Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lindstrøm, Viggo Oluf Eugen - Lindstøl, Ole Torjesen - Line - Linea, La - linea alba - linea aspera - linea innominata - Lineal - Lineal ell. Parallel - Linealprincippet - Lineament - linear - Lineartaktik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lindstrøm, Viggo Oluf Eugen, dansk
Skuespiller og Teaterdirektør, f. 12. Jan. 1859
i Kbhvn. L. var opr. Vinkyper, men debuterede
3. Decbr 1880 i Stavanger som Poul Bang i
»Doktor Staal«, spillede to Sæsoner i Norge og
blev derefter engageret til Dagmarteatret, ved
hvis Aabningsforestilling 7. Marts 1883 han
optraadte som Værten i »Let Kavalleri«; her
gjorde L. sig ofte bemærket i mindre Roller og
brød 2. Juledag 1886 totalt igennem, da han
levendegjorde sin bredskuldrede og festlige
Jens Daglykke i »Landsoldaten«, en
folkeligromantisk Skikkelse, der skaffede ham (først
bl. alle Privatteaterskuespillere) en
kultusministeriel Rejseunderstøttelse samt Ansættelse ved
Nationalscenen. Han optraadte første Gang 3.
Septbr 1888 som Gaardejer Lyng i
»Tordenvejr«, men vandt ikke, trods et ret betydeligt
Antal Skue- og Syngespilroller, fast Fodfæste,
og vendte derfor 1891 tilbage til
Dagmarteatret, hvor han 1896—97 var Direktør
(Intendant) og forblev som Skuespiller indtil 1902.
I denne Periode, L.’s frugtbareste, spillede han
et omfangsrigt og forskelligartet Repertoire;
højest i kunstnerisk Henseende naaede han i
Karakterroller, der krævede grotesk Fantasi,
f. Eks. Anders Svendsøn i »Varulven«, den
fordrukne Fader i »Lille Hanne«, Narren i
»Dansen paa Koldinghus« og Krovært-Maleren i
»Ungdomsleg«; disse Skikkelser var farverige i
Udførelsen, men L. kunde ogsaa med ganske
faa Træk skabe lyslevende Figurer, f. Eks.
Arrestforvareren i »En Tilstaaelse« og Degnen
i »Bønder«, og overalt virkede han mest
overbevisende, naar Rollen ikke stød i første Plan.
1902—07 føjede L. paa Folketeatret, hvor han
ogsaa arbejdede som Sceneinstruktør,
adskillige Skikkelser til sin i Forvejen store
Rolleliste; en Uoverensstemmelse med Teatrets
Direktør Dorph-Petersen blev hans Motiv til at starte
et konkurrerende Foretagende til Scenen paa
Nørregade, nemlig »Det ny Teater«, som L.
styrede dygtigt 1908—11, men med vekslende
Held; 1912—13 havde han ved Nationalscenen
et løst Engagement, som ene p. Gr. a. Dr.
Mantzius’ Afgang som Direktør ikke
ombyttedes med fast Ansættelse, og fra 1916 er L.
paa ny havnet ved Dagmarteatret. En
Blanding af nøgtern, borgerlig Virkelighedssans og
et romantisk Drag imod det sære og barokke
er L.’s Karaktermærke som Skuespiller. 1913
udgav han en Skildring af Forlystelseslivet i
ældre Tid under Titlen »Kbhvn i Tredserne«.
(Litt.: Robert Neiiendam,
»Folketeatrets Historie 1857—1908« [Kbhvn 1919]).
R. N.
Lindstøl, Ole Torjesen, norsk
Stortingsmand, f. 26. Juni 1820 i Vormevik paa
Vegaardsheien, d. 16. Oktbr 1905, var Lærer i
sin Fødebygd, købte 1850 Gaarden »Lindstøl« i
Søndeled, indvalgtes 1853 i Herredsstyrelsen,
var i 20 Aar Ordfører og repræsenterede
1862—88 Nedenes Amt paa Stortinget, hvor han
hørte til det moderate Venstre. Han deltog med
anerkendt Dygtighed i forsk. Kommissioner og
beklædte mange medborgerlige Hverv. — Hans
Søn, Tallak Olsen L., f. 30. Jan. 1857, fra
1883—94 ansat i det statistiske Centralbureau,
senere Sparebankkasserer i Søndeled, hvor han
1900 blev Lensmand, Stortingsmand for
Nedenes Amt 1900—03 og 1910—15. Han har udg.
»Stamtavler væsentlig fra østre Nedenes« (1882),
»Mandtallet i Norge 1701« (1887) og den i sit
Slags fortrinlige Haandbog
»Stortingsrepræsentanter og Suppleanter 1814—91« (1892), samt
»Stortinget og Statsraadet 1814—1914« (I—IV,
1914).
(O. A. Ø.). Edv. B.
Line (Søv.). Smækkert Tovværk benævnes
L., og de forsk. Slags har Navn dels efter
Maaden, hvorpaa de er spundne, og dels efter
Brugen. De vigtigste Benævnelser paa L. Gods
er: Hyssing, Kabelgarn, Merling,
Skibmandsgarn, Stikline, Flagline, Lodline og Logline.
C. B-h.
Linea, La [-’linæa], L. de la Concepcion,
By i Sydspanien, Prov. Cadiz, ligger
umiddelbart ved det britiske Gibraltar-Omraade og
bebos næsten udelukkende af de Arbejdere, der
ikke har Tilladelse til at blive i
Fæstningsomraadet om Natten, men om Dagen har
Arbejde i Havnen o. a. L., der 1887 havde knap
14000 Indb., har 1920: 63200 Indb.
C. A.
linea alba (lat.). Bughulens Begrænsning
fortil, den forreste Bugvæg, dannes ud til
begge Sider hovedsagelig af flade Muskler, som
fortil i Midtlinien forener sig med hverandre
ved flade Sener, der fletter sig ind i hverandre
fra begge Sider. Denne Seneforbindelse ses
efter Fjernelsen af de overliggende Lag som
en skinnende hvid Stribe, l. alba, der fra
Brystbenets nederste Ende strækker sig ned til
Skamfugen.
S. B.
linea aspera (lat.), en ru Stribe paa
Bagsiden af Laarbenet, giver Tilheftning til fl. store
Muskler.
(E. A. T.). V. Sch.
linea innominata (lat.), Grænselinien
mellem det store og det lille Bækken; danner
øverste Aabning i det lille Bækken og faar derved
Bet. ved Fødselsakten.
(E. A. T.). V. Sch.
Lineal (lat.), Instrument af Træ, Metal e. l.
til at slaa Linier med.
Lineal ell. Parallel (tekn.) betegner den
Konstruktionsdel paa en Dampmaskine og
specielt paa et Lokomotiv, der afgiver Styreflader
for Krydshovedets Bevægelse; den fremstilles i
Reglen af blødt Staal med hærdede (indsatte)
Slidflader og befæstes i Alm. ved Enderne dels
til det bageste Cylinderdæksel ell.
Dampcylinderen selv, dels til en Linealbærer, der
er fastgjort til Lokomotivets Ramme (se i
øvrigt Lokomotiv). Antallet af L. kan være
forsk.; som Regel bruges 2, en Over- og en
Under-L., men hver af disse kan atter være
delt i 2; undertiden anvendes kun Over-L., der
da helt omsluttes af Krydshovedslæderne.
G. K.
Linealprincippet, se Arvefølge.
Lineament (lat. lineaménta), Grundtræk,
Ansigtstræk, Linierne i Haandens indre Flade.
linear (lat.), linieformet, udstrakt i Længde,
retliniet.
Lineartaktik kaldes den, navnlig i 18. Aarh.
anvendte Taktik, der hviler paa udelukkende
Brug af Linien, baade til Angreb og i Forsvar,
hvad enten det drejer sig om mindre Styrker
ell. hele Hære. Rytteriet har næsten altid
anvendt Linien; for Fodfolket blev den naturlig
paa den Tid, idet Skydevaabnene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
