Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel / 392 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Magnard, Francis - Magnasco - Magnat - Magnavacca - Magna vox - Magne (Mandsnavn)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Magnard [ma’n_ja.r], Francis, fr. Journalist,
(1837—94), f. i Bryssel, blev opdraget i Paris,
skrev til adskillige Blade, fra 1863 i Le Figaro,
hvis Hovedredaktør han blev 1876, og hvis store
Fremgang meget skyldtes hans energiske og
kloge Ledelse. M. er Forf. til en antiklerikal
Roman L’abbé Jérôme (1869) og til Vie et
aventures d’un positivliste, histolre pafradoxale
(1876).
S. Ms.

Magnasco [ma’n_jasko], Alessandro,
kaldet Lissandrino, ital. Maler, f. 16671 Genua,
d. 1749 smst. M. var Søn af Maleren Stefano M.
og Elev af denne og F. Abbiati i Milano. Denne
By blev hans særlige Virkeplads; 1735 rejste
han tilbage til Genua. M. var en udpræget
Begavelse, dygtig i Portrættet, og særlig god i
sine Billeder fra Samtiden, hvor han ofte
tumler med en Mængde Figurer og føjer dem
sammen i en levende Komposition. Der gaar
fra M. Traade tilbage til Greco og Tintoretto;
man har endog kaldt M. en Miniaturudgave
af denne Mester; M.’s Billeder er til Tider
blevet forvekslet med Salvator Rosa’s, ogsaa
ved den friske »før-impressionistiske« Teknik.
Kendte Værker (i Pitti-Gal., i Brera,
Poldi-Saml. i Milano, Uffizi, i Dresdens Gal., Haag
m. v.): »Nonner i Koret«, »Kapucinere i
Refrektoriet«, S. Hieronymus, »Storm«,
Kirkebilleder m. v. I Kunstmus. i Kbhvn »Skærsliber«
(købt 1914). (Litt.: E. Bernard, Tintoret,
Greco, M. [Paris 1920]; Geiger, »Katalog o.
M.’s Værker« [Berlin 1914]).
A. Hk.

Magnat (lat. mágno natus ɔ: storættet) er i
Ungarn Betegnelse for Hovederne for de
højadelige Slægter. Disse havde (7—800 i Tallet)
opr. arvelig Adkomst til at tage Sæde i
Overhuset (Magnatbordet) tillige med
Biskopperne (de gejstlige M.) og en Del høje
Embedsmænd; men efter Overhusets Omdannelse
1885 krævedes desuden en vis aarlig
Skatydelse, og Tallet paa Medlemmer blev derved
væsentlig indskrænket. — I Polen kaldtes
ligeledes fordum Hovederne for de højadelige
Slægter samt de gejstlige og verdslige
Medlemmer af Senatet M. Ordet bruges ogsaa i
Alm. til at betegne en Stormand.
E. E.

Magnavacca [man_ja’vaka], se Comacchio.

Magna vox [-’våks] (lat.: Den store
Stemme). Benævnelse for en særlig Art elektriske
Telefoner til meget kraftig Lydgengivelse.

I sin simpleste Form er en saadan
højttalende Telefon indrettet ganske som en alm.
Telefon (s. d.), hvis Magnetsystem og Membran
er kraftigere bygget og forsynet med Lydtragt
ell. Horn til Forstærkning af Lydsvingningerne.
Bedre er en af Brown angivet Højttaler, hvori
den i Magnetfeltet anbragte forholdsvis svære
Membran er mekanisk forbunden med en lav
kegleformet Plade af tyndt Aluminiumblik, der
danner det egl. lydgiven de Organ. Nogen større
Virkning opnaas dog ikke med disse
Apparater, da Membranen p. Gr. a. sin Beliggenhed
umiddelbart i Nærheden af Magnetpolerne kun
kan gøre meget begrænsede Udsving.

I de egl. Magnavoxapparater af amerikansk
Konstruktion (den dansk-amerikanske Ingeniør
Peter L. Jensen, Kalifornien) bestaar den
magnetisk paavirkelige Del af en let bevægelig
Traadspole anbragt for Enden af en kraftig
Magnet. Spolen passeres af de med Talen
varierende elektriske Strømme og kommer
derved af Magnetfeltet i vibrerende Bevægelse, der
mekanisk overføres til en Lydmembran. Dennes
Udsving kan, da Spolen bevæger sig frit om
Magnetpolen, gøres forholdsvis stor, saaledes at
kraftige Lyde kan frembringes. I St f.
permanente Magneter som ved de sædvanlige
Telefoner anvendes derfor Elektromagneter, hvis
Virkning kan gøres langt større; desuden kan
Strømmen, der passerer den bevægelige Spole,
forstærkes gennem en Telefonforstærker (s. d.),
hvorved
Apparatet meget kraftigt
kan
reproducere Tale
eller Musik
for et større
Auditorium
ell. i fri Luft
— eventuelt
i
Forbindelse med
traadløs
telefonisk
Overførelse.
En stor
Mængde
Højttalere
med forsk.
Benævnelser
(»Ampliphone«,
»Telemegafon« etc.) er
baseret paa
dette
Princip, idet en
Membran
sættes i
Svingninger
ved
mekanisk Forbindelse med et af
Telefonstrømmene paa forskellig Vis bevæget elektrisk
Organ. I Stedet for Lydtragt anvendes ogsaa
Resonanskasser af Træ e. l.

Vanskeligheden og Begrænsningen for
Apparaternes Ydeevne ligger i, at de svingende Dele har
for stor Masse, saaledes at Lyden deformeres ved
Egensvingninger af Membran, Lydtragt etc. De
seneste Bestræbelser gaar derfor ud paa at
formindske disse Egensvingninger ved en særlig
Form for Lydgiveren. I en af Franskmændene
Gueritot og Aschel konstrueret Højtaler
dannes Lydgiveren saaledes af selve den Spole,
hvorigennem Telefonstrømmene ledes. Spolen
er op viklet af fl. Lag tyndt Aluminiumtraad paa
en Kegle af Silketøj og anbragt mellem Polerne
af en kraftig Elektromagnet, der er formet efter
Keglen. Da Spolen kun har ringe
Egensvingning, finder ingen Deformering af Lyden Sted.
A. C. G.

Magna vox.

Magne, nordisk Mandsnavn; Magnhild,
Kvindenavn; afledt af oldn. magn-, megin,
Styrke; hertil svarer tyske Navne som
Meinhard o. l.
(A. O.). G. K-n.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>