Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lendemand - Lenderink, Henrik Jakob - Lendermand - Lendinara - Lendrop, Margarethe - Lendvai, Erwin - Lenel, Otto - Lenepveu, Jules Eugène
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sv. og danske Kongeætter saavel som med
Orknø-Jarlerne var adskillige norske L.
besvogrede. Den mægtige og dybt indgribende
Samfundsstilling, som Lendemandsaristokratiet
saaledes indtog, tillader ikke at tænke sig det
alt for faatalligt. Den politiske Magtfylde, som
denne gl. norske Adel øjensynlig var i faktisk
Udøvelse af, kan vanskelig have hvilet hos
nogle faa spredtboende Familier. Kredsen maa
have været stor nok til, at dens Indflydelse
kunde gøre sig umiddelbart gældende overalt
i Landet. Ogsaa synes visse Holdepunkter at
antyde, at L.’s Antal paa den Tid, da deres
Standsudvikling havde naaet sit Højdepunkt,
nemlig i 1. Halvdel af 12. Aarh., maa have
været noget saadant som 60—70. Efter dette
kan de »lendbaarne« Ætters Tal maaske
anslaas til mindst 50. Senere medførte derimod
de blodige Tronstridigheder og de ved disse
fremkaldte ny Forhold en betydelig Nedgang i
begge Tal; i 13. Aarh.’s 2. Halvdel, da L. ell.,
som de fra 1277 efter eng. Forbillede kaldtes,
»Rigets Baroner« igen naaede en betydelig
Magtfylde, synes deres Antal paa een Gang næppe
at have oversteget 15 og Ætterne at være
smeltede sammen til et forholdsvis lige saa ringe
Tal af højfornemme og til Dels meget rige
Godsejerfamilier. Men saa kostede det heller ikke
en for sin egen Magt nidkær Konge mere end
et Pennestrøg at afskaffe den hele »lendbaarne«
Stand. Dette skete nemlig ved Haakon V’s
Rettebod af 17. Juni 1308, der ophævede
Lendemandsværdigheden, dog med Bibehold af
Titelen for Livstid for de tidligere udnævnte.
I øvrigt tilhører Lendemandsaristokratiets
politiske Historie Landets egen alt for nøje til,
at den herfra kan udskilles; derom maa altsaa
henvises til Norge (»Historie«). Det samme
gælder om den hidhørende Litt. Af
Specialafhandlinger i Emnet er at nævne P. A.
Munch, »Om de saakaldte »Lendirmenn« i
Norge« (nu optaget i Storm’s Udg. af hans
saml. Afhandl. I, S. 77 ff. jfr. III, S. 489—95);
E. Hertzberg, »Det norske Aristokratis
Historie indtil Kong Sverre’s Tid« (Kria 1869);
G. Storm, »Lendermandsklassens Talrighed i
12. og 13. Aarh.« (Norsk »Hist. Tidsskr.« II, 4,
S. 129 ff.); Taranger, »Udsigt over den
norske Retshistorie«, II § 13.
(E. H.). Abs. T.
Lenderink [’£ændəreŋk], Henrik Jakob,
holl. Blindepædagog, f. 1846, siden 1892
Direktør for Blindeinstituttet i Amsterdam. Han har
været meget virksom for Blindesagen, saavel i
det egl. Holland som i Kolonierne og grundlagt
et Institut for europ. blinde Børn i Badoeng
paa Java, samt indrettet Værksteder for
indfødte voksne Blinde. Bl. hans Skr kan særlig
nævnes de to Pragtværker: »Het blindenwezen
in en buiten Nederland« (1904) og »Blind en
doofstom tegelijk« (1907).
F. B.
Lendermand, se Lendemand.
Lendinara, By i det nordøstlige Italien,
Prov. Rovigo, ligger ved Naviglio Adigetto, har
fl. smukke Kirker, et 98 m højt Klokketaarn,
Vin- og Høravl og (1911) 8700 Indb.
C. A.
Lendrop, Margarethe, dansk
Operasangerinde (Mezzosopran), f. i Kalundborg 13. Juli
1873, d. i Kbhvn 30. Apr. 1920; L. debuterede
1898 paa det kgl. Teater i Kbhvn som
»Carmen«, og om end hendes Stemmeomfangs
Begrænsning hindrede hende i at opnaa noget
omfattende Repertoire, kom hendes dramatiske
Karakteriseringsevne og Lune Operaen i høj
Grad til gode i Roller som Cherubino, Mignon,
Pernille i »Mascarade«, Despina i »Cosi fan
tutte«, Nuri i »Dalen«, Suzuki i »Madame
Butterfly«, »Rosenkavaleren o. s. v. 1919 trak L.
sig tilbage fra Scenen, for som den fortræffelige
Romancesangerinde hun var, udelukkende at
vie sine Kræfter til Koncertsalen og
Lærerindevirksomheden. Men allerede Aaret efter
standsede Døden ogsaa denne hendes Virksomhed.
S. L.
Lendvai [’lændvåi], Erwin, ung.
Komponist, f. 4. Juni 1882, har bl. a. studeret hos
Puccini, men i øvrigt mest levet i Tyskland,
fra 1914 som Lærer ved det kendte Hoch’ske
Konservatorium i Frankfurt a. M. Han har
særlig vundet sig et Navn som Komponist af
Korværker, men har desuden skrevet
symfoniske Værker, Kammermusik m. m. (Litt.:
Leichtentritt, »E. L.« [1912]).
W. B.
Lenel [’le.nəl], Otto, tysk Retslærd, f. 13. Dec.
1849 i Mannheim, 1876 Privatdocent i Leipzig,
1882 ord. Prof. i Kiel, 1884 i Marburg, 1885 i
Strasbourg, 1907 i Freiburg i. B. Baade som
Historiker og Dogmatiker hører L. til Nutidens
mest fremragende Retsforskere; hans berømte
Restitution af det prætoriske Edikt »Das
Ediotum perpetuum. Ein Versuch zu dessen
Wiederherstellung« (1883, 2. Udg. 1907, overs. paa
Fransk af F. Peltier 1901—03), der blev
prisbelønnet af Savigny-Stiftelsen, er et af den
nyere romanistiske Litt.’s Hovedværker. Af stor
Bet. for Studiet af de rom. Retskilder er L.’s
Palingenesia juris civilis (I—II, 1887—89).
Foruden en Mængde Tidsskriftsafhandlinger, Bidrag
til Samleværker, Holtzendorff-Kohler’s
Retsencyklopædi f. Eks., har L. skrevet »Über
Ursprung und Wirkung der Exceptionen« (1876),
»Beiträge zur Kunde des prätorischen Edicts«
(1878), »Das Sabinussystem« (1897), »Praktikum
des Bürgerlichen Rechts« (1901, 8. Opl. 1919),
»Über die Reichsverfassung« (1920), »Die
Universität Strassburg 1621—1921« (1921) og
sammen med Josef Partsch »Zum sogenannten
Gnomon des Idios Logos« (1920). Af L.’s
betydeligste Afh. skal fremhæves:
»Stellvertretung und Vollmacht« (Jhering’s »Jahrb. f. d.
Dogmatik«, 36. Bd) og »Die Lehre von der
Voraussetzung« (»Archiv f. d. civil. Praxis«, 74.
og 79. Bd) — sidstnævnte en skarp Kritik af
Windscheid’s indflydelsesrige
Forudsætningsteori; beslægtede Tanker er i dansk
Retsvidenskab udtalte af Ernst Møller.
Fz. D.
Lenepveu [lö’nvø], Jules Eugène, fr.
Maler, f. 12. Decbr 1819 i Angers, d. 17. Oktbr
1898 i Paris. L., Elev af Picot og École d.
beaux-arts, 1872—78 Direktør for Akademiet i
Rom, er en udpræget Repræsentant for den i
Frankrig længe raadende idealiserende
akademiske Kunst. Han har udført en Mængde større
Freskoarbejder: »Olymp« til Kuppelen i den
store Opera i Paris, »Karl VII’s Kroning« for
Panthéon, de fire Aarstider for Præfekturet i
Grenoble og kirkelig Kunst til Kapeller i S.
Sulpice, S. Louis-en-l’Ile (1869) m. m. Bl. hans
Staffelibilleder (Debut 1843) kan nævnes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
