Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Krølhaarslav - Krøllerne - Krølskur - Krønike - Krønike, Niels Svendsen - Krønikernes Bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Krølhaarslav (Cornicularia [Schreb.]), Slægt
af Skivelaver med busket Løv, der er stærkt
grenet og opret ell. hængende; Grenene, som
ofte filtres ind mellem hverandre, er trinde
og hule. Frugternes Rand er dannet af Løvet.
Tornet K. (C. aculeata [Schreb.] E. Fries)
har stift og opret Løv med fine Spidser; den
er brun og glansfuld, i fugtig Tilstand noget
grønlig. Meget alm. paa Heder, i Klitegne o. a.
St., ofte i ret store Tuer. Mankelav (C.
jubata [L.]) har blødt og hængende Løv med
meget fine og traadformede Grene; af Farve
er den mørk olivengrøn. Den vokser hist og
her i Skove, paa gl. Træstammer, undertiden
paa Stene; almindeligst paa Bornholm og i
Jylland.
A. M.
Krøllerne (norsk Kruset, Isel)
benævner man i daglig Tale Torskens hanlige
Kønsorganer (Testiklerne), da deres fri Rand er
lagt i mangfoldige uregelmæssige Folder ell.
ligesom kruset.
Ad. J.
Krølskur betegner den for norske
Billedskærere særegne Afart af Barokstilens tunge
Akantusornamentik paa Ludvig XIV’s og
Christian V’s Tid. K., hvori man kan spore
Eftervirkning af rom. Stil, dyrkedes især i
Gudbrandsdalen og holdt sig paa Bygderne langt
ind i 18. Aarh.
C. A. J.
Krønike (gr.) bet. egl. Tidsbog og betegner
en hist. Fremstilling, hvori Tildragelserne
fortælles simpelt hen efter Tidsfølgen uden Forsøg
paa at vise deres indre Sammenhæng ell. hele
Udviklingen. K. er saaledes i nært Slægtskab
med Annalerne, hvori Tildragelserne
fremstilles Aar for Aar, og en Aarbog, hvis
Fremstilling af Begivenhederne er fyldig og bred, vil
man oftest kalde en K.; som Regel træder dog
i K. Aarene tilbage, og i Stedet ordnes
Fortællingerne efter de paa hinanden følgende
Konger e. l. K. findes fra alle Tidsaldre, men i
sig selv hører denne Form hjemme paa et
naivt Udviklingstrin af Historieskrivningen og
var derfor især herskende i Middelalderen.
Bedst passer Formen, hvor der er Tale om at
gengive en rig Skat af folkelig Overlevering, og
Sakse’s Danmarkskrønike staar her maaske
højere end noget andet Middelaldersværk.
Forud for ham gaar i Danmark nogle mindre
Krønikearbejder, især af Sven Aggesøn; efter
ham maatte man længe nøjes med tørre
Aarbøger, indtil man henimod Middelalderens
Slutning atter optog Krønikeformen, først i den
danske Rimkrønike. Fra Middelalderens sidste
Aarh. har Sverige derimod en rig
Krønikelitteratur; en Række Rimkrøniker giver
tilsammen en Fremstilling paa Folkesproget af hele
Sveriges Historie, og paa Latin skrev Ericus
Olai en Sverigeskrønike, der i
Reformationstiden fandt talrige Efterlignere.
Kr. E.
Krønike (Chronich), Niels
Svendsen, dansk Præst, f. c. 1610 i Kolding, d. i
Amsterdam i Slutn. af 17. Aarh. K. blev Student
1628 fra Kolding, tog teol. Embedseksamen i
Kbhvn og rejste derefter til Udlandet, hvor
han kom i Forbindelse med den
Fromhedsretning, der var paavirket af Jacob Böhme, og
som senere udmundede i Pietismen, en
Retning, som saa paa Statskirken som et Babel og
paa Præsterne og Teologerne som Babelstjenere.
1636 blev K. Rektor i Kolding, 1640 blev han
Lektor i Teologi ved Gymnasiet i Kria, og
omtr. samtidig ægtede han en Datter af den
afdøde Biskop Jens Dinesen Jersin; hun var
et dybt religiøst Gemyt og nøje fortrolig med
Opbyggelsesskrifterne. K. kunde ikke længere
tie med, hvad der gærede i ham; han lagde sig
ud med Kria’s Præster, som han kaldte Satans
Apostle og antikristelige Lærere, og samlede om
sig en Kreds af Ligesindede, ud fra hvilke han
mente, at Kirken skulde fornyes. Norges
Statholder, Hannibal Sehested, holdt sin Haand
over K.; men da Gregers Krabbe 1651 blev
Statholder, og K. s. A. udgav »Troens Erindring og
Prøvelse«, hvori han skildrede Statskirken som
»den store Erzhore«, blev der indledet en
Undersøgelse mod ham. K. blev afsat fra sit
Embede med Pension. Han slog sig ned paa
Christianshavn, hvor han samlede en Kreds af
teologiske Studenter om sig, og besjælede af
samme Iver som deres Mester tog de sig for at
irettesætte og formane Kbhvn’s Præster. 1655
blev K.’s Forhold atter undersøgt, han blev
funden i Uoverensstemmelse med den
augs-burgske Bekendelse og sat i Fængsl paa
Dragsholm, hvor han sad i tre Aar, indtil
Svenskerne lod ham løs. Med Hustru og Børn rejste
han til Holland, hvor han i Amsterdam fik
Tilhold hos de mähriske Brødres Biskop, den
store Pædagog Amos Comenius. Her traf han
Frederik Brekling, og i den dansk-norske
Menighed, som samlede sig om Chr. Abel, saa han
nogle af sine Idealer virkeliggjorte. For øvrigt
vides intet om hans senere Skæbne. (Litt.:
Caspari, »Theol. Tidssk.« I og II;
»Kirkehist. Saml.« 3. Rk. III og IV).
L. M.
Krønikernes Bøger hører til
»Helligskrifterne«, den sidste Del af den
gammeltestamentlige Kanon. De var opr. forbundne med
Ezra’s og Nehemia’s Skr. K. begynder med en
Rk. Genealogier fra Adam til den eftereksilske
Tid (1. Krøn. 1—9); derpaa følger David’s og
Salomo’s samt de judæiske Kongers Historie
indtil Eksilets Slutning. Som Kilder citeres
»Bogen om Israels Konger« og »Bogen om
Juda Konger« samt en Del Profethistorier.
Forf.’s Arbejde har rimeligvis blot bestaaet i
en Sammendragning af disses Indhold. K.
indeholder væsentlig det samme Stof som
Samuels- og Kongebøgerne, med hvilke lange
Stykker stemmer ordret overens, men det
fremtræder i ejendommelig Belysning. K., der
er affattet c. 300 f. Kr., er behersket af
det jerusalemske Præsteskabs Synspunkter,
stærkt beslægtet med Mosebøgernes
Præsteskrift og med Ezeqiel. Den kultiske Interesse
staar helt i Forgrunden; derfor er Nordriget,
hvis Kultus ikke anerkendes, helt udeladt. Med
Ezeqiel deler K. Dogmet om den individuelle
Gengældelse, og de omdanner uden Betænkning
Stoffet, hvor de overleverede Kendsgerninger
ikke harmonerer med Dogmet; Manasse, der
skildres som en ryggesløs Despot, men som
dog levede et langt Liv, oplever saaledes iflg.
K. en Omvendelse. Overhovedet er der i K.
en Tendens, der skiller den fra de gl.
Fortællinger, men minder om de senere jød. Midrasher.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
