Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lighedspunkter - Lighedstegn - Lightfoot, Johannes - Lightfoot, Joseph Barber - Lighus - Ligkasser - Ligkister
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ogsaa Tangent til den anden; et L. kan altsaa
være Skæringspunkt for to Fællestangenter til
de to Cirkler ell. Toppunkt for en om begge
Kugler omskreven Omdrejningskegleflade. De to
Cirkler ell. Kugler er hinandens inverse
Figurer for hvert af L. som Inversionscentrum (se
Inversion).
Chr. C.
Lighedstegn (mat.). At to Størrelser er
lige store, udtrykker man ved at skrive dem
paa hver sin Side af L.: =.
Chr. C.
Lightfoot [’£a^itfut], Johannes, eng. Præst
og Orientalist (1602—75). Efter teologiske
Studier i Cambridge blev han Huskapellan hos en
for hebraisk Sprog og Litteratur stærkt
interesseret Privatmand (Sir Rowland Cotton), og
efter dennes Tilskyndelse gav han sig i Kast
med hebr. og rabbinske Studier, som han senere
fortsatte i forsk. gejstlige Embeder; fra 1644
til sin Død virkede han som Præst i Great
Munden i Herefordshire, og fra 1654 var han
tillige Vicekansler for Univ. i Cambridge. Skønt
han aldrig opnaaede nogen akademisk
Lærervirksomhed og passede sit gejstlige Embede
med stor Samvittighedsfuldhed, fik han dog
Lejlighed til at udarbejde fl. lærde Skrifter, i
hvilke han forsøgte at give en kronologisk
Fremstilling baade af det gl. og det ny Test.’s
Historie og at tilvejebringe Overensstemmelse
mellem de fire Evangeliers Beretninger; hans
Hovedværk er Horæ Hebraicæ et Talmudicæ
(1658—78), i hvilket han har samlet et meget
betydeligt Materiale fra den rabbinske
Litteratur til Belysning af Evangelierne, Apostlenes
Gerninger, Romerbrevet og 1. Korinthierbrev;
ogsaa hans Descriptio Templi Hierosolymitani
(1650) og Ministerium Templi quale erat
tempore nostri Salvatoris (1649) har stadig Værdi.
H. M.
Lightfoot [’£a^itfut], Joseph Barber, eng.
Teolog, f. 13. Apr. 1828 i Liverpool, d. 21. Decbr
1889 i Bournemouth. Efter Studier i Cambridge
blev han 1861 Prof. ved Univ. dér og forbandt
med denne Virksomhed efterhaanden forsk.
gejstlige Stillinger. 1879 blev han Biskop i
Durham og virkede dér til sin Død. Han er navnlig
bekendt for sine Kommentarer til forsk.
paulinske Breve, som i England er bleven optrykt
mangfoldige Gange og som ogsaa er oversatte
til fremmede Sprog bl. a. til Dansk;
Galaterbrevet udkom 1865 (Dansk Overs. 1885),
Filippenserbrevet 1868 (Dansk Overs. 1884),
Kolossenser- og Filemonbrevet 1875 (Dansk Overs.
1888) og efter hans Død Fortolkning til 1. og 2.
Thess., 1. Kor. 1—7, Rom. 1—7 samt Ef. 1.
1—14 i Notes on Epistles of St Paul from
unpublished Commentaries (1895); en Rk. værdifulde
isagogiske Afh. er samlede i Biblical Essays
(1893), og hans store Udgave af de apostoliske
Fædre (Klemens, Ignatius og Polykarp, 5 Bd, 2.
Udg. 1889—90) nyder med Rette stadig stor
Anseelse; han deltog i Arbejdet paa en ny
Bibeloversættelse og fremsatte i On a fresh
Revision of the English New Testament (1871)
sit Syn paa de Grundsætninger, hvorefter et
saadant Arbejde maatte udføres; desuden er
der under forsk. Titler udgivet en Rk.
Prædikensamlinger af ham. Sammen med F. J. A.
Hort og B. F. Westcott dannede han
»Trekløveret i Cambridge«, som har haft stor Bet.
for den nytestamentlige Forskning i England.
H. M.
Lighus er en Bygning, som opføres til
Opbevaring af Lig inden Begravelsen; L. er
opstaaet som en Følge af Frygt for Ligets Smitte
lige over for de Efterlevende og findes nu paa
enhver Kirkegaard ell. ved enhver Kirke; ofte
udgør L. et arkitektonisk Led i
Kirkekomplekset. I anden Bet. anvendes Ordet om en
Bygning, hvor fundne, ukendte Lig henlægges (fr.
la Morgue), for at de, der har kendt den
Afdøde, kan konstatere, hvem det er. Saadanne
L. findes ofte ved Hospitaler og er offentlig
tilgængelige, idet Ligene er udstillede under
Glas.
(E. S.). C. B-r.
Ligkasser, se Sygekasser.
Ligkister, hvori det afsjælede Legeme
stedes til Hvile, kendes allerede i Oldtiden i de
Kulturkredse, hvor man ligesom i Nutiden
brugte Enkeltbegravelser uden Ligbrænding.
Men da Materialet i Reglen er det forgængelige
Træ, er de, bortset fra Ægyptens Mumiekister,
kun sjældent bevarede i nogenlunde uskadt
Stand; bekendtest er den ældre Bronzealders
Egekister af udhulede Træstammer, en
Kistetype, der for øvrigt senere kan genfindes i
Middelalderen (smlg. tysk Almuesprog: Totenbaum,
Ligkiste). Endnu i Middelalderen var L. i vor
Tids Forstand dog langtfra alm. brugt. Ofte
sænkedes Liget uden Trækiste ned i en
Stenkiste, der stundom kunde være udhugget i en
enkelt Sten, men i Reglen var opmuret nede
i Graven inden Gravlæggelsen. Paa
Renaissancetiden var man naaet til altid at bruge L., og i
Sammenhæng med den fornemme Skik at
bisætte Ligene i Kapeller ell. i Gravkældere
under Kirkegulvet lagde man efterhaanden mere
og mere Vægt paa L.’s Udstyr. Der udførtes
ofte to Kister, en indre og en ydre, og den
ydre blev betrukket med Svinelæder ell. Fløjl.
Hankene udførtes i kunstfærdigt Smedearbejde,
og drevne Messingplader med Gravskrifter,
Adelsvaaben, religiøse Allegorier og
Ornamenter bredte sig paa den mørke Grund, saa at
de næsten kunde skjule den. I Danmark
begyndte denne Udsmykning af L. under
Christian III og Frederik II, og især blomstrede den
i 17. Aarh., hvis Rangvæsen ogsaa erobrede
dette Omraade. Regeringen søgte ved
Forordninger (1624, 1654, 1682) at bekæmpe den
overdrevne Luksus, men da disse tilstræbte at
graduere L.’s Udstyr efter Stand og Rang, æggede
de til Overtrædelser, og ved Aar 1700
udstyredes L. pragtfuldere end nogensinde før.
Endelig naaede først Kongerne og siden de
fornemste og rigeste til at bruge Kister af
Marmor og anden Sten, en Art Genskabelse af den
klassiske Oldtids Sarkofager. Dette virkede
atter tilbage paa de lavere Stænder, som efter
ringere Maalestok havde fulgt med, og da
Kirkegaardsbegravelsen ved Aar 1800 paa ny
sejrede, var Grundlaget for den luksuriøse
Udstyrelse taget bort. En Levning af
Renaissancetidens stærke Interesse for L. er det sikkert,
at Bondestanden endnu ned til vor Tid gerne
lod Kisten forfærdige i levende Live og havde
alt i Orden til Kistelægningen.
C. A. J.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
