Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kristologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at der mellem de to Naturer kun finder en
Sammenknytning Sted, idet det guddommelige
Væsen tænkes at bo i Mennesket Jesus. Denne
Anskuelse blev imidlertid dømt paa
Kirkemødet i Efesos 431. Tilbage ligger da den
anden Vej; den følges af de alexandrinske
Teologer, som lærer, at efter Inkarnationen har
Kristus kun een kødbleven Natur. Denne
Anskuelse, hvis mest udprægede Repræsentant er
Eutyches, sejrede først, til Dels med
Anvendelse af Vold, paa en Synode i Efesos 449
(Røversynoden), men den blev senere
tilbagevist paa den afgørende Kirkeforsamling i
Kalchedon 451. Her er den sidste Afgørelse givet
i det Symbol, som vedtoges paa Grundlag af
et Brev fra den rom. Biskop Leo. Der bekendes
i dette Troen paa den ene og samme Kristus,
der er fuldkommen, baade efter sin
guddommelige og menneskelige Natur, saaledes at
disse er at tænke som usammenblandede,
uforandrede, udelte og uadskilte. Paa hvilken
Maade den positive Gennemførelse skal tænkes, er
ikke nærmere angivet; kun Rammen er lagt,
inden for hvis Grænser Udviklingen i den flg.
Tid maa holde sig. Man har i Tro paa de
opstillede Princippers Rigtighed hver for sig ment,
at med den negative Afgrænsning vilde ogsaa
den positive Udformning komme til af sig selv.
Denne Forventning har ikke bekræftet sig.
Den flg. Udvikling viser ikke en rolig
Fremskriden, bestemt ved en stigende Forening af
de to Principper, Personens Enhed og
Naturernes Forskellighed. Tværtimod træffer vi en
usikker Svingen, snart til den ene, snart til
den anden Side. Det var den alexandrinske
Retning, som ved den trufne Afgørelse maatte
føle sig mest tilsidesat. Den udskiller sig da i
sin ekstreme Form under Navn af
Monofysitisme. Men ogsaa inden for Kirken kommer
endnu den samme Retning frem i den
monoteletiske Anskuelse, som lærer, at Kristus til
Trods for sine to Naturer dog kun har een
Villie. Efter en Del Vaklen blev dog ogsaa
denne Anskuelse afvist paa Kirkemødet i
Konstantinopel 680, hvor det hævdes, at Kristus har
baade en guddommelig og en menneskelig
Villie, som dog aldrig kan komme i Strid med
hinanden. Hermed er den store Læreudvikling
væsentlig afsluttet. Som et Efterspil føres der
i Middelalderen den adoptianske Strid, som
foranlediges ved, at et Par vesterlandske
Teologer lærte, at Kristus efter sin menneskelige
Natur kun kunde være Guds Søn ved
Adoption. De fordømtes af Kirkemødet i Frankfurt
794. Det er den dualistiske Betragtning, som
her afvises. Følgen heraf er, at den modsatte
Betragtning forstærkes, for hvilken Kristi
Menneskeliv ikke faar nogen selvstændig Bet. Man
føler sig da hendragen til Helgener, der som
sande og fuldkomne Mennesker yder den
religiøse Trang den Tilfredsstillelse, som den
ikke kan finde i den abstrakt-guddommelige,
kun skinmenneskelige Kristus.
Ved Reformationen kommer ganske vist
Kristi Person atter til at træde i Forgrunden for
den kristne Bevidsthed; men i
Læreudviklingen mærkes det ikke synderlig. Det ny, som
den lutherske Teologi her har føjet til, er af
ganske skolastisk Art. Man har, særlig af
Hensyn til Nadverlæren, fremhævet Kristi
Menneskenaturs Delagtighed i de guddommelige
Egenskaber. Nogle Teologer (den schwabiske
Skole) har ment, at Jesus ogsaa som
Menneske har været i en stadig, aktuel Besiddelse af
Almagt, Alvidenhed og Allestedsnærværelse;
den er dog fremtraadt paa skjult Maade.
Andre (den sachsiske Skole) har indskrænket sig
til at hævde, at Jesus som Menneske kun har
haft en hypotetisk Brug af disse Egenskaber;
han har vel altid kunnet udøve dem, men ikke
altid villet. Den sidste Anskuelse er nærmest
blevet den sejrende i den ortodokse
Dogmatik. Til den ældre Kirkelære føjer man nu et
nyt Led, Læren om Egenskabernes Meddelelse
(communicatio idiomatum). Det gøres
imidlertid gældende, at medens den guddommelige
Natur vel overfører sine Egenskaber fuldt til
den menneskelige, saa er det omvendte ikke
Tilfældet, da den guddommelige Natur er
uforanderlig og saaledes ingen Tilvækst kan faa.
At Vanskelighederne i det gl. Dogme ikke
er formindskede, men snarere forhøjede ved
den lutherske Dogmatiks Behandling, er let
nok at se. De blev hensynsløst afdækkede af
Rationalismen, for hvem Jesus kun er en blot
Morallærer og et dydigt Menneske uden noget
overnaturligt ved sig. Først i den nyere Tid
har man forsøgt en positiv Videreførelse af
det gl. Dogme. Det er i den saakaldte nyere
Kenoselære, som først 1845 er begrundet af
den tyske Teolog Thomasius. Man tænker sig
her, at Kristi guddommelige Natur under hans
Jordeliv er gaaet ind under en Begrænsning
(κενωσις = Udtømmelse), enten delvis eller
total. Det er saaledes en ret betydelig
Afvigelse fra den gl. Læreform, man har foretaget,
idet det guddommelige ikke længere
opretholdes som det uforanderlige, rent absolutte.
Alligevel kommer man ikke ud over
Vanskelighederne, thi enten bliver der ikke gjort Alvor
af Begrænsningen, og da bliver Gaaden uløst,
eller ogsaa maa man statuere en Forvandling
af det guddommelige for en kort Tid, og
dermed opstilles der en ny Gaade. Til denne
teol. Retning hører bl. a. den fr. Teolog F.
Godet og i Danmark P. Madsen.
Et al Kirkelæren uafhængigt, men dog
ganske positivt Udgangspunkt for Bestemmelsen
af Kristi Person er givet af Schleiermacher.
Den Bestyrkelse af Gudsbevidstheden, som
vindes i Kirken, viser tilbage til et hist.
Begyndelsespunkt i Jesus af Nazareth. I ham har
da Bevidstheden om Gud været til Stede paa
fuldkommen kraftig Maade, saa at der her
kan tales om en virkelig Nærværelse af Gud.
Han er det syndfri Menneske, hele Slægtens
Urbillede, som her har faaet hist. Virkelighed.
Han er Højdepunktet af Menneskeslægten, og
med det samme et umiddelbart Produkt af
Guds skabende Virken. Om ydre overnaturlige
Kendsgerninger som Undfangelse, Himmelfart
o. s. v. behøver der dog ikke at være Tale.
Med denne Grundopfattelse er de Tanker
udtalte, som i særlig Grad har vist sig som
grundlæggende for hele den nyere Teologi.
Gennem psykologisk Analyse at forstaa Kristi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
