Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Meytens, Martin van der - Meywar - Meza, Christian Julius de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
[Grippsholm] etc.), Selvportræt i Mus. i Wien
og i Uffizi i Firenze. (Litt.: M.’s Selvbiografi
i Frimmel’s »Blätter f. Gemäldekunde« [1905]).
A. Hk.
Meywar [’meiwa.ə], se Udaipur.
Meza, de [dø-’me.sa], Christian
Julius, dansk Officer, f. 14. Jan. 1792 i
Helsingør, d. 16. Septbr 1865 i Kbhvn. Han blev
Artillerikadet 1804, gjorde 1807 Tjeneste som
Stykjunker og
udnævntes 1810
til
Sekondløjtnant i
Artilleriet, hvorefter
han sendtes til
Frederiksværk
som
Kontrolofficer.
Forfremmet til
Premierløjtnant Aaret
efter vendte
ham tilbage til
Kbhvn og blev
Lærer i
Danmarks
Historie og
Militærgeografi ved
Artilleriinstituttet,
hvilken
Virksomhed i
Forbindelse med hans Sprogtalent 1813 skaffede
ham Plads som Adjoint i Generalstaben.
Ved Hærreformen 1816 kom han tilbage
til Artilleriet og blev Lærer i de levende
Sprog, først ved Instituttet, fra 1830 ved den
kongelige militære Højskole, hvilken Stilling han
først opgav 1842, da han blev Major ved 1.
Artilleriregiment. Kaptajn blev han 1821;
1825—27 var han paa en længere Studierejse i
Vesteuropa, blev derefter (Batterichef 1828,
rejste 1837 atter til Paris og var 1846—47
Formand i en Kommission, der skulde forberede
Indførelsen af ny Haandskydevaaben. Saa kom
Krigen 1848, og Krigsminister Tscherning
ansatte M., der var hans Svoger, til
højestbefalende Artilleriofficer ved Hæren. Dette Valg
forbavsede alle, thi M. havde kun sjælden gjort
praktisk Tjeneste og var en Særling, saavel
hvad Paaklædning som ydre Optræden angik.
Det viste sig dog snart, at Tscherning havde,
bedømt sin Svoger rigtig, thi ikke alene havde
denne et sundt militært Blik, men en sjælden
Koldblodighed i Farens Stund. Efter Kampene
ved Bov, Slesvig, Nybøl, og Dybbøl vakte det
derfor ikke længere Forbavselse, da han kort
efter udnævntes til Oberst og Chef for 6.
Infanteribrigade. Under Kampene i Sundeved
Apr. 1849 viste han sig ikke alene flink som
saadan, men det hed snart, at hvor han var,
der fulgte Heldet med, og i hvert Fald
frygtede han ikke Ansvaret. Derfor forlangte
Krigsministeren, at M., som imidlertid var blevet
Højestbefalende for Flankekorpset paa Als,
skulde deltage i det planlagte Udfald fra
Fredericia. Det bestemtes, at han skulde føre
Avantgarden, bestaaende af 6. Brigade, og med
urokkelig Bo holdt han Stand med dennes 1.
lette Bataillon, der forbandt de to Fløje, som
kæmpede om Skanserne, hvorefter han
udnævntes til Generalmajor og Kommandør af
Dannebrog. Efter endt Felttog blev han Chef
for Artilleriet, men p. Gr. a. Sygdom fik han
ingen Kommando, da Hæren atter rykkede ud
1850. Han meldte sig dog inden Slaget ved
Isted til Tjeneste ved Overkommandoen for at
overtage en passende Kommando, hvorfor han
straks efter General Schleppegrell’s Fald
kunde indtage dennes Plads som Chef for 2.
Division. Hans Optræden efter Affæren ved Stolk
var saaledes, at Kongen lod ham beholde
Befalingen over Divisionen og hædrede ham med
Storkorset.
Efter Fredsslutningen blev M. atter
Artillerigeneral indtil 1856, og derefter
Generalinspektør over Artilleriet, medens han desuden
blev Præses i Krigsministeriets raadgivende
Komité og Formand i Befæstningskommissionen
af 1855. Udnævnt 1858 til kommanderende
General i Nørrejylland førte han som saadan
Kommandoen over Troppesamlingerne ved
Flensborg 1859 og ved Dannevirke 1862,
medens han Septbr 1863 overtog
Generalkommandoen paa Sjælland. 3 Maaneder senere blev han
til Trods for sine 72 Aar udnævnt til
Overgeneral, hvilket saavel Hæren som Befolkningen
hilste med Glæde. Da M. Jan. 1864 indtraf ved
Dannevirke-Stillingen, som han kendte i alle
Enkeltheder, var det Vinter, tilmed meget
streng Vinter, og han vidste saaledes, at
Stillingen under disse Forhold var for udstrakt
til at forsvares af den danske Hær alene. Af
politiske Grunde formente dog Regeringen, at
Hovedslaget skulde staa her, ja Monrad
udtalte endog, at man burde ofre en Trediedel af
Hæren, inden Stillingen blev forladt. I
Instruksen for Stillingens Forsvar (udg. 13. Jan.)
hed det dog: »at det i hvert enkelt Tilfælde
bliver den kommanderende Generals Sag at
fatte Beslutning om, hvor vidt Stillingens
Forsvar skal drives . . . og at Kampen i Stillingen
ikke tør føres saa vidt, at Hærens Tilværelse
som Hær kompromiteres«. Kort efter at
Fjenden havde vist sig foran Stillingen, besluttede
M., af Hensyn til de foreliggende Forhold, at
rømme den; han vilde sikkert have
gennemført Beslutningen paa eget Ansvar, hvis ikke
Folkestemningen var gaaet saa stærkt i
modsat Retning; derfor fandt han det rigtigst at
støtte sig til et Krigsraad, der blev afholdt 4.
Febr om Aftenen med det Resultat, at kun eet
Medlem, General Lüttichau, stemte imod
Rømningen. Denne paabegyndtes saa den 5. om
Aftenen, idet efter indsendt Melding til
Krigsministeriet Kl. 11 Aften Telegrafforbindelsen
med dette blev afbrudt. Da M. ankom til
Flensborg, forefandt han her følgende Telegram fra
Krigsministeren: »Jeg anerkender ikke, at
Armeens øverstkommanderende General har
holdt sig Instruksen efterrettelig og
forbeholder mig altsaa en Undersøgelse i saa
Henseende. Det er min Mening, at Danevirke
burde forsvares«. Allerede 7. Febr kaldtes M. med
sin Stabschef Oberst Kauffmann til Kbhvn for
at give Krigsminister Lundbye Oplysning om
Tilbagetoget; men den under 15. Febr
indsendte Beretning tilfredsstillede ikke Lundbye,
 |
| C. J. de Meza. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
