Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lüders, Ferdinand Vilhelm Weghorst - Lüders, Heinrich - Lüders'ske Linier - Lydforskydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Kbhvn 29. Novbr 1895. L. blev 1846
Sekondløjtnant i Marinen og deltog i 1. slesvigske
Krig. Efter 1855 at være bleven polyt. Kandidat
arbejdede han som assisterende Ingeniør ved
forsk. Vandbygningsarbejder i Dover,
Newcastle, Hull o. fl. St., indtil han 1858 atter
traadte i Marinens Tjeneste, hvor han forblev,
indtil han 1867 gik af som Kaptajn. 1. Novbr.
1860 blev han ansat som Havnebygmester i
Kbhvn og udnævntes 1. Juli 1872 til
Havnekaptajn, i hvilken Stilling han fungerede til
sin Død. 1891 tillagdes ham
Kommandørkarakter. L.’s Hovedgerning har været Udviklingen
af Kbhvn’s Havn; i de 35 Aar, han virkede ved
denne, udvidedes den meget betydelig. Som
nogle af de væsentligste Bygværker, der er
udførte i dette Tidsrum, kan nævnes den
gamle Knippelsbro, Havnebanebroerne,
Kvæsthusbroen, Kajerne langs Havnegade og ved den
ældre Gasværkshavn ud for Tøjhuset og
Larsen’s Plads, endvidere Nordre Toldbod,
Opfyldningen af Refshalerevet, hvorved
Refshaleøen dannedes, og endelig Frihavnen. L. tog
som Havnekaptajn ivrig og væsentlig Del i
alle i Havnen forefaldende Ingeniørarbejder,
og navnlig hans sidste Værk, Kbhvn’s
Frihavnsanlæg, skylder i særlig Grad hans Energi og
Administrationsevne sin hurtige Udførelse.
(C. Ph. T.). J. M.-P.
Lüders [’ly.dərs], Heinrich, tysk Indolog,
f. 1869 i Lübeck, tog Dr-Graden i Göttingen
1894 (over en af Univ. prisbelønnet Afh.: »Die
Vyāsaçikshā«), hvorefter han drog til England
og blev ansat i Indian Institute’s Bibliotek
(1895—99). Efter sin Hjemkomst virkede han
først nogle Aar som Privatdocent i Sanskrit i
Göttingen, indtil han 1904 blev ekstr. Prof. i
Rostock og Aaret efter ord. Prof. smsts. 1908
blev han Prof. i Kiel og endelig 1909 kaldtes
han til Berlin-Univ. som Pischel’s
Efterfølger i Sanskrit. Som Medlem af den intern.
Mahābhārata-Kommission tog han ivrig Del i
dennes Arbejde og valgtes derfor til at lede
Forarbejderne til den planlagte store kritiske
Udgave af Mahābhārata, et Arbejde som
Verdenskrigen desværre har standset. Da det store
Samlerværk »Grundriss der indo-arischen
Philologie«, der var grundlagt af Bühler og
fortsat af Kielhorn, ved sidstn.’s Død 1908
truede med at standse, overtog L. Ledelsen
deraf i Forening med J. Wackernagle. L. har
ogsaa taget virksom Del i Bearbejdelsen af de
fra de tyske Ekspeditioner i Centralasien
hjembragte litterære Fund. Han har bl. a. udgivet
»Ueber die Grantharecension des Mahābhārata«
(1901) og »Das Würfelspiel im alten Indien«
(1907), begge i Abhandl. d. K. Ges. d. Wiss.
Göttingen; endvidere en Rk. større og mindre
Afh. i Berliner-Akademiets Sitzungsbeirichte:
»Bruchstücke buddhistischer Dramen« (1911),
»Epigraphische Beiträge«, I—IV (1912—14), »Die
Pranidhibilder im 9. Tempel von Bāzāklik«
(1913), »Die Sakas und die nordarische
Sprache« (1913), »Ueber die litterarischen Funde
von Ostturkestan« (1914), »Die Saubhikas. Ein
Beitrag zur Geschichte des indischen Dramas«
(1916), »Eine arische Anschauung über d.
Vertragsbruch« (1917) og »Die śäkischen Mūra«
(1919).
D. A.
Lüders’ske Linier, se Flydegrænse.
Lydforskydning betegner forsk.
Konsonantovergange, som karakteriserer den germanske
Sprogklasse i Modsætning til alle de andre
indoeurop. Sprog. — Allerede Rask iagttog
(»Undersøgelse om det gl. nord. ell. isl. Sprogs
Oprindelse«, 1818, S. 169), at en Del af de opr.
indoeurop. Lyd undergik en ejendommelig
Forandring i de germanske Sprog, men først
Jakob Grimm, der byggede paa Rask’s
Iagttagelser, erkendte Forholdets lovmæssige
Karakter (»Deutsche Grammatik«, I 2. Udg. 1822,
S. 584), ligesom han ogsaa indførte Betegnelsen
»Lautverschiebung«; Loven om L. kaldes derfor
ofte, især i England, »Grimm’s Lov«. — Medens
Grimm og i det hele Sprogforskerne indtil c.
1870 som oftest opfattede L. som en enkelt
Proces, hvis forsk. Momenter stod i nøje
Afhængighedsforhold til hverandre, har den
senere Tids Sprogforskning, især som Følge af
Karl Verner’s Opdagelse, vist, at L. i
Virkeligheden er en Række, paa højst forsk. Tider
gennemførte Lydovergange, af hvilke dog de
vigtigste tilhører det fællesgermanske
Sprogtrin. Den fællesgermanske L. angaar især flg.
Lyd:
A. Indoeuropæisk 1) bh (i Gr.
repræsenteret ved φ, lat. f), 2) dh (gr. θ, i Latin som
oftest f), 3) gh (gr. χ lat. h) er i de germanske
Sprog blevet til 1) b, 2) d, 3) g (opr. de dertil
svarende aabne Lyd, Spiranter): 1) sanskr.
bhratar, lat. frater, dansk Broder; sanskr.
bhárāmi, gr. φέρω, lat. fero, dansk bære, 2) gr.
θύρα, lat. fores, dansk Dør; gr. θυγάτηρ, got.
daúhtar, dansk Dotter, 3) gr. χήν, tysk Gans,
dansk Gaas; lat. hostis (opr. = fremmed),
dansk Gæst.
B. Til indoeurop. 1) p, 2) t, 3) k svarer
germansk 1) f, 2) þ, th, 3) h (opr. Lyden χ): 1)
sanskr. pitár, lat. pater, dansk Fader; sanskr.
páçu, lat. pecu, got. faihu, dansk Fæ. 2) gr.
τρεῖς;, lat. tres, oldn þrir, dansk tre; gr. τέγος,
lat. toga (»dækkende Klædning«), oldn. þak,
dansk Tag. 3) lat. cutis, dansk Hud; gr. κύων,
lat. canis, dansk Hund.
C. Til indoeurop. 1) b, 2) d, 3) g svarer
germansk 1) p, 2) t, 3) k. 1) I Indlyd har man gr.
κάνναβις, lat. cannabis, oldn. hanpr, dansk
Hamp; men i Forlyd har indoeurop. b været
en sjælden Lyd, hvilket ogsaa gælder om germ.
p, hvorfor sikre Paralleller mangler. 2) lat.
domare, dansk tæmme; gr. δρῦς, got. triu,
dansk Træ. 3) gr. γόνυ, lat. genu, dansk Knæ;
lat. granum, dansk Korn.
De Undtagelser fra Lydforskydningsloven,
som gives, er vel begrænsede og angriber ikke
dens lovmæssige Karakter; saaledes forskydes
Lydene ikke i visse Konsonantforbindelser,
saasom sp, st, sk (lat. piscis, dansk Fisk o. s. v.).
Den vigtigste Undtagelse lykkedes det Karl
Verner at forklare (»Zeitschr. für vergleich.
Sprachforschung«, XXIII, 1876), idet han
paaviste, at indoeurop. p, t, k i Indlyd i de
germanske Sprog regelmæssig er blevet til de
ustemte Lyd f, þ, χ (senere: h), naar den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
