Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marsyas - Martabanbugten - Marteau, Henri - Martel (Vinby) - Martel (se Karl Martel) - Martel, Louis - Martel de Janville, Sibylle Gabrielle Marie Antoinette de Riquetti de Mirabeau, Grevinde af - martellato - Martell-Dal - Martelli, Pier Jacopo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Væddestriden nævnedes Byen Kelainai. Det fortaltes,
at M.’s afflaaede Hud var ophængt der i en
Hule og bevægede sig, naar der hørtes
Fløjtemusik. I en noget ændret Form overførtes
Myten ogsaa til Rom. Scener af Sagnet, navnlig
Væddekampen og M.’s Afstraffelse, var i den
bildende Kunst ret alm. anvendte Motiver
(Statuer, Relieffer, Malerier og Vasebilleder),
mindre derimod i Digtekunsten. Ogsaa RørfLøjten,
Syrinx, henføres til M.
H. A. K.
Martabanbugten, stor Bugt fra det
bengalske Hav paa Bagindiens Vestkyst dannes
af Landskabet Pegus Kyst mod N. og
Tenasserims mod Ø. Den optager de to store Floder
Saluen og Iravadi; de vigtigste Havne er
Rangun, Moulmein og Amherst.
M. V.
Marteau [mar’to], Henri, fr.
Violinvirtuos, f. i Reims 31. Marts 1874; hans Moder
var tysk født, hvilket har sat sit Præg i hans
Kunstnerpersonlighed. Den berømte Virtuos
Sivori opdagede tidlig M.’s Violintalent, og han
blev i Paris Leonard’s Elev. Allerede 1884
debuterede M. og vakte som højtbegavet
»Vidunderbarn« stor Opmærksomhed. Endnu i
Barnealderen berejste M. Tyskland, Østerrig og
England, afsluttede derefter med glimrende
Resultat sine Studier ved Paris-Konservatoriet
og paabegyndte atter en Række Koncertrejser
bl. a. til Nordamerika og senere til Rusland
og til Skandinavien, som han oftere har
gæstet. 1900 modtog M. Stillingen som Prof. i
Violinspil ved Konservatoriet i Genève, hvor
han bl. a. grundlagde en Strygekvartet; 1908
kaldtes han til »Hochschulen« i Berlin som J.
Joachim’s Efterfølger, men under
Verdenskrigen maatte han som fr. Reserveofficer fratræde
denne Stilling (1915). Siden har han levet som
koncerterende Violinist og som Komponist
(Dirigent). I Sverige, hvor han har vundet særlig
Yndest, fik han Statsborgerret. — M. hører til
Nutidens betydeligste Violinspillere. Hans Tone
er stor og sangbar, hans Intonation fortræffelig,
hans Teknik højt udviklet og hans Foredrag
overlegent og stilfuldt; det forener fr. Klarhed
med tysk Gemyt. Hans Programvalg viser hans
kunstneriske Smag og Alsidighed; dets Omfang
betegnes ved, at M. er en første Rangs
Bach-Spiller og samtidig har kreeret helt moderne
Musik. M.’s Kompositioner omfatter en Opera,
»Meister Schwalbe«, en »Natursymfoni«, en
Violin- og en Cello-Koncert, nogle Suiter og en
Del Kammermusik og Sange.
W. B.
Martel [mar’tæl], bekendt Vinby i det
sydøstlige Frankrig ikke langt fra Dordogne, Dept
Lot. Byen har et gammeldags Præg: Ringmure,
Kirke fra 15., Raadhus fra 14.—16. Aarh.,
Handel med Vin og Trøfler. 2200 Indb.
N. H. J.
Martel [mar’tæl], se Karl Martel, S. 593.
Martel [mar’tæl], Louis, fransk Politiker
(1813—92). Han var først Sagfører og senere
Dommer i sin Fødeby St Omer i Dept
Pas-de-Calais, valgtes 1849 til Nationalforsamlingen og
stemte her sammen med Højre, men
protesterede 1851 imod Statskuppet og genoptog
derefter sin Virksomhed som Sagfører. 1863—70
var han Medlem af den lovgivende Forsamling
og var med at grundlægge det Mellemparti, som
krævede politisk Frihed under Kejserdømmet.
1871 valgtes han til Nationalforsamlingen og
hørte opr. til højre Centrum (blev Formand i
Benaadningskommissionen og Medlem af
Forfatningsudvalget), men gik senere over til
Thiers’ Parti. Han var stadig en af
Næstformændene og gentagne Gange Republikanernes
Kandidat til Formandsposten (imod Buffet).
1875 var han den anden valgte af de 75
livsvarige Senatorer; blev Decbr 1876—Maj 1877
Justitsminister under Jules Simon (dadlede
skarpt de Dommere, som efter Statskuppet 1851
havde taget Sæde i de blandede Kommissioner)
og var 1879—80 Senatets Formand.
E. E.
Martel de Janville [mar’tæl-dö-zã’vil],
Sibylle Gabrielle Marie Antoinette
de Riquetti de Mirabeau, Grevinde af,
fr. Forfatterinde, kendt under Pseudonymet
Gyp, er født paa Slottet Coëtsal (Morbihan)
1850 som Efterkommer af den berømte
Mirabeau, gift 1869 med Grev M. d. J. Hun
debuterede med Skitser i La vie parisienne og har
vundet sig et Navn ved sine let humoristiske,
ironisk pebrede High-life Romaner, der uden
at have litterært Værd satiriserer ret frivolt
over alle Slags mondæne Parisertyper, ofte i
Dialogform og i en broget Sprogjargon; Typer
som Paulette, lille Bob, Loulou er blevne meget
populære. Af hendes Bøger kan nævnes: Petit
Bob (1882), La vertu de la baronne (1882), Ce
que femme veut! (1883), Un homme délicat
(1884), Le monde à côté (1884), Elles et lui
(1885), Sans voiles (1885), Dans l’train (1886),
Autour du divorce (1886), Trois étoiles; joies
conjugales (1887), Les séducteurs (1888),
Pauvres petit’ femmes!!! (1888), Mlle Loulou (1888),
Bob au Salon, I—III (1888—90), Ohé!... les
psychologues! (1889), Mlle Éve; tout à l’égout
(1889), L’éducation d’un prince (1890), Un raté
(1891), Tante Joujou (1892), M. le duc, Mme la
duchesse, Pas jaloux! (1893), Journal d’un
philosophe (1894), Le mariage de Chiffon (1894),
Leurs âmes (1895), Eux et elle (1896), Les gens
chic (1896) o. s. v. I fl. af de sidstnævnte
Romaner gav hun en smagløs Antisemitisme Luft,
ligesom sit Dreyfus-Had i Le journal d’un
grinchu. Af hendes senere Produktion kan
anføres Totote (1897), Balancez vos Dames! (1900),
Le Friquet (1901), Un mariage chic (1902), Les
chéris (1903), Cloclo (1904), Pervenche (1904),
Doudou (1907), L’amoureux de Line (1910), La
Ginguette (1911), Napoléonette (1913), La dame
de Saint-Leu (1914) o. fl. Nogle af Romanerne
er dramatiserede.
S. Ms.
martellato (ital.: »hamret«), mus.
Foredragsbetegnelse: med særlig kraftigt Anslag.
Martell-Dal, se Mortell-Dal.
Martelli [mar’tæl.i], Pier Jacopo, ital.
Digter, f. i Bologna 1665, d. smst. 1727. Han var
først Raadssekretær i sin Fødeby, siden Prof. i
Humaniora ved dens Univ. og en Tid
Gesandtskabssekretær i Rom, hvor han blev Medlem
af »Arkadiernes Akademi«. 1713—14 fulgte han
en pavelig Nuntius, Kardinal Aldobrandini, paa
en Rejse til Frankrig og Spanien. M. har
skrevet Digterværker i mange Haande Genrer, men
navnlig Tragedier, i hvilke han optraadte som
direkte Efterligner af den klassiske fr.
Tragedie, ja endog søgte at efterligne dens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
