Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lemniskaten - Lemnisk Jord - Lemnius, Simon - Lemnos - Lemoine, Adolphe - Le Moine, François - Lemoine, Gustave - Lemoine, Henri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Cirkelpunkterne; den har desuden et reelt
Dobbeltpunkt O, der deler den i to Sløjfer. Dens
Ligning i det paa Figuren viste retvinklede
Koordinatsystem er (x2+y2)2+2c2(y2—x2)=θ. Arealet
af en Sløjfe er = c2; Sløjfens Omkreds, der
findes ved elliptiske Integraler, kan som vist
af Abel ved Passer og Lineal deles i samme
Antal lige store Dele som Cirkelperiferien.
Chr. C.
Lemnisk Jord, Térra lémnia, se Bolus.
Lemnius, Simon (Simon Lemn
Margadant, ogsaa med Tilnavnet Emporius
ell. Mercatorius), tysk Humanist, f. i
Graubünden i 1. Halvdel af 16. Aarh., d. i Chur
24. Novbr 1550. Han studerede hos
Melanchthon i Wittenberg 1533, men vakte Luther’s
Vrede ved Epigrammaton libri duo, tilegnede
Kurfyrsten af Mainz (1538), og blev derfor
relegeret. For at hævne sig udgav han i Halle en
tredje Bog Epigrammer, rettede imod Luther
selv, dernæst Apologia contra decretum, quod
imperio et tyrranide M. Lutheri et Justi Jonæ
Vitenbergensis Universitas evolgavit (1538; ny
Udg. ved Höfler, 1892), samt
Monachopornomachia, hvori han vilde afsløre det formentlig
utugtige Liv i Wittenberg. 1540 blev han kaldet
til Lærer ved den ny humanistiske Skole i Chur.
Her udgav han fl. større lat. Digte og en lat.
Heksameteroversættelse af Dionysios’
»Periergesis«, for hvilken han blev laurbærkronet i
Bologna, og fl. Overs. Hans Hovedværk: Libri
IX de bello Suevico ab Helvetiis et Rhaetts
adversus Maximilianum Cæsarem 1499 gesto (i
Reglen kaldet »Rhaeteis«) er udg. af Plattner
1874, oversat af samme 1882. (Litt.:
Lessing, »Kritische Briefe«; Strobel, »Neue
Beiträge zur Litt.« [III, 1., 1792]; Holstein
[i »Zeitschrift f. d. Philologie« 20. Bd, 1887]).
(C. A. N.). C. B-s.
Lemnos, Oldtidens gr. Navn paa den
anselige, c. 477 km2 store Ø, som nu kaldes Lemni ell.
Stalimene og ligger ret ensomt midt i den
nordlige Del af Arkipelagos, V. f. Hellesponten
omtr. lige langt fra Forbjerget Athos paa
Chalkidike og Lilleasiens Kyst. Øen er af vulkansk
Oprindelse, hvorom hede Kilder endnu vidner
(paa en nu under Havet sænket Banke 10 km
østligere er fundet antikke Ruiner). Den dybe
Mudrosbugt skærer sig ind fra S. og deler Øen
i to Dele, der forbindes ved en 4 km bred
Landtange; mindre dyb er Purnia-Bugten. Bjergene
naar kun 430 m o. H. Dalene er frugtbare, i
Oldtiden med Dyrkning af Korn, Oliven og Vin;
et særligt Produkt var Terra sigillata Lemnia,
»den lemniske Jord«, anvendt som Farvestof
samt Lægemiddel mod Gift og Slangebid. I vore
Dage c. 27000 Indb., overvejende Grækere.
Produkterne er nu Salt, Skind (40000 Faar), Oliven
og Vin, samt vævede Tøjer.
Øen omtales tidligt, allerede i de homeriske
Sange. Filoktet blev paa L. ved Begyndelsen af
Toget mod Troja bidt af en Giftslange og levede
her, forglemt, indtil Nødvendigheden af at have
hans, fordum Herakles’, Bue og Pile ved Troja
for at bringe Staden til Fald bragte Odysseus
o. fl. til ham. Det hedder i øvrigt, at Øen først
var beboet af Karere, senere af Thrakere,
»Sintiske Mænd«, der havde optaget Hefaistos
efter hans Fald fra Olympen; de drev Sørøveri.
Dernæst blev L. c. 700 besat af »Tyrrhenere«
fra Asien, efter deres Skriftart snarest
beslægtede med Frygerne. Fra gr., atheniensisk Side
besat af Miltiades (510 f. Kr.), snart efter pers.,
men fra 477 optaget i Athens Søforbund og
derefter delvis koloniseret fra Athen. Siden var
Øens Skæbne meget omvekslende; den kom
under Makedonerne og siden under Rom, c. 1456
under Tyrkerne. Venetianerne søgte at erobre
L. 1656—57. Under Balkankrigen besat af
Grækerne 1912. Iflg. Sèvrestraktaten 10. Aug. 1920
skal Øen tilhøre Grækenland; efter
Begivenhederne i 1922 er dens Skæbne dog vel uvis. —
Hovedbyen er Kastro (Limni), 2000 Indb.
Paa Øen fandtes i Oldtiden to Byer,
Myrina (nu Kastro) og Hefæstia; af begge er
der endnu Rester. Særegenheder i Kvindernes
Stilling, navnlig ved Arv, har været sat i
Forbindelse med en Beretning om, at Øen, da
Argonauterne kom dertil, kun var beboet af
Kvinder, idet disse for at hævne Utroskab
havde dræbt deres Mænd. Fra dem og
Argonauterne skulde en ny Slægt være udgaaet.
H. A. K.
Lemoine [lö’mwan], Adolphe, kaldet
L.-Montigny, fr. dram. Forf. (1805—80), var
en Del Aar Direktør for Gymnase-Teatret og
forfattede selv adskillige Vaudeviller og
Lystspil. Han var gift med den berømte
Skuespillerinde Rose Chéri.
S. Ms.
Le Moine [lö-’mwan] (Le Moyne,
Lemoine), François, fr. Historiemaler, f.
1688 i Paris, død (ved Selvmord) smst. 1737.
Hjemme uddannedes L. M. især af Galloche,
ude, efter at han 1711 havde vundet den store
Rom-Pris, som dog først langt senere bragte
ham til Rom, af de ital. Manierister. Snart efter
Hjemkomsten skabte han sit Hovedværk, det
kolossale og figurrige »Hercules’ Apoteose«
(Loftsmaleri i Olie paa Lærred) for Versailles,
hvilket Arbejde skaffede ham
Hofmalerstillingen. Forinden var L. M., der tidlig var blevet
Akademimedlem, blevet Akademiprofessor. I
Frankrigs Museer studeres hans Kunst godt,
Louvre ejer »Olymp« (Skitse til et Loftsmaleri),
»Juno, Iris og Flora«, »Hercules og Omfale«
m. m., Museet i Angers »Laban og Rachel«, i
Besançon »Tancred og Clorinda«, i Montpellier
»Brylluppet i Kana«; i Sthlm ses »Venus og
Adonis«, i Ermitage-Galeriet i Petrograd
»Apollo og Dafne«, o. s. fr. L. M., hvis
Overgangskunst endnu har noget af den store Stil fra
Ludvig XIV’s Tid, i Opfattelsen lidt sødlig, i
Koloritten frisk og levende, men lidet naturtro,
har ogsaa Bet. som Lærer for Boucher og
Natoire. (Litt.: Mantz, Boucher, L. et
Natoire [Paris 1880]).
A. Hk.
Lemoine [lö’mwan], Gustave, ovenn. A.
L.’s Broder, fr. dram. Forf. (1802—85), skrev
først Romaner og Librettoer, som
komponeredes af hans senere Hustru Loisa Puget. For
Donizetti skrev han Teksten til Linda di
Chamouny. Bl. hans Lystspil kan nævnes Une
femme qui se jette par la fenétre (1847; »En Kone,
som springer ud af Vinduet«) og Le feu à une
vieille maison (»Ildebrand i gl. Huse«).
S. Ms.
Lemoine [lö’mwan], Henri, fr.
Klaverspiller og Lærer (1786—1854), gennemgik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
