- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
92

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ministeransvarlighed - ministére public - Ministerialbøger - Ministerialer - Ministerialsystem

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

nemlig den parlamentariske M. sig ved den
konstitutionelle Praksis i Tidsrummet 1884—1905.
K. Ø.

ministère public [mini↱stæ.r-py↱blik] kaldes
Organer, der er knyttet til den fr. Retspleje.
M. p.’s Hovedvirksomhed falder inden for den
kriminelle Retspleje (matière criminelle), hvor
m. p. udøver Anklagemyndigheden og saaledes
varetager samme Hverv som Statsadvokaturen
her i Landet. Men ogsaa i civile Sager
(matière civile) kan m. p. optræde for at varetage
det Offentliges Interesser ell. fraværende
Personers Tarv, og en lgn. Rolle har m. p. i den
administrative Retspleje (matière d’ordre
administratif
); endvidere har m. p. en vis
respondentiel Myndighed og Pligt til i Alm. at
overvaage Retsplejen. Indbegrebet af de til m. p.
knyttede Funktionærer kaldes le parquet i
Modsætning til Retten (le tribunal), hvilket har
sin Oprindelse fra en gl Ordning, hvorefter
m. p. havde Plads paa Gulvet foran den Tribune,
hvor Dommeren var anbragt. M. p. benævnes
ogsaa ofte magistrature debout i Modsætning
til Dommerne som magistrature assise, fordi
m. p. taler staaende, medens Dommeren
forhandler siddende. Der findes i Princippet en
m. p. ved hvert tribunal; ved den øverste
Domstol, cour de cassation, udføres Hvervet som m. p.
af en procureur général med Assistance af et
større Antal avocats généraux. Ved
Overretterne, cours d’appel, repræsenteres m. p.
ligeledes af Generalprokurøren med forsk.
Medhjælpere; ved andre Retter haves andre
Betegnelser for m. p.’s Repræsentanter. M. p.’s
Medlemmer er judicielle Embedsmænd
(magistrats), der udnævnes af Republikkens
Præsident og sorterer under Justitsministeriet.
K. Hch.

Ministerialbøger, se Kirkebøger.

Ministerialer, ɔ: »Tjenestemænd«, kaldtes
i den ældre Middelalder de Mænd, der gjorde
Tjeneste som Krigere ved de tyske Kejseres og
Fyrsters Hof. De var opr. ufri, men deres
ærefulde Hverv skaffede dem Anseelse, og lidt
efter lidt forvandledes de til Lavadelsmænd og
fik arvelige Len. De mest ansete var
Rigsministerialerne, hvis Herre Kejseren var, og
som dannede Hovedstøtten for de frankiske og
staufiske Kejserhuse.
M. M.

Ministerialsystem betegner en Forvaltningsform,
der er organiseret saaledes, at der i
Spidsen for hver af Statens Forvaltningsgrene
stilles en Enkeltmand (oftest med Titel af
Minister, Statsraad o. l.), som er enebestemmende
m. H. t. alle Afgørelser og ansvarlig for
Administrationen som Helhed, medens det
øvrige tjenestegørende Personale er knyttet til
ham ved et Underordnelsesforhold.
Modsætningen hertil danner Kollegialsystemet,
hvor Bestyrelsen udøves af flere Personer i
Forening, et Kollegium, hvis Medlemmer er
ligeberettigede, og hvis Afgørelse træffes ved
Stemmeflerhed. Kollegialsystemet, der var den
gængse Administrationsform i den ældre Tids
Enevoldsstater, maatte i Løbet af 19. Aarh.’s
første Halvdel efterhaanden vige Pladsen for M.,
som nu raader i de fleste Staters Forvaltning.
Meget ofte er denne Omformning af Administrationen
gennemført sammen med en Kuldkastelse
af Forfatningen, nemlig en Overgang
fra Enevælde til parlamentarisk Styre, og som
Følge heraf opfattes M. ofte som nødvendig
forbundet med en fri Forfatning, navnlig p. Gr.
af Ministeransvarligheden, der i Alm. antages
at forudsætte, at Ministerierne ledes af enkelte
Personer. Dette er dog ikke rigtigt. Historien
giver mange Beviser for, at M. ikke er knyttet
til Ministeransvarligheden med statsretlig
Nødvendighed. Adskillige Stater har indført M.,
endnu medens de var enevældig styrede,
saaledes Preussen, Bayern, Württemberg og
Rusland. Omvendt kan man henvise til, at
England, hvor Ministeransvarligheden har været
hævdet i mere end 400 Aar, lige indtil Midten
af 19. Aarh. har bevaret en kollegial
Centraladministration, der endnu i vore Dage er
blevet benyttet i en saa vigtig Forvaltningsgren
som det britiske Admiralitet. Ogsaa andre
Stater har i deres Historie frembudt Eksempel paa
Forening af Kollegialstyre og
Ministeransvarlighed, saaledes Schweiz og Sverige.

Det er saaledes ikke forfatningsmæssige
Doktriner, som alene har været afgørende for M.’s
Sejr over Kollegialsystemet, men en Flerhed
af Grunde, der hænger sammen med
Spørgsmaalet om de to Systemers Tjenlighed for
Nutidens Statsliv. Kollegialsystemets Fortrin
bestod i, at det muliggjorde en alsidig Drøftelse
og Undersøgelse af de enkelte Anliggender, og
det havde endvidere under enevældige
Herskere den store Betydning, at det ved sin mere
upersonlige Virkemaade frembød et Værn mod
despotiske Luner og Vilkaarlighed. Men til
Gengæld fulgte med Kollegialsystemet en træg og
omstændelig Forretningsgang og Svækkelse af
Initiativet; disse Mangler var allerede under
Enevælden Genstand for Kritik, og efterhaanden
som Statens Virksomhed i Løbet af 19. Aarh.
kom i stærk Udvikling og stillede voksende
Krav til Forvaltningens Hurtighed og Energi,
virkede den kollegiale Arbejdsmaade mere og
mere utjenlig. Hertil kom, at Ansvaret for de
trufne Beslutninger forflygtigedes, og
Kollegialsystemet forekom af den Grund særlig
utilfredsstillende ved Overgangen til parlamentarisk
Styre. Her over for har M. frembudt adskillige
Fordele: Enkeltmands Ledelse aabner Mulighed
for en raskere Ekspedition, større Aktivitet,
mindre Bekostning og giver en langt klarere
og simplere Ordning af Ansvarsproblemet.
Disse Hensyn, der udspringer dels af praktisk, dels
af politisk Nødvendighed, har været
bestemmende for M.’s Gennemførelse i Staternes
Centraladministration. Ogsaa i den lokale
Administration genfindes Modsætningen mellem
Kollegialstyre og Enkeltstyre; hvor
Lokalforvaltningen ledes af en enkelt Embedsmand, siges
den at være organiseret efter
Bureausystemet eller Præfektursystemet,
medens Betegnelsen M. derimod kun har Hensyn
til Centraladministrationens Forhold. At
Centralforvaltningen er ordnet efter M., udelukker ikke,
at Kollegialsystemet kan raade i
Lokalforvaltningen, hvilket bl. a. i vidt Omfang er
Tilfældet i Danmark, hvor f. Eks. al
Kommunalforvaltning er organiseret som Kollegialstyre.

M. har sin Oprindelse fra Frankrig, hvor

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:59:41 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/17/0106.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free