne
seksuelle Problem; 1. Udg. tilegnet G. Brandes;
»Kærlighed« (10 Bl., 1879—87); »Vom Tode« (i
fl. Afdelinger, 1881 ff., sluttende med Opus XII,
1911), og den mægtig brusende
»Brahms-Fantasi« (1891—94; 41 Bl.); endelig »Epithalamia«
(Bryllupssange, 15 Pennetegninger i
Heliogravure, 1907) og Radercyklus’en »Das Zelt«
(46 Bl., 1915). Foruden som Malerraderer har
K. ogsaa udmærket sig ved fl. reproduktive
Raderinger efter Böcklin. Hans lille 1891
udkomne Skrift »Malerei u. Zeichnung« (2. Opl.,
1895) belyser meget interessant K.’s egen Kunst
og det Værd, han tillægger »Griffelkunsten«
som selvstændigt Udtryksmiddel ved Siden af
Maleriet. — Dette sidste, i hvilket han
debuterede 1878 med »Spaziergänger«, lagde han i
den senere Tid sig vel atter stærkt efter, med
Held, med sædvanlig udpræget
Ejendommelighed, men med stærk Eksperimenteren — og
Famlen — med den maleriske Teknik; han har
saaledes malet »Deputation«, »Paris’ Dom«
(1885—87, hans koloristisk skønneste Billede,
Wiens mod. Gall.), »L’heure bleue« (1890,
Leipzigs Mus.), »Korsfæstelsen« (købt 1899 af
Kestner-Mus. i Hannover), »Pieta« (1890, Dresdens
Mus.) og »Kristus i Olymp« (1897, Wiens mod.
Gal.), det kolossale Vægmaleri i Leipzigs Univ.:
»Allegori over gr. Aand« (1909), Udsmykning af
Leipzig-Mus.’s Forhal m. v. Syslen med
polykrom (og polylit) Skulptur optog ham nu ogsaa
stærkt; hans første Forsøg i
Billedhuggerkunsten var en Beethoven-Figur (1886); fra 1898
arbejdede han igen paa samme Emne og
afsluttede 1902 sit skulpturelle Hovedværk med
den polylite Statue af Beethoven. Endvidere
»Salome« (Leipzig-Mus.), »Kassandra«
(Leipzig-Mus. 1895), »Badende Pige« (Leipzig-Mus. 1899),
den skønne Marmorherme: »Amfitrite« (1899,
Berlins Nationalgal.), Brahms-Monumentet i
Hamburg (1907, i Laeisz-Halle),
Wagner-Monumentet i Leipzig, »Diana« i Marmor,
Bronzestatue af en Atlet, karakterfulde Buster af
Wundt, Wagner,, G. Brandes m. v. (Ny
Carlsberg Glyptotek ejer Marmorstatuen »Diana«
[1906], Buste i Gips af Fr. Liszt). — K., der
1889—93 opholdt sig i Rom, var siden især
knyttet til Leipzig. Han afslog Professorhvervet, men
modtog 1897 Professortitlen. — K. er en af det
nyere Tysklands betydeligste og ejendommeligste
Kunstnere; skønt hans Uddannelse og litterære
Smag peger mod Frankrig, er han dog med sin
Fantasirigdom, sit dybe og tunge filos.
 |
| M. Klinger. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
