Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kuhlau, Daniel Friedrich Rudolph - Kuhn, Ernst W. Adalbert - Kuhn, Franz Felix Adalbert - Kuhn, Franz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ligger saa udmærket for Instrumentet. For
K.’s ualmindelig praktiske Haandelag er dette
meget betegnende, thi han selv var ikke
Flautist af Faget, men kendte kun de almindeligste
Greb. Fremdeles maa mærkes hans smukke,
poetiske Mandskvartetter. Betydeligere
Opgaver stillede han sig i sin Kammermusik, der
endnu har Interesse — 3 Kvartetter med
Klaver og 1 Strygekvartet — samt i sine
dramatiske Arbejder. 1814 begyndte han Rækken med
»Røverborgen«, derefter kom »Trylleharpen«
(1817), »Elisa« (1820), »Lulu« (1824), »Hugo og
Adelheid« (1827), »Trillingbrødrene fra
Damask« (1830), samt Musikken til Skuespillet
»William Shakespeare« (1827) og fremfor alt
Musikken til »Elverhøj« med den pragtfulde
monumentale Ouverture (1828). Dertil kommer
den dramatiske Scene »Eurydice« samt
Musikken til Oehlenschläger’s »Aladdin« (1839),
hvortil der blev brugt Musik af K.’s tidligere
Værker.
Fremmed kom K. til Danmark, blev dog
hurtig hjemme her. National »dansk« i samme
Grad som Weyse blev K. vel aldrig. Men han
fik den store Bet. for dansk Musik, at han
under vore dengang ret indeklemte og
gammeldags Forhold blev Budbringer for alt det ny
i Verden uden for vore Grænser. Dette nye gaar
igen i hans Musik, den store Operastil i hans
»Lulu«, den glansfulde Orkesterstil i hans
fængende Ouverturer, Romantikken i hans
»Røverborgen«, og dette endog fl. Aar førend
denne ny Retning helt udfoldede sig i
Tyskland med Weber’s »Freischütz«! — Er K. helt
paa Højde med sig selv, staar han som en
interessant og indtagende Kunstner, hvis Værker
i høj Grad er prægede af Fantasi og Kolorit
og tillige af hans frodige og ejendommelige
Personlighed og altid baarne af en maalsikker
Teknik. I Udlandet, der nu kun kender K. fra
hans klaverpædagogiske Arbejder og
Fløjtekompositionerne, er han ikke nær nok værdsat
efter sin virkelige Fortjeneste. I Danmark,
hans Adoptivfædreland, har man dog endnu
heldigvis bedre Syn for ham. Naar af og til
hans større Værker atter tages frem, er det
mærkeligt, hvor frisk og umiddelbart de endnu
bestandigt virker. (Litt.: Carl Thrane,
»Danske Komponister« [Kbhvn 1875]; »Fr.
Kuhlau zur 100-jährigen Wiederkehr seines
Geburtstages« [1886]; »Fra Hofviolonernes Tid«
[Kbhvn 1908]).
Af den K.’ske Slægt i Danmark mærkes
ellers: K.’s Farbroder Johann Daniel
K., der 1784 fik Indfødsret i Danmark som
Organist ved Budolphi Kirke i Aalborg,
senere Stadsmusikant, d. smst. 1811. Han var
gift med Marie Elisabeth Sørensdatter Kierulf.
Deres Søn Søren Kierulf K. (1799—1864)
var Violoncellist (Elev af Peder Schall) og kgl.
Kapelmusikus 1820—64. — K.’s Brodersøn
Frederik K., f. i Kalkutta, opdraget af K. i
Kbhvn, Violoncellist, d. 1878 i Kbhvn.
A. H.
Kuhn [ku.n], Ernst W. Adalbert, tysk
Orientalist, nedenn.’s Søn, f. i Berlin 7. Febr
1846, d. i München 21. Aug. 1920, studerede
i Berlin og Tübingen, docerede fra 1871 i
Halle og Leipzig, blev 1875 Professor i
Heidelberg i Sanskrit og sammenlignende
Sprogvidenskab, 1877 Professor i Sanskrit i
München. Han har skrevet vigtige Arbejder om
Pali (»Beiträge zur Pāli-grammatik«, 1875),
om Singhalesisk (»Über den ältesten
arischen Bestandtheil des singhal. Wortschatzes«,
1879), om de østasiatiske Sprog (»Über
Herkunft und Sprache der transgangetischen
Völker«, 1883, »Beiträge zur Sprachenkunde
Hinterindiens«, 1889) o. a. Efter Faderens Død overtog
han sammen med J. Schmidt Redaktionen af
»Zeitschr. f. vergleich. Sprachforsch.«.
Endvidere har han udgivet »Wissenschaftl.
Jahresberichte über die morgenland. Studien« (1879
ff.), »Litteraturblatt für oriental. Philologie«,
sammen med J. Klatt (4 Bd, 1883—88),
»Orientalist Bibliographie« (fra 6. Bd, 1893 ff.).
Ogsaa til Orientens Kulturhistorie har han
leveret vigtige Bidrag.
Vilh. Th.
Kuhn [ku.n], Franz Felix Adalbert,
tysk Sprog- og Myteforsker, f. 19. Novbr 1812
i Königsberg i Neumark, d. 5. Maj 1881. Han
studerede 1833—37 i Berlin, blev 1841 Lærer
ved »Köllnisches Gymnasium« smst., 1856 Prof.,
1870 Rektor for samme. 1881 tog han sin
Afsked og døde faa Uger efter. Ved Siden af sin
Skolevirksomhed syslede han med stor Iver
med sammenlignende og ind. Sprogvidenskab,
især i dens Anvendelse paa Kulturhistorien.
1850 grundlagde han (sammen med Th.
Aufrecht) det vigtige, endnu bestaaende »Zeitschr.
für vergleichende Sprachforschung«. Dertil
sluttede sig »Beiträge zur vergl. Sprachf. auf
dem Gebiete d. arischen, celtischen und
slawischen Sprachen«, udg. af K. og (indtil hans
Død 1869) A. Schleicher (8 Bd, 1856—76). I
»Znr ältesten Geschichte der indogerman.
Völker« (1845, udvidet i Weber’s »Indische
Studien«, I, 1850) søger han ud fra
Sprogsammenligningen at give et Billede af vor Æts opr.
Kulturtilstande. »Die Herabkunft des Feuers u.
des Göttertranks« (1859, paa ny i »Mythol.
Studien von A. K.«, I, 1887) har en Tid været
grundlæggende for den sammenlignende
Mytologi, som dog i sin senere Udvikling har
fjernet sig ganske fra K.’s Metode. Bidrag til tysk
Sagnforskning har han givet i »Märkische
Sagen und Märchen« (1843). »Norddeutsche
Sagen, Märchen und Gebräuche« (1848), »Sagen,
Gebräuche und Märchen aus Westfalen« (2 Bd,
1859).
Vilh. Th.
Kuhn [ku.n], Franz, Friherre, østerrigsk
Felttøjmester, f. 15. Juli 1817, d. 25. Maj 1896,
traadte 1837 ind i Hæren som Løjtnant,
forsattes allerede 1839 til Generalstaben og deltog
som Kaptajn og Major med Udmærkelse i
Kampene i Italien 1848—49. 1856 blev han Lærer
i Strategi ved Krigsskolen og kom 1859 som
Oberst og Stabschef ved 2. Armé til Italien,
blev 1862 Generalmajor og var under Krigen
1866 Kommandant i Tyrol, hvor han sejrrigt
bekæmpede Garibaldi. Efter Fredsslutningen
udnævntes han til Feltmarskalløjtnant og blev
Jan. 1868 Krigsminister, i hvilken Stilling han
indlagde sig store Fortjenester af Hærens
Reorganisation. 1873 forfremmedes han til
Felttøjmester og fratraadte det flg. Aar Posten som
Minister. 1882 kom han i Spidsen for 3.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
