- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila /
563

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lebrija, Elio Antonio de - Lebrun, Charles - Lebrun, Charles François

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Spanien var L. Prof. ved Salamancas Univ.
1473—88. Efter en Tids Afbrydelse beklædte
han senere atter denne Stilling, men 1513
forlod han den p. Gr. a. en Tvist med
Universitetets Ledelse; kort efter kaldtes han som Prof.
til det nystiftede Universitet i Alcalá, hvor han
bl. a. sysselsattes med Arbejdet paa den store
Polyglottebibel. L. var en udmærket Filolog med
originale Synspunkter og stor Lærdom; det er
bl. a. paavist i den nyere Tid, at det er ham,
hvem den saakaldte erasmianske Udtale af
Græsk skyldes. At L. ikke alene gav sig af med
den klassiske Filologi, viste han f. Eks. ved sin
sp. Grammatik: Gramatica sobre la lengua
castellana
(1492), i Facsimileudg. v. Walberg
(Halle 1900). Endvidere Introductiones in
latinam grammaticam seu de sermone latino cum
commentariis
(1481), Dictionarium
Latino-Hispanicum et Hispanico-Latinum
(1492); en
kommenteret Udgave af Salmerne, en
Kommentarudgave af Persius’ Satirer, en Rk.
Scholia til Paulus’, Petrus’, Jacob’s og Johannes’
Breve, en Udg. af Terent’s Komedier, Rerum
a Ferdinando et Elisabeth decades duæ
necnon de bello Navarrensi
(1525) samt endnu fl.
Skr.
E. G.

Lebrun [lö’brö] (le Brun), Charles, fr.
Maler, f. 1619 i Paris, d. 1690 smst. Efter at
have studeret hjemme under Perrier og S.
Vouet kom han til Rom, hvor han uddannede
sig videre under Poussin og ved Studiet af
Antikkerne, og hvor han stærkt paavirkedes af
Annibale Carracci. Saaledes forsynet hernede
med den behørige akademiske Udrustning kom
han hjem som fuldblods Akademiker og steg
hurtig op ad det fr. Akademis Ærestrin, helt
op til Toppen, hvorfra han udøvede et
Enevælde, der ikke var mindre despotisk end den
store Konges, som hans Kunst kredsede
forherligende om, og til hvis Smag den saa
ypperlig passede. Det var gennem Mazarin, han
gjorde Ludvig XIV’s Bekendtskab, han blev nu
Prof. ved det Akademi, han selv faa Aar i
Forvejen havde været med til at grunde, 1663
dets Kansler, 1683 dets Direktør, og da han
tillige 1662 var bleven Kongens Hofmaler og
adlet og som Direktør for den kgl.
Gobelinfabrik havde faaet Tilsynet med alt, hvad der
produceredes af Tapeter, Møbler o. l. til
Kronens Behov, havde han alle Kunsttraadene i
sin Haand og paatrykte det meste af Tidens
Kunst sin egen Smags Præg: en svulstig,
pompøs Stil med et energisk Drag og betydelig
dekorativ Kraft, men uden Oprindelighed i
Formgivningen, der kunde være svag, ell. i
Koloritten, der med sine rødlige Farvetoner
kunde virke ret uharmonisk. Hans egen
Produktion var kæmpemæssig. Han deltog i
Udsmykningen af Apollo-Galeriet i Louvre,
udførte store Arbejder for Slottene St Germain
og Sceaux, for hvilket han ogsaa udførte en
Mængde Tegninger til Fontæner og Statuer,
Slottet i Vaux (et af hans tidligste Værker),
Hotel Lambert samt Marly og var fra 1679
sysselsat med dekorative Arbejder for Versailles,
saaledes det gigantiske Arbejde:
Udsmykningen af det mægtige Galeri med Allegorier om
Kongens Bedrifter. Efter sin Konges Bestilling
udførte han ligeledes den berømte (af G.
Audran stukne) Suite »Alexander-Slag«, der nu
findes i Louvre i Paris. Foruden disse sidste
fik han ogsaa Tid til at male
mangfoldige andre Staffelibilleder, hvoraf største
Delen findes i Frankrig og forholdsvis flest
i Louvre-Samlingen (der iberegnet
Alexander-Billederne ejer 23 af hans Arbejder), men
ogsaa (adskilligt udenlands, i Museet i Berlin
(udmærket Portræt af Bankier Jabach med
Familie), München, Wien, Petrograd m. fl.
Mange af disse Billeder gengiver religiøse
Emner, »Hellig Familie« (Dresden), »Jefta’s
Datter« (Firenze), »Englenes Fald«, »Christus paa
Korset« etc., andre er Portrætter (et
Selvportræt i Louvre). Han raderede ogsaa lidt og
optraadte som Forf. med Traité sur la
physiognomie
og Méthode pour apprendre à dessiner les
passions
. Med Colbert’s Død dalede hans
Stjerne til Fordel for den opdukkende Mignard.
(Litt.: Genevay, Le style Louis XIV;
Charles L. décorateur
[Paris 1885]; Dohme,
»Kunst u. Künstler« [III]; O. Merson,
Quelques œuvres disparues de C. le B. [i Gaz. d.
beaux-arts
1899]; Jouin, C. L. [1890]).
A. Hk.

Lebrun [lö’brö], Charles François,
Hertug af Plaisance, fr. Statsmand, f. 19. Marts
1739, d. 16. Juni 1824. Som ung vandt han en
betydielig Anseelse hos en af Ludvig XV’s
Ministre Maupeou, og 1766 fik han Posten som
kgl. Censor og 2 Aar efter som
Generalinspektør ved Krongodserne. Da Maupeou faldt i
Unaade, mistede ogsaa L. sin Stilling, og de
flg. 15 Aar tilbragte han i Ro, optagen af at
oversætte Tasso’s Gerusalema tiberata og
Homer’s Illade. Kort før Rigsstændernes
Sammentræden udgav han i Apr. 1789 sin La Voix du
Citoyen
, hvori han forudsagde Revolutionen og
dens Gang. Af Nationalforsamlingen 1789 blev
han Medlem, og han viste her en bestemt, om
end maadeholden Liberalisme. Under de mest
revolutionære Begivenheder i de flg. Aar levede
han stille, men 1795 traadte han atter frem og
blev Medlem af de Ældstes Raad, hvor han
nød en betydelig Anseelse. Da Napoleon 1799
tog Magten, sluttede L. sig nøje til ham og blev
tredje Konsul. Det var Finansstyrelsen og
Reorganisationen af Departements- og
Kommunestyrelsen, der tilfaldt ham, og han ledede dette
med Dygtighed. 1802, da Napoleon blev Konsul
paa Livstid, gjaldt dette, ogsaa L. og hans
Kollega Cambacérès. Siden, da Napoleon 1804
tog Kejsernavnet, fik L. Fyrstetitel og blev
architrésorier (Storskatmester). Han var
misfornøjet med den stærkt monarkiske Bevægelse,
man nu var inde i, og saa med Uvilje ikke blot
Tribunatets Afskaffelse, men ogsaa Oprettelsen
af den ny kejserlige Adel, skønt han selv
derved 1808 blev Hertug af Plaisance. 1811—13
var han Guvernør i Holland, indtil de
fremtrængende Fjender fordrev ham. 1814 bøjede
han sig, om end uvillig for Begivenhedernes
Magt, og han blev nu af Ludvig XVIII udnævnt
til Medlem af Pairskammeret, men da han
under de 100 Dages Kejserdømme sluttede sig til
Napoleon, bortfaldt denne Udnævnelse efter
Bourbonernes anden Tilbagevenden, og først

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:37 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/15/0578.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free