- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila /
575

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ledetraad - Ledevand - Ledeværk - Ledeværker - Ledfrugt - Ledger - Leding

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Ledetraad, se Kompendium.

Ledevand (Hydarthrosis, Hydarthrus)
betegner Ledlidelser, ved hvilke der er en
Ansamling og vandagtig Vædske i Ledet. Oftest
drejer det sig om en ganske godartet Lidelse,
der hyppigst har sit Sæde i Knæledet, og som
opstaar ved lettere Kontusioner ell. ved
Overanstrengelse af Ledet, det sidste maaske navnlig
ved Led, som tidligere har været Sæde for
Betændelse ell. Kontusion. Ud over den Hævelse
af Ledet, som Ansamlingen giver Anledning til,
samt en Følelse af Træthed og Spænding i
Ledet, giver Lidelsen i Reglen ingen Symptomer.
Ved Behandling med Bind og Massage,
undertiden et kortvarigt Sengeleje, bringes Lidelsen
i Reglen hurtigt til at svinde, men den har i
mange Tilfælde en Tilbøjelighed til at vende
tilbage. I nogle Tilfælde er en saadan
Ledansamling imidlertid Udtryk for en mindre godartet
Lidelse; den kan f. Eks. saaledes skyldes
Tuberkulose, Syfilis ell. Gonorre, ell. den kan
opstaa ved en deformerende Arthroitis, ell. være
et Udslag af visse Nervesygdomme (Tabes
dorsalis
, Syringomyeli).
V. Sch.

Ledeværk, Smerte i Ledene som ved
kronisk Gigt o. l.

Ledeværker, se Afviserværker.

Ledfrugt (bot.) kaldes en saadan ved
Tværvægge mellem Frøene delt, tør Frugt, som ved
Modenheden gaar itu i Væggene og saaledes
sønderfalder i enfrøede, nødlignende
Delfrugter. Se Ledbælg og Ledskulpe.
(V. A. P.). A. M.

Ledger [’£edgə] (eng.), Hovedbog,
Konto-Kurantbog; l. claim, Hovedbogsfordring; l.
creditor
, l. debts, Bogkredit og Boggæld.
Th. O.

Leding. Den det danske Folk i Middelalderen
paahvilende Værnepligt kaldtes L. og
Landeværn. Efter en ældre Opfattelse betegnede
Landeværn Pligten til at forsvare Landet mod
fjendtlige Indfald, hvilken Pligt hvilede paa alle
vaabenføre Mænd, Fri og Trælle, uden nogen
Undtagelse. Der skulde møde »Mand af Huse«,
og den, der ikke mødte, skulde hænges ved sin
egen Hanebjælke, men Pligten var, i alt Fald
opr., indskrænket til at værge det »Land«
(Provins), hvori man boede. L. var derimod
Deltagelse i Angrebskrige uden for Riget. Denne
Opfattelse er i de senere Aar blevet bestridt,
idet det hævdes, at man ikke har haft forsk.
Systemer af Regler om Værnepligten under
Forsvarskrig og Angrebskrig. Landeværn skal
være den ældre Betegnelse for Pligten i Alm.;
medens L. fra først af alene har været anvendt
om Ledingstoget og først senere til en vis Grad
ogsaa er blevet brugt om Værnepligten, nemlig
for saa vidt denne ytrede sig som en Pligt til at
udrede Ydelser af Formueværdi, eller, om man
vil, som en Skat. Landeværn skal da i
Modsætning hertil være kommet til alene at betegne
den personlige Tjenestepligt. Denne Opfattelse
indeholder sikkert noget rigtigt, men kan dog,
hvad Forklaringen af Ordet Landeværn angaar,
ikke anses for utvivlsom, og den ældre Teori
har i hvert Fald Ret i, at der ganske bortset
fra Ledingsvæsenet, bestod en alm. Pligt for
alle til, naar det i Nødsfald forlangtes, at
deltage i Landets Forsvar. — Lovene omtaler kun
Skibsleding, aldrig L. til Lands. Ledingspligtige
var ikke alle Beboere af Riget, men kun de,
der boede paa rebdragen (ɔ: dyrket) Jord,
altsaa saadan Jord, som hørte ind under de i
Jordfællesskab liggende Landsbyer. Opr.
paahvilede L. alle fri Beboere her, men
efterhaanden som der opstod en Stand af privilegerede
Krigere, Herremændene, kom det til, at deres
Gods, selv om det bestod af rebdragen Jord,
blev fritaget for Deltagelse i L. Den rebdragne
Jord var i øvrigt over hele Riget inddelt i
Skipæn, saa store Distrikter, at de kunde bygge
og udruste et Krigsskib efter Datidens Brug,
Fartøjer, bestemte til at drives frem ved Sejl
ell. Aarer (efter Størrelsen omtr. 20 til 40
Aarer). I Spidsen for hvert Skipæn stod en
Styrismand, hvem det paahvilede at bygge Skibet
for de af Bønderne gjorte Tilskud, at
kommandere Skibet under L. og at møde med Hest og
fuldt rustet, hvorfor han lønnedes af Bønderne.
I Halland, den eneste Landsdel, hvor
Forholdene er nøjere kendt, var der fra 1—4 (som
oftest 2) Skipæn i hvert Herred. Hvert Skipæn
var atter delt i et Antal »Havne«, og fra hver
Havne skulde, hvert Aar L. udgik, sendes en
Mand med behørige Vaaben og Proviant om
Bord paa Ledingsskibet. Forpligtelsen til
personlig at »fare i L.« gik paa Omgang mellem
Bønder og Landboer i Havnen, hvorimod
Trælle var helt udelukkede. Den pekuniære Byrde,
Pligten til at »rede L.«, fordeltes mellem
Beboerne i Havnen efter visse Regler, hvis opr.
Indhold ikke kendes, hvorimod der fra
Valdemar stiden i Jydske Lov haves udførlig
Oplysning om dem for Jyllands Vedk. Den der
gældende Ordning, med hvilken i hvert Fald den
sjællandske i Princippet har stemmet, var
karakteriseret ved, at Byrden fordeltes i Forhold
til Jordbrugenes Størrelse, der i Jylland
bestemtes efter den saakaldte Guldvurdering (s.
d.), i Sjælland efter en beslægtet Norm, som
man plejer at benævne Skyldtaksationen (s. d.).
Hele denne Ordning stammede rimeligvis først
fra Valdemar Sejr’s Tid, og man har antaget,
at dens Indførelse ikke blot har betydet en
ligeligere Fordeling af Ledingsbyrden paa
Befolkningen, men ogsaa en meget stor Forøgelse af
den, men om det sidste er rigtigt, er tvivlsomt.
Ledingssystemet, der vistnok havde en høj
Alder, vedblev at være i fuld Kraft indtil c. 1200.
Paa denne Tid begyndte den forandrede
Taktik, der krævede Hære af fuldrustede Ryttere,
som kæmpede fra Hesteryggen, at indvirke paa
Forholdene. Det blev nødvendigt at tage Bønder
ud af Skipæn for at forvandle dem til Ryttere,
og fra nu af, især fra Valdemar II’s Tid, gaar
det bestandig tilbage med Ledingshæren og
fremad med Rytterhæren. Det blev nu ogsaa
Skik at forvandle Ledingsbyrden til en
Pengeydelse. Man gav Kongerne Valg imellem at
forlange Udredelse af L. efter gl Skik
(Udgerdsleding) ell. Erlæggelse af en vis Sum (i Reglen
3 Mark Penge) af hver Havne (Ledingspenge).
Udgerdsleding er maaske endnu blevet udbudt
i Beg. af 14. Aarh., hvor Erik Menved 1304
gjorde Forsøg paa at reorganisere Ledingsvæsenet
paa en væsentlig ny Basis, men snart efter blev
L. udelukkende en Skat, som hvilede paa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:37 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/15/0590.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free