- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel /
6

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig XI (Konge af Frankrig) - Ludvig XII (Konge af Frankrig) - Ludvig XIII (Konge af Frankrig)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Ogsaa Retsplejen stræbte han at gøre saa
afhængig af Kronen som muligt. Ofte tvang han sin
Vilje igennem mod Paris’ Parlament, og for
at svække det oprettede han ny Parlamenter
i Bordeaux 1463 og Dijon 1479 foruden det,
han som Dauphin havde oprettet i Grenoble
1453. Endelig anvendte han i stort Omfang
særlige Kommissioner til at dømme sine
Modstandere; de lededes sædvanlig af hans Fortrolige
Tristan l’Hermite. L. afskaffede 1461 den
pragtmatiske Sanktion, ved hvilken Kirkens Stilling
var ordnet under hans Fader, da han ikke
mente, den gav ham Magt nok over den fr.
Gejstlighed. I St f. kom et Konkordat med
Paven 1467. L.’s Finansstyrelse var daarlig, men
han virkede med Iver for Landets økonomiske
Fremgang. Hans Karakter var tidlig
mistænksom, og han var lidet afholdt. Under de
bestandige Kampe for Magten med Anvendelse af
List og Grusomhed udvikledes hans
Mistænksomhed stedse mere, og til sidst trak han sig
tilbage til et ensomt Liv paa Slottet
Plessis-les-Tours. Kun faa Fortrolige fulgte ham her,
saaledes Tristan l’Hermite, Olivier le Dain og
Lægen Coictier. Han var ivrig religiøs og stærk
overtroisk, og ved alle Haande Ceremonier,
Relikvier o. s. v. søgte han at sikre sig baade
i dette Liv og derefter. Personlig har han
vundet ringe Sympati, men for Frankrig var hans
Regering særdeles nyttig. L. var gift første Gang
med Margrete af Skotland, hvem han ægtede
allerede 1436, og efter hendes Død med
Charlotte af Savojen, med hvem han havde tre
Sønner og tre Døtre. Af disse fulgte Karl ham paa
Tronen, Anne, gift med Beaujeu, var en Tid
Regent i Frankrig, og Jeanne ægtede Hertugen
af Orléans, den senere Ludvig XII. (Litt.:
Lettres de Louis XI [udg. af Charavay og
Vaesen, 1885 ff.]; Commines, Memoires,
udgivet af Mandrot [1903—04] og paa Dansk
1913—15; Duclos, Histoire de Louis XI
[4 Bd, Paris 1745]; Legeay, Histoire de
Louis XI
[2 Bd, 1874]; Sée, Louis XI et les
villes
[1893]; Combet, Louis XI et le
Saint-Siège
[Paris 1903]).
P. M.

Ludvig XII, Konge af Frankrig, f. 27.
Juni 1462, d. 1. Jan. 1515. Han var Søn af
Hertug Karl af Orléans og Marie af Clèves og
tilhørte saaledes en Sidelinie af Kongefamilien.
Da Karl VIII blev Konge 1483, havde L. ventet
at faa den afgørende Indflydelse paa Statens
Styrelse, og da han blev skuffet heri ved, at
Anne de Beaujeu blev Regentinde og styrede
med stor Myndighed, forsøgte han at gøre
Oprør. Det mislykkedes imidlertid ganske. Ved
Karl VIII’s Død 1498 fulgte han som nærmeste
Arving uden Vanskelighed denne paa Tronen.
Han styrede nu mildt og ganske dygtigt; der
gennemførtes saaledes ikke ubetydelige
Reformer, navnlig Forbedringer af Retsplejen og
Skattenedsættelser. Snart optoges han imidlertid
ganske af Tanken om at erobre Italien, hvor
hans Slægt mente at have Arvekrav efter
Valentine Visconti i Milano og efter Huset Anjou
i Neapel. Efter at have forberedt et Angreb paa
Milano ved Alliance med Venedig og Paven
drog han 1499 til Italien og fordrev i Løbet af
et Aars Tid Milanos Hersker Ludvig Sforza.
Aaret efter sluttede han en Overenskomst med
Ferdinand af Spanien om at dele Neapel, og de
fr. og sp. Hære erobrede derpaa ogsaa dette
Land. Saa kom man imidlertid i Strid med
Spanierne om Byttet, og 1503 maatte
Franskmændene forlade Neapel. Imidlertid nærmede
L. sig til den tyske Kejser Maximilian, som
ogsaa var indviklet i disse Stridigheder, og der
aftaltes et Ægteskab mellem dennes Sønnesøn,
den senere Karl V, og L.’s Datter Claude, og
1504 sluttedes en Overenskomst, iflg. hvilken
Claude efter L.’s Død skulde have hans ital.
Besiddelser og en Del fr. Provinser som
Medgift. Dette vakte stor Misfornøjelse i Frankrig,
og L. sammenkaldte da Rigsstænderne i Tours.
Her modsatte man sig bestemt Ægteskabet
mellem Claude og Karl, og det opgaves. Fra 1507
begyndte derpaa ny Kampe i Italien; de førtes
med skiftende Held, medens Alliancerne for og
mod Frankrig stadig vekslede. Resultatet blev,
at Franskmændene fra 1513 var fordrevne fra
Italien; fl. Gange angrebes de endog i deres
eget Land, og til Tider var baade England,
Kejseren og Spanien forenede med forsk. ital.
Stater mod Frankrig. 1514 sluttede L. da
efterhaanden Fred og opgav derved Milano.
Landets indre Udvikling havde dog kun i ringe
Grad lidt under Kampene, der var førte med
Adelsmænd og hvervede Tropper; den
materielle Udvikling i Frankrig var god, og der var
alm. Tilfredshed med den milde og ridderlige
Konge. L. var først gift med Jeanne, Ludvig
XI’s Datter, men da han blev Konge, skilte
han sig fra hende for at ægte Karl VIII’s Enke
Anne af Bretagne og saaledes vedblivende sikre
Bretagnes Forbindelse med Kronen. Med hende
havde han Datteren Claude, som, efter at
Aftalerne om et Ægteskab med Karl af Østerrig
var bristede, ægtede Frants af Valois
Angoulème, den senere Frants I. Endelig ægtede han
1514 Marie af England, en Søster til Henrik
VIII. (Litt.: De Maulde, Histoire de Louis
XII
[6 Bd, Paris 1890—95]; Pélissier, Louis
XII et Ludovic Sforza
[Paris 1896]).
P. M.

Ludvig XIII, Konge af Frankrig, f. 14.
Maj 1601, d. 14. Maj 1643, var Søn af Henrik
IV og Marie af Medici. 9 Aar gl fulgte han
Faderen paa Tronen under Moderens
Formynderskab. Der viste sig hurtig en vis Modsætning
mellem dem. Moderen ønskede saa længe som
muligt at bevare Magten og foretrak en
spanskvenlig Politik, medens den unge Konge af
Faderen havde lært en dyb Uvilje mod
Spanien. Mod sin Vilje maatte han 1615 ægte den
sp. Prinsesse Anna af Østerrig, og med Harme
saa han, at Italieneren Concini var Rigets
mægtigste Mand. 16 Aar gl brød L. Aaget, Concini
dræbtes 1617, Marie af Medici forvistes fra
Hoffet. I de flg. Aar styrede nu L.’s Yndling
Luynes, og forsk. Opstandsforsøg af
Enkedronningens Parti mislykkedes, ligesom ogsaa
Protestanterne blev overvundne. L. havde under disse
Kampe vist megen personlig Dygtighed og
Tapperhed, men hans Stilling blev dog noget
vanskelig, da Luynes døde 1621. En Tid stredes nu
Rigets mægtigste Stormand Condé og Marie af
Medici om Indflydelsen hos Kongen.
Efterhaanden sejrede Enkedronningen, og Resultatet blev,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:40 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/16/0018.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free