Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lineartaktik - Linerle - lineær - Linfamilien - Linfrø - Ling - Ling, Per Henrik og Hjalmar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
efterhaanden var blevne forbedrede, og Bajonet med
Dølle opfundet (c. 1700), hvorved
Infanteristernes Bevæbning blev Bajonetgevær med
Stenlaas; man maatte da for at kunne udnytte
Ilden bort fra Opstillingen i store firkantede
Hobe og gik over til Linieformationen.
Bataillonen inddelt i 8 Pelotons var Fodfolkets
taktiske Enhed, og dets Kampform var Linien paa
3 Geledder; 1. Geled faldt ned under
Skydningen. Formationens Bevægelser var
hovedsagelig indskrænkede til Frem- og Tilbagemarch i
Linie, og Ind- og Udsvingning med Pelotons.
Opstilling i Slagorden var efter følgende
Principper (se Skitse til Slaget ved Leuthen):
Fodfolket i 2 Træfninger med c. 300
Skridts Afstand, hver Træfning bestaaende af
Batailloner paa Linie med indbyrdes
Mellemrum paa c. 20 Skridt. Undertiden havdes
desuden en mindre Reserve. Var Angreb i Flanken
sandsynligt, lukkedes Mellemrummene mellem
Træfningerne med Batailloner (ofte Grenaderer)
med Front til Flanken, saaledes at den hele
Opstilling fik Form af en hul Karré.
Undertiden var 2. Træfning svagere end den første.
Rytteriet stod paa Fløjene, formeret i 3
Træfninger; Linien havde her kun 2 Geledder.
Artilleriet bestod af Positionsskyts,
placeret i Batterier paa gunstige Punkter, og
Regimentsskyts; af dette havde hver Bataillon
2—3 Stkr, der stod i Mellemrummene mellem
1. Træfnings Batailloner.
Angrebet gik for sig paa flg. Maade:
Fodfolket rykkede frem i langsom March
(76 Skridt i 1 Min.). C. 500 Skridt fra Fjenden
protsedes Regimentsskytset af, hvorefter
Mandskabet selv transporterede det frem til c. 350
Skridt, hvor Kardækskydningen begyndte.
Fodfolket avancerede videre; paa en Afstand af
c. 200 Skridt begyndte Skydningen, idet Ilden
afgaves som Salver, hyppigt pelotonvis, under
stadig Fremmarch. Lykkedes det ikke at
fordrive Fjenden ved Ilden, gik man over til
Angreb med Bajonetten. Rytteriet fulgte med
fremad. Dets Opgave var at kaste det fjendtlige
Rytteri og dernæst at hugge ind paa det
rystede fjendtlige Fodfolk, hvis svage Flanker og
lange ubøjelige Linier samt det aabne Terrain,
hvori Kampen førtes, frembød særdeles
gunstige Betingelser for Rytteriet.
Positionsskytset aabnede Ilden, naar
der var Maal, der kunde beskydes med
Virkning.
I Forsvaret anvendte Fodfolket kun
Ilden; naar Terraingenstande maatte besættes,
var det ogsaa i Linie, hyppigt af særlig lette
Tropper (Jægere). Rytteriet og Artilleriet
forholdt sig som under Angreb.
L. krævede skrap Disciplin, stor
Eksercerdygtighed og Skydefærdighed; den fordrede
aabent Terrain, idet det kuperede ikke tillod
ordnet Fremmarch af de lange Linier, men
stillede ikke store Fordringer til Underførerne
af Fodfolket, der blot havde at faa Mandskabet
fremad. For Rytteriet var Forholdene gunstige,
og det har aldrig høstet større Laurbær end
paa L.’s Tid.
L. er taktisk ensidig og stiv, og dog ser man,
at fremragende Feltherrer som Frederik den
Store kunde skabe Bevægelighed i de lange
Fodfolkslinier. Eks.: Slaget ved Leuthen (s. d.).
Under de fr. Revolutionskrige fik L.
Dødsstødet. De fr. Frivillige havde ikke den for
Optræden i L. fornødne Uddannelse; de gik ud
som Jægere, benyttende Terrainet til Skjul og
Dækning, idet de i uregelmæssige Formationer
beskød de sluttede Linier, der p. Gr. a. de
svage Flanker og ringe Bevægelighed led
Nederlag paa Nederlag. En ny Kampmaade var
blevet nødvendig, og man gik efterhaanden
over til Skytte- og Kolonnetaktikken. Længst
holdt L. sig hos Englænderne, der saavel i
Spanien som ved Waterloo kæmpede i L.’s
Former.
(B. P. B.). E. C.
Linerle, se Vipstjærter.
lineær (mat.). Ligninger og Polynomier
kaldes l. med Hensyn til visse Bogstaver, naar
de er af første Grad med Hensyn til disse. Om
l. Transformationer, se
Transformationer.
Chr. C.
Linfamilien, se Hørfamilien.
Linfrø, d. s. s. Hørfrø.
Ling (kin.), Bjerg, Bjergpas.
Ling [liŋ], 1) Per Henrik, Skaber af den
Ling’ske, ofte kaldet den svenske,
Gymnastik, og Digter, f. i Ljunga Præstegaard i
Småland 15. Novbr 1776, d. i Sthlm 3. Maj
1839. Hans
Fader døde, da
han var 4 Aar
gl; Moderen
giftede sig med
den ny Præst,
men døde
tidlig. Stifladeren
var streng, og
Drengen følte
sig ene i
Hjemmet og
blev
indesluttet. Hans
Barndomshjems
vilde, øde
Hedeegne bidrog
ogsaa hertil.
Stifladeren
satte Drengen
i Vexiö Latinskole. 16 Aar gl deltog han i en
Skoledrengestreg mod Skolens Lærere, og da
han ikke kunde formaas til at underkaste sig
den idømte legemlige Straf, forvistes han fra
Skolen. Næste Aar fik han dog Afgangsbevis fra
Skolen til Univ. og drog til Lund, hvor han
blev Student i Marts Maaned 1793 og gav sig
i Lag med forsk. Studier. 1794—99 opholdt han
sig i Sthlm og af og til i Upsala; han ernærede
sig som Lærer i Sthlm og var ogsaa en Tid
ansat i et offentligt Kontor; desuden begyndte
han allerede da at sysle med dramatisk
Forfatterskab. 1799 rejste han til Kbhvn, hvor han
blev indskreven som Student og navnlig ved
flittige Besøg paa det kgl. Bibliotek drev
litterære og sproglige Studier (bl. a. i dansk, tysk
og eng.). Han lod sig indskrive som Frivillig
under Krigen med Englænderne; men hans
Kompagni kom ikke i Ilden i Slaget paa Reden
1801. Han hørte Henrik Steffens’ ildfulde,
 |
| P. H. Ling. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
