- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIV: Kirkeskov—Kvadratrix /
479

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kontraoktav - Kontraordre - Kontrapart - Kontraposto - Kontrapunkt - Kontrareformation - Kontraremonstranter - Kontrasignatur

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Kontraoktav, Tonerne fra Kontra-C til
Kontra-H, se A og enstrøget.

Kontraordre, Tilbagekaldelse af en given
Ordre.

Kontrapart, Modpart.

Kontraposto (ital.) betegner i den nyere
Kunstlitteratur en modsat Bevægelse af korsvis
korresponderende Legemsdele, altsaa højre Arm
og venstre Ben frem, venstre Arm og højre
Ben tilbage ell. omvendt; en Stilling af
Kroppen, saaledes, at den hviler paa det ene Ben,
medens det andet tjener Balancen, og deraf
følgende Forskydning af det øvrige Legeme
(fremskudt Hofte etc.). Denne Bevægelse
optræder udpræget i 16. Aarh.’s ital. Kunst og
anvendes med Forkærlighed bl. a. af Michelangelo —
Kentaurrelieffet Amor i Kensington Mus.,
Natten, den erytræiske Sibylle, adskillige Figurer
i »Dommedag« o. s. v. I gr. Kunst var K. et
tidlig optrædende Fænomen.
H. A. K.

Kontrapunkt (lat. punctus cóntra punctum,
»Punkt ɔ: Node mod Node«), den musikalske
Kompositionsform, der bestaar i til en opr.,
given ell. frit opfundet Melodi (cantus firmus)
at sætte een ell. fl. melodisk jævnbyrdige
Stemmer, der da ogsaa kaldes den førstes K.
Kompositionens harmoniske Bygning bliver derved
ligesom et Resultat af de forsk. Stemmers
tilfældige, men dog ved Melodiernes Bygning
betingede Sammentræf, saaledes at Stemmernes
melodiske Form er det opr., Harmonien det
afledede; i en senere Tids Sættemaade, hvor
Opfattelsen af Toner og Intervaller er
undergaaet væsentlige Forandringer, er det den
harmoniske Enhed, der væsentlig betinger
Stemmernes Bevægelse. Og medens hver enkelt
Stemme ved den kontrapunktiske Udarbejdelse, den
Polyfone Sættemaade, har sin egen
selvstændige melodiske Form, optræder ved en
senere Tids homofone Skrivemaade en
enkelt Stemme som melodiførende, medens de
andre udfylder Harmonien, sætter
Akkompagnementet dertil, hvilket ikke udelukker, at man
i moderne Arbejder i homofon Stil paa sine
Steder anvender den polyfone, kontrapunktiske
Sættemaade. Den vigtigste Form af K. er den
dobbelte K., der i Modsætning til enkelt
K., hvor Stemmerne altid beholder samme
Stilling i Forhold til hinanden, karakteriseres
derved, at de to Stemmer, uden at forstyrre
Velklangen ell. støde an mod de for K. gældende
Love og Regler, kan ombyttes saaledes, at den
øverste bliver underst og omvendt. Staar flere
Stemmer over for hinanden, saaledes at de
indbyrdes kan ombyttes, taler man om tre-, fire-,
femdobbelt o. s. v. K. En anden Inddeling af
K. afhænger af, hvorvidt Noderne i de enkelte
Stemmer har samme ell. forsk. Værdi; man har
saaledes Node mod Node, to ell. fire Noder
mod een, synkoperet K. o. s. v. De ældste
Regler for K., der i Beg. kaldtes Discantus
Benævnelsen K. som Betegnelse for flerstemmig
Sættelse opstaar først i 14. Aarh. —, findes
allerede hos Franco af Köln (12. Aarh.) og Jean
de Muris; med Nederlænderen Dufay antager
K. mere kunstfærdige Former, der yderligere
udvikles af lærde Kontrapunktikere som
Okeghem, Josquin de Prés, Willaëit o. fl. og
efterhaanden udartede til spidsfindigt Kunstleri,
indtil Palestrina og hans Samtidige paa ny
fylder de stivnede Former med levende Indhold.
Med Operaens Fremkomst (omtr. 1600) vandt
Homofonien Overtaget i den verdslige Musik,
medens K. væsentlig fandt sin Plads i
Kirkemusikken, hvor den i 17. og 18. Aarh. naaede
sin højeste Udvikling i Fugaen, særlig hos Seb.
Bach. Og i det moderne Musikstudium danner
K. et meget væsentligt Led af
Kompositionslæren. Af Forf., der har behandlet K.’s Teori,
er de mest kendte af ældre Fux, Marpurg,
Kirnberger, Cherubini, Albrechtsberger, af
nyere Kellermann, Richter, Dehn, Tiersch,
Riemann o. fl. Se Fuga, Kanon, Imitation.
S. L.

Kontrareformation, se
Modreformation.

Kontraremonstranter kaldtes under den
arminianske Strid i Nederlandene den
ortodoks-reformerte Læres Tilhængere, fordi de i
en »Kontraremonstrans« protesterede mod den
af Arminianerne opstillede Remonstrans.
(J. P. B.). A. Th. J.

Kontrasignatur (»Med- eller
Modunderskrift«). Allerede fra gl Tid var det Skik, at
Kongens (Fyrstens) i skriftlig Form affattede
Beslutning foruden af Kongen selv
medunderskreves af en af hans Embedsmænd. De gl.
danske og norske Kongers Breve
medunderskreves saaledes af den af Kongens
Sekretærer (Skrivere), oftest kaldede Klærker eller
Notarer, der udfærdigede Kongebrevene,
foruden at Seglet oftest paatryktes af Kongens
Kansler, men da Kongen selv var ansvarlig for
sin Beslutning over for Folket og
Stormændene, var K. alene til Vitterlighed, og Kongens
Embedsmænd ifaldt kun Ansvar — over for
Kongen — for Skrivelsens Overensstemmelse
med Kongens Beslutning. Under Enevælden
paraferedes Kongens Befalinger ogsaa
regelmæssigt af en af hans Ministre ell. Sekretærer,
hvilket ogsaa her havde Betydning for Bevisets
Skyld, men da Kongen var enevældig og
derfor ikke bundet til nogen Form, var Kongens
Beslutning gyldig ogsaa uden nogen K., og den
paraferende Embedsmand ifaldt kun Ansvar
over for Kongen selv og kun for Skrivelsens
Overensstemmelse med Kongens Beslutning.

Under fri ell. konstitutionelle Forfatninger,
hvor Statsoverhovedet selv er uansvarlig, men
Ministrene til Gengæld ansvarlige for
Regeringens Førelse, er K. af en Minister derimod en
forfatningsmæssig nødvendig Form, uden
hvilken ingen Regeringsbeslutning, af
Statsoverhovedet bliver retsgyldig, og samtidig ifalder
den paraferende Minister ved den blotte
Medunderskrift Ansvar, for selve Beslutningen, og
det ikke — ell. ikke blot — over for Kongen,
men over for Folkerepræsentationen
(Parlamentet). Saaledes hedder det i den belg. Forf.
af 1831, Art. 64: »Ingen kgl. Udfærdigelse kan
have Virkning, medmindre den er
medunderskrevet af en Minister, som allerede derved
paadrager sig Ansvaret derfor«. Det samme
udtrykkes i den danske Grundlovs § 13 paa mere
skruet og mindre tydelig Maade saaledes:
»Kongens Underskrift under de Lovgivningen og

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:34 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/14/0505.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free