Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lafontaine, Henri - La Fontaine, Jean de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lafontaine [lafå’tæn], Henri, belg. Jurist
og Fredspropagandist, f. 22. Apr. 1854 i
Bryssel, hvor han er Advokat ved Appelretten, Prof.
i international Ret siden 1893, Senator siden
1895 og Direktør for det internationale
bibliografiske Institut; siden 1904 er han Medlem af
Bryssels Byraad, hvis social-radikale Parti han
tilhører. Fra 1889, da han blev Sekretær for
Société belge de l’arbitrage et de la Paix, har
han udfoldet en initiativrig og frugtbar
Virksomhed til Fremme af den internationale
Fredsbevægelse, navnlig paa de senere Aars
interparlamentariske Fredskonferencer, for
Bevægelsens praktiske Organisation og folkeretslige
Udformning. I det belg. Senat har han fl. Gange
optraadt som Talsmand for international
Afrustning og Voldgiftsaftalernes
Almindeliggørelse. 1894 organiserede han den 4.
Verdensfredskongres i Antwerpen. Ved Frederik Bajer’s
Fratræden som Præsident for Verdensfredsbureauet
i Bern valgtes ved Aarsmødet i München Septbr
1907 L. som hans Efterfølger. L., der 1913 fik
Nobel’s Fredspris, har foruden nogle jur.
Værker og talrige Tidsskriftartikler skrevet
Manuel des lois de la paix; code de l’arbitrage
internationale (1894), Pasicrisie internationale,
histoire documentaire des arbitrages
internationales (1902), Bibliographie de la Paix et de
l’Arbitrage (1904).
(K. V. H.). Sv. N.
La Fontaine [la-få’tæn], Jean de,
Frankrigs berømteste Fabeldigter, f. 8. Juli 1621 i
Château-Thierry i Champagne, d. 13. Apr. 1695 i
Paris. Som Søn af en Forstembedsmand
voksede han
forsømt op ude
paa Landet,
lad og
skulkesyg, fik kun
nødtørftig
Skolelærdom,
forsøgte en
kort Tid at
studere
Teologi, men opgav
det og valgte
Faderens
Gerning for at
kunne drive
og sværme i
ubunden
Natur. Han
levede nu et
lystigt og stærkt
erotisk Liv,
men fik samtidig Tid til at dyrke Studiet af de
fr. Klassikere (Villon, Babelais, Marot), ogsaa
nyere Skribenter som Voiture og Malherbe,
endvidere ital. Digtere og Oldtidsforfatterne, bl.
hvilke særlig Horats tiltalte ham. Hans første
Værk var en Oversættelse af Terents’ Komedie
Eunuchus (1654). For at sætte en Stopper for
hans uregelmæssige Liv giftede Faderen ham
1657 med en ganske ung Pige og lod ham
overtage sit Forstembede. Men L. lod dette skøtte
sig selv; letsindig og sorgløs, upraktisk og
vagabonderende lod han Fiolen sørge. Et galant
Eventyr med en Abbedisse skilte ham fra hans
unge Hustru. L. gav alting op og rejste til
Paris for der at føre den samme genialt uskyldige
Galgentilværelse, svingende mellem Knejpen og
den fornemme Salon. Hans uforstyrrelige
Sindsligevægt og naive Hjertensgodmodighed vandt
ham talrige Venner og Beskyttere, bl. a.
Finansministeren Foucquet, for hvem han 1658
forfattede en poetisk Fortælling Adonis. Ved
Foucquet’s Fald mistede han sit Udkomme og
maatte igen søge til sin Hjemstavn, hvor han
stiftede Bekendtskab med den unge Hertuginde
af Bouillon. Paa hendes Slot blev han en
daglig Gæst, og for hende skrev han sine frivole,
men sprudlende friske og livlige Contes et
nouvelles, der i Aarenes Løb forøgedes til 5 Bd
(1665—85), en Hovedkilde for Datidens slibrige
Behov. Enkehertuginden af Orléans udnævnte
ham 1664 til sin Kammerjunker; af andre
Beskytterinder vandt han ogsaa Mazarin’s Niece,
Marie Mancini, Henriette af England, Mme. de
la Sablière; ogsaa Hertugerne af Vendôme og
Bourgogne, Prinserne af Condé og Conti viste
ham Bevaagenhed; derimod holdt han sig fjernt
fra Hoffet i Versailles, da Ludvig XIV aldrig
ret kunde forsone sig med hans skødesløse
Væsen og Poesi. Til Gengæld vandt han svorne
Venner bl. Aandens Fyrster: Molière, Racine
og Boileau, som elskede denne bonhomme ude
fra Naturens Verden, der djærvt turde spille
al Etikettetvang paa Næsen og leve som en af
den tidlige Renaissancelitteraturs fri Fugle. I
Beg. af sin Roman Les amours de Psyché har
han skildret denne Vennekreds. 1668
offentliggjorde han de første 6 Bøger Fables, der har
grundlagt hans Verdensry, fortsat 1678—79 med
5 Bøger og 1694 med en sidste og 12. Bog.
Desuden har han skrevet 11 Teaterstykker og en
Mængde mindre Digte, Ballader, Epistler o. s.
v.. der for største Delen er forældede, skønt
hans Geni heller ikke fornægter sig i dem. Han
vedblev sit hele Liv at leve paa andres
Bekostning. Fru de la Sablière tog sig af ham som af et
umyndigt Barn og sørgede ogsaa for hans Søn.
1684 blev han imod Kongens Vilje optagen i
Akademiet. Han fortsatte nu sit lystige Liv, lige
til han blev gl. En haard Sygdom 1692 og
Gejstlighedens paatrængende Forestillinger fik til
sidst Bugt med hans Livsglæde. Han skiftede
Sind og blev from og hellig, fornægtede sine
letfærdige Skr, læste i Bibelen og oversatte
enkelte Salmer. I sine sidste Dage underholdtes
han af Mme. de Hervart. L.’s Fabler er
Digterens uforgængelige Mindesmærke. Sit Stof tog
han fra Klassikerne Æsop og Phædrus, fra alle
mulige, indiske, arabiske og italienske
Samlinger, ikke mindst fra de oldfranske Dyrefabler;
nogle skyldes ogsaa hans egen Opfindelse. I
vidunderlig elegante og smidige Vers, der frit
bugter sig ud og ind under den aandfuldeste
Improvisations Luner (vers libres), fortæller
han de gl. Dyrehistorier med et uforligneligt
Smil i Mundvigen og en Pliren i Øjekrogen,
der minder om selve Dyrerigets allerfiffigste
Skælme. Hele Fablens udvortes Form og Farve
er gennemført med den fineste og friskeste
Naturiagttagelse, og dog har hver af de smaa
Historier sin dobbelte Bund, og paa den
dybeste vil man finde den allerkaadeste og
allerklogeste Hentydning til selve Menneskelivet,
 |
| La Fontaine. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
