Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mabillon, Jean - Mabinogion - Mably, Gabriel Bonnot de - Mabuchi, Kamo - Mabuse, Jan, van - Mac
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lavede han i Klosteret St Remy, senere i
Klostrene Corbie, St Denis og St Germain-des-Prés.
M. var optaget af Udgivelsen af den hellige
Bernard’s Skr (S. Bernardi opera omnia [2 Bd,
Paris 1687]), da Jesuitten Papebroeck i en
Fortale til 1. Oktbr i Acta sanctorum udtalte sin
Tvivl om Ægtheden af adskillige Aktstykker til
Benediktinerordenens Historie. Dette satte M. i
Bevægelse, og i fire Aar arbejdede han nu paa
at undersøge, hvorvidt denne Tvivl havde noget
paa sig. 1681 udgav han De arte diplomatica,
ved hvilken han lagde Grunden til
Diplomatikken, og tilbageviste paa fl. Punkter afgørende
Papebroeck. Senere maatte M. forsvare Bet. af
Munkenes videnskabelige Arbejde over for
Trappistabbeden de Rancé. Colbert sendte 1682 M.
til Burgund, senere til Tyskland og Italien for
i Arkiver og Biblioteker at samle alt, hvad der
var af Vigtighed for Frankrigs Historie.
Grundlæggende for Klosterhistorien er M.’s Acta
sanctorum ordinis St. Benedicti (9 Bd, Paris
1668—1702) og Annales ordinis St. Benedicti (6 Bd,
Paris 1703—39). Resultaterne af sine
Forskninger i Fremmedarkiver nedlagde han i Vetera
analecta (I—IV, Paris 1675—85) og Musæum
Italicum (I—II, Paris 1687—89, ny Udg. 1724).
(Litt.: Bäumer, »Johannes M.« [1892]; Pl.
Denis, Dom M. et sa méthode historique
[1910]).
L. M.
Mabinogion [eng. mäbi’noudзån], Navn paa
en bestemt Gruppe af cymriske
Ridderromaner. Se Keltisk Litteratur.
Hlg. P.
Mably [ma’bli], Gabriel Bonnot de, fr.
Forf. (1709—85). Opdraget som Gejstlig gik han
tidlig over til den diplomatiske Løbebane, men
han kunde ikke finde sig i den Afhængighed,
denne Stilling medførte, og trak sig tilbage for
fritstillet at hengive sig til Studier og Kritik af
de bestaaende Forhold. Han blev en ivrig
Beundrer af Grækere og Romere og en skarp
Kritiker over for den fr. Enevælde. Af hans Skr
kan nævnes: Le droit public de l’Europe . . .
depuis la paix de Westphalie (1748), Entretiens
de Phocion sur le rapport de la morale avec la
politique (1763), Observations sur l’histoire
de France (1765), Observations sur l’histoire
de la Grèce (1766), Du gouvernement de la
Pologne (1781), Observations sur le gouvernement
et les lois aux États-Unis (1784). Hans Œuvres
complètes er udgivne 1789 i 12 Bd, hans
Œuvres posthumes 1790—91 i 4 Bd.
P. M.
Mabuchi [-t∫i], Kamo (1697—1769), jap. Lærd,
Elev af Kada Azumamaro. Denne virkede
paa den 8. Shogun, Josjimune’s Tid (1716—45)
og havde forstaaet at vække Interessen for den
ældste jap. Sagndigtning, Kodjiki (se Japan,
Litteratur), hvori de første jap. Kejseres
guddommelige Herkomst og Bedrifter forherligedes.
Ligesom sin Lærer tilhørte M. den
japansk-patriotiske Bevægelse, der i 18. Aarh. voksede
frem som Modsætning til den hidtil stærkt
overdrevne Forkærlighed for alt Kinesisk. Ligesom
Kinas Lærde granskede deres Lands Oldtid,
saaledes udforskede nu Japanologerne med
største Iver alt hvad der kunde give Oplysning
om Gammeljapans Sprog, Litteratur, Religion
og Kultur. Uden Hensyntagen til, at al jap.
Civilisation stammede fra Kina ell. Indien,
ivrede de mod alt Fremmed, særlig det Kinesiske,
og nedsatte det, ofte uretfærdigt, i
Sammenligning med det indenlandske, ell. det man
regnede for indenlandsk. M. udtalte saaledes, at de
gl Japanere ikke besad nogen Moralteori, fordi
de ingen behøvede; derimod maatte de af
Naturen slette Kinesere o. a. Udlændinge
nødvendigvis have en saadan. Trods alle Overdrivelser
indlagde denne nationale Retning sig store
Fortjenester af jap. Filologi og Arkæologi. Deres
Uvilje mod Buddhisme og kin. Kultur
svækkede dog ofte deres sunde Omdømme og førte
dem paa Vildspor i deres videnskabelige
Undersøgelser. Religiøst medførte Bevægelsen en
Genopvaagnen af den gl. jap. Anedyrkelse,
Shintoismen (s. d.). Efter Kada var M. i en
Menneskealder Bevægelsens Leder og fortsatte
hans Studier. Begge overfløjedes dog langt af
M.’s Elev Motoori (s. d.).
F. de F.
Mabuse [ma’by.sə], Jan, van, egl. Jan
(Jenyn) van Gossart (Gossaert), signerer
selv Malbodius, nederl. Maler, f. omkr. 1470 i
Maubeuge (Mabuse) i Hennegau, optagen 1503
i Gildet i Antwerpen, hvor han døde 1541.
Uddannet under Indflydelsen af Gerard David og
Quentin Massys rejste han 1508—14 i Italien i
Følge med Philip, Bastarden af Burgund, med
hvem han muligvis senere ogsaa besøgte
Danmark (1515). Efter at være hjemkommen
arbejdede han i Antwerpen, Middelburg, Utrecht
og paa Philip af Burgund’s Slotte. Til M.’s
tidligste Værker i gammelnederlandsk Stil hører
»Kongernes Tilbedelse« i Howard Castle,
Triptychon-Alteret med Madonna med Engle,
Katharina og Dorothea i Mus. i Palermo,
»Madonna ved Brønden« i Ambrosiana i Milano og
de Miniaturer, som M. har udført til den
berømte Bønnebog i Markusbiblioteket i Venedig:
Breviarium Grimani. M.’s Arbejder efter
Opholdet i Italien bærer tydelige Spor af
Paavirkning af ital. Renaissancekunst (særlig
Lionardo). Hans Hovedværk efter Hjemkomsten
fra Italien: Alterbilledet med Korsnedtagelsen
i Kirken i Middelburg kendes kun gennem
Beskrivelser, da Billedet brændte med Kirken
1568, men »Prager Dombild« (der nu findes i
Rudolphinum i Prag) med den hl. Lukas
malende Madonna afgiver et udmærket Eksempel
paa M.’s »italieniserende« Kunst fra hans anden
Periode. Herhen hører endvidere »Neptun og
Amfitrite« i Kaiser Friedr. Mus. i Berlin, »Adam
og Eva« i Hampton Court, Madonnabilleder i
Louvre, Madrid og München; sidstnævnte Sted
ogsaa en »Danaë«. Udmærkede Portrætbilleder
findes fra M.’s Haand, saaledes to mandlige
Portrætter i National Gallery i London; i
Hampton Court: Billedet med Kristiern II’s tre
Børn, Portrættet af Kansler Caroudelet i
Louvre o. fl. Portrættet af Kristiern II paa
Kunstmus. i Kbhvn tilskrives M. (ell. B. van
Orley). (Litt.: E. Weisz, »J. G.« [1913]).
(A. R.). A. Hk.
Mac [mäk], ofte skrevet afkortet Mc ell. M’,
forekommer hyppig som Præfiks i Familienavne
af skotsk Oprindelse. M. stammer fra det
gæliske og betyder »Søn«; M.-Mahon egl. Mahon’s
Søn o. s. v.
V. S.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
