- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel /
141

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lydforskydning - Lydgate, John - Lydhuller - Lydien

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

nærmest foregaaende Vokal havde været
accentueret i Grundsproget; men at disse Lyd
derimod udviklede sig videre til stemte Spiranter,
saafremt Accenten ikke laa paa den
foregaaende Vokal; til sanskr. bhrātar svarer got.
broþar (tysk Bruder), derimod til sanskr. pitár
svarer got. faðar (tysk Vater); smlg. ligeledes
sanskr. nápāt (lat. nepos), tysk Neffe, men
sanskr. upári, gr. ΰπέρ, tysk über. — Alle
andre Undtagelser fra Loven er kun
tilsyneladende; dansk Frugt er f. Eks. Laaneord
af lat. fructus, dansk Brev ligeledes af lat.
brevis o. s. v.

Medens de hidtil nævnte Forskydninger er
fællesgermanske, er den saakaldte anden L.
(opdaget af J. Grimm) en Række
udelukkende højtyske Lydovergange, som udgør
de vigtigste Kendetegn paa overtyske
(sydtyske) Sprogarter, medens de er ukendte i alle
de andre germanske Sprog. Den højtyske L.
er ikke gennemført paa samme Maade i alle de
overtyske Sprogarter; i det højtyske
Skriftsprog findes flg. Forskydninger:

1) i Forlyd er p blevet til pf: pflegen, holl.
plegen, eng. play; efter Vokal til ff: offen, oldn.
opinn, eng. open; treffen, oldn. drepa (dansk
træffe er et Laaneord).

2) Efter Vokal er t blevet til ss: beissen,
eng. bite, oldn. bita, ellers til z: Zunge, dansk
Tunge; zu, nedertysk to; schwarz, nedertysk
swart.

3) ð (d) er blevet til t: gut, oldn. góðr, Tag,
dansk Dag.

4) p er blevet til d: Ding, oldn. þing, eng.
thing; Bruder, got. broþar.

5) Efter Vokal er k blevet til ch: machen,
eng. make; wachen, oldn. vaka. (Det vigtigste
af den righoldige Litt. findes opført i
Noreen, »Urgermanische Lautlehre« [Strasbourg
1894], S. 112; Paul, »Grundriss der german.
Philologie« [2. Udg., I, 1897], S. 493 og 731).
V. D.

Lydgate [’£idgeit], John, eng. Digter, f. i
Lydgate nær ved Newmarket c. 1373, d. i
Klosteret Bury St. Edmunds c. 1460. Efter at
have studeret i Oxford, Paris og Padova trak
han sig tilbage til sit Kloster, hvor han
oprettede en Skole i Retorik og blev berømt som
Lærer i Litt. og Verskunst. Han var en meget
produktiv Digter, der forsynede sin Tid med
rimede Gengivelser af de Sagn og Legender,
som dengang var Litteraturens alm. Emner. De
bedst kendte og betydeligste af hans større
Digte er: The Falls of Princes, en Gengivelse
af Boccaccio’s lat. Prosaarbejde De Casibus
Illustrium Virorum
i Chaucer’ske Vers; The
Storie of Thebes er fortalt som en ny
Canterbury Tale. The Troy Booke giver
Beretningen om Troja’s Fald med alle
middelalderlige Tildigtninger.
(T. L.) I. O.

Lydhuller ell. f-Huller kaldes de i
Dækket paa Strygeinstrumenter anbragte Aabninger,
der bidrager til at gøre Dækket mere
modtageligt for Strengenes Svingninger. Opr. fandtes
paa Strygeinstrumenter — ligesom endnu den
Dag i Dag paa Guitar, Lut o. l. Instrumenter
— kun eet, cirkelrundt L., senere blev de
seglformede ) ( eller ( ), og omkr. Aaret 1500
antog de den nu brugelige Form, medens deres
endelige Skikkelse og Plads i Forhold til Stolen
og Stemmestokken først blev fastsat af
Violinbyggerne i Cremona i 17. Aarh.
S. L.

Lydien kaldtes i Oldtiden et Landskab i
Lilleasien, begrænset mod N. af Mysien, mod
Ø. af Frygien, mod S. af Karien og mod V. af
det ægæiske Hav. Det er et af Naturen rigt
udstyret Land; omkr. Floderne Hermos og
Kaystros breder der sig store, frugtbare Sletter,
imellem hvilke Bjergkæder som Tmolos og
Sipylos hæver sig til en ret betydelig Højde
(omtr. 2000 m). Kun den østligste, højere
liggende Del af Landet, som i Oldtiden p. Gr. a.
Jordbundens vulkanske Oprindelse kaldtes
Katakekaumene, »det forbrændte«, er
temmelig stenet og ufrugtbar, men frembragte dog
god Vin. Bl. Landets Rigdomskilder spillede i
Oldtiden ogsaa Guldet, som fandtes ved Bjerget
Tmolos og i den lille Flod Paktolos, en
betydelig Rolle. L.’s naturlige Rigdom gør det let
forklarligt, at det allerede paa et tidligt
Tidspunkt af Historien kunde hæve sig til en høj
Kultur og faa stor Indflydelse ogsaa paa
Nabolandene. Angaaende det lydiske Folks
Herkomst og Nationalitet er det vanskeligt at
komme til Klarhed, og vistnok er ogsaa fl.
Stammer af forsk. Oprindelse trufne sammen i
L. I de homeriske Digte kaldes Folket ikke
Lyder, men Maioner, og Landet
Maionia; man maa da antage, at Lyder og Maioner
er to forsk. Stammer, foruden hvilke der ogsaa
nævnes en tredje, Torrheberne.
Hovedmassen af L.’s Befolkning synes imidlertid at
være beslægtet med de omboende Folk, Myser,
Fryger og Karer, og at høre til den indoeurop.
Æt; hvis det forholder sig rigtigt, at Frygerne
er indvandrede fra Thrakien, kan det samme
altsaa gælde om Lyderne. Men paa den anden
Side er der talrige Spor, som peger mod Ø. og
tyder paa en nærmere Forbindelse med
Orientens mægtige Riger. At 1. Moseb. 10,22
nævner Lud som en Søn af Sem, er vel ikke
tilstrækkeligt til at bevise Lydernes semitiske
Afstamning, men at de i det mindste i kulturel
Henseende har modtaget en stærk semitisk
Paavirkning, er ubestrideligt; navnlig gælder
det Religionen, idet Dyrkelsen af
Gudemoderen Ma væsentlig antog de samme Former som
den vilde, orgiastiske Astarte-Dyrkelse, der
kendes fra Assyrien og Babylonien. Mellemledet
mellem Lyderne og Assyrerne udgjordes
sandsynligvis af de saakaldte kappadokiske Syrer ell.
Leukosyrer (maaske Hetiter), fra hvis Land
der allerede i meget gl Tid førte en banet og
stærkt befærdet Vej til L.

L. beherskedes fra ældgl. Tid af Konger.
Herodot nævner tre Dynastier, af hvilke det
ældste, Atyaderne, tilhører en helt mytisk
Tid. Mere hist. er Heraklidernes
Dynasti, som bestod indtil Beg. af 7. Aarh. f. Kr.
(efter den paalideligste Kronologi 687), da dets
sidste Konge Kandaules blev styrtet af Gyges,
der indtil da havde beklædt Stillingen som en
Slags major domus ved Kongens Hof. Han blev
Grundlæggeren af Mermnadernes
Dynasti, under hvilket L. naaede den højeste

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:40 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/16/0153.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free