Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Magnetisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
medens Inklinationsnaalen kan dreje
sig om en vandret Akse i en lodret Plan,
Stedets magnetiske Meridianplan. — I mange
Tilfælde anvender man af praktiske Grunde
Elektromagneter, hvor man principielt lige saa godt
kunde anvende permanente Magneter, f. Eks.
som Feltmagneter i Dynamoer og Motorer, i
elektr. Kraner.
Paa en væsentlig anden Maade udnyttes M.,
naar Jernet benyttes f. Eks. som Anker i
Dynamoer og Motorer ell. i Transformatorer. Det
vigtige er her Vekselvirkningen mellem M. og
elektr. Strøm, og man maa derfor til disse
Anvendelser bruge Jern med stor magnetisk
Induktion. Men tillige bliver Jernet i disse
Apparater ustandselig ommagnetiseret, og da der
til hver Ommagnetisering kræves en vis
Energimængde, er det af yderste Vigtighed for
Apparaternes Økonomi at anvende Jernsorter med
smal Hysteresekurve, med lille Koercitivkraft.
Ikke blot gaar den nævnte Energimængde
praktisk set tabt, idet den nemlig omdannes til
Varme i Jernet, men denne Varme
(Hysteresevarmen) kan endog gøre direkte Skade, idet
den dels forringer Jernet i magnetisk
Henseende og dels kan ødelægge
Isolationsmaterialet i Strømspoler. Til at karakterisere de
forsk. Jernsorter benyttes her den saakaldte
Permeabilitet μ, der defineres som
Forholdet mellem B og H; μ = B/H, μ varierer
med H, idet den med voksende H først vokser
og derpaa aftager for efterhaanden at nærme
sig Værdien 1. Ved de her omhandlede
Anvendelser af M. maa benyttes Jernsorter med
stcr Permeabilitet; jo større μ er, desto
stejlere vil nemlig B—H-Kurven stige op fra
Abscisseaksen, desto mindre vil tillige det til en
stor Værdi af B svarende H være og desto
mindre følgelig Hysteresetabet. Man bruger i
Alm. Siliciumstaal med et Indhold af 2—4 %
Silicium; for dette er Koercitivkraften omkr.
0,8 Gauss.
Maksimalpermeabiliteten c. 4000,
svarende til en
Induktion paa B
= 6—7000;
Hysteresetabet er c.
1,5 Watt pr kg
Jern for 50
Perioder i Sek. og
for en
Maksimalinduktion paa
1000. Af Interesse
er det, at en
grundig
Udglødning i Vakuum
forøger μ meget
stærkt; man har saaledes for Siliciumstaal,
behandlet paa denne Maade fundet en
Maksimalpermeabilitet paa 66000 og en Koercitivkraft
paa 0,2 Gauss, samt et Hysteresetab, som kun
var godt 1/10 af det ovf. nævnte.
I en Del Apparater, f. Eks. Telefoner,
polariserede Relais’er m. fl. bliver en Magnet
(permanent ell. Elektromagnet) udsat for
forholdsvis svage magnetiske Kræfter, der snart vil
svække, snart forstærke den tilstedeværende
Magnetisering, men som er for smaa til at
bevirke en fuldstændig Ommagnetisering af
Jernet. Herved vil B variere som vist i Fig. 6;
har den magnetiske Kraft Værdien H1, vil
Induktionen være B1, men varierer H mellem H1
og H2 vil B ikke ændres efter den sædvanlige
Hysteresekurve, men derimod efter den viste
lille Sløjfe, altsaa mellem Grænserne B1 og B2.
Variationens Størrelse bestemmer en ny for
Jernsorten karakteristisk Konstant, nemlig
den reversible Permeabilitet μrev,
defineret ved μrev = Δ B/Δ H. Denne er entydig
bestemt ved Jernets Magnetiseringsintensitet,
hvorledes end denne er frembragt, og varierer
i det hele taget ikke nær saa stærkt som den
ovf. definerede Permeabilitet μ.
Energiforbruget ved saadanne smaa Variationer af H er
meget ringe; det er repræsenteret ved den lille
Sløjfes Areal, og dette naar først en væsentlig
Størrelse, naar Δ H bliver saa stor, at H
skifter Retning.
Dia-, para- og ferromagnetiske
Legemer. Allerede Faraday viste, at mange
andre Legemer end Jern paavirkes af et
Magnetfelt. Man skelner nu mellem tre Arter af M.
Ved de diamagnetiske Legemer er
Susceptihiliteten negativ; som Følge heraf vil
en Stang af et diamagnetisk Materiale, anbragt
i et inhomogent Magnetfelt, med sine Ender
søge hen hvor Feltet er svagest.
Susceptibiliteten er her meget nær uafhængig af
Temperaturen og uafhængig af den magnetiserende
Kraft; den er altid meget lille, selv for det
stærkest diamagnetiske Stof, Vismut, kun —
14 · 10—6. — Ved de paramagnetiske
Legemer er Susceptibiliteten positiv, af
Størrelsesordenen 1—60 · 10—6. Den er omvendt
proportional med den absolutte Temperatur,
men uafhængig af Feltstyrken. Et
paramagnetisk Legeme vil i et inhomogent Magnetfelt
med sine Poler søge hen, hvor Feltet er
stærkest. Af paramagnetiske Legemer kan nævnes
Ilt; flydende Ilt vil derfor klæbe fast til Polerne
af en kraftig Magnet, og en Sæbeboble fyldt
med Ilt vil trækkes ud til en Ellipsoide. —
Endelig betragtes de ferromagnetiske
Legemer som en særlig Gruppe. Her er
Susceptibiliteten ligeledes positiv, men mange
Gange større end ved de paramagnetiske
Legemer (den er af Størrelsesordenen 50—200);
endvidere afhænger Susceptibiliteten ikke blot af
den øjeblikkelige Værdi for Feltstyrken, men
ogsaa af de umiddelbart foreg. Værdier
(Hysterese); de ferromagnetiske Legemer
bliver paramagnetiske ved Temperaturer over en
vis kritisk Temperatur (ved Jern 785°). Det
absolut vigtigste ferromagnetiske Legeme er
Jern, men ogsaa Nikkel og Kobolt er
ferromagnetiske: de viser Mætning og Hysterese ganske
som Jern; saaledes er for Nikkel
Mætningsintensiteten 400 abs. Enheder, Koercitivkraften
15 Gauss og den kritiske Temp. 310°. Af andre
ferromiagnetiske Stoffer maa nævnes de af F.
Heussler 1898 fundne Legeringer af
Mangan, Kobber og Tin;
Magnetiseringsintensiteten afhænger meget af Behandlingen, men kan
 |
| Fig. 6. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
