Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Murgips - Muri - Muriaticum - Murider - Muridisme - Muridæ, Murinæ - Murillo, Bartolomé Estéban
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blive stærk; den skal være som en stiv Grød,
men til Gengæld maa den holdes fugtig, indtil
Hærdningen er afsluttet, ellers bliver den mør.
Af Sparsommelighed tilsættes undertiden noget
Sand ell. Murstensmel, men Mørtelen bliver
stærkere uden. Mørtelens Egenskaber kan siges
at ligge mellem Kalkmørtels og
Portlandcementmørtels; den bliver meget haard, stærk
og vejrfast, bulner ikke ud og hæfter bedre
til Mursten end Kalkmørtel, og der kan mures
med den i indtil 10° Kulde. Træk- og
Trykstyrken angives til henh. 35—50at og
200—250at.
I Danmark bruges M. ikke, men i
Nordhannover og Paris, hvor der er store Gipslejer,
er det den alm. Husbygningsmørtel, paa
samme Maade som Kalkmørtelen er det her.
Ogsaa Ægypterne anvendte den, saaledes
indeholder Cheopspyramidens Mørtel 83 % Gips.
Foruden til Muring og Pudsning bruges M. til
Slidlag paa Gulve. Den udstøbes da i c. 4 cm
Tykkelse paa et stampet Ler- ell. Sandgulv,
henstaar i 24—28 Timer, hvorpaa Laget
stampes, glattes og mættes med varm Linolie. Efter
nogle Dages Forløb kan Gulvet betrædes.
Saadanne Gulve er gode i Kornmagasiner, da de er
billige, varige og brandsikre og ikke angribes
af Mus.
E. Su.
Muri, Flække i det schweiziske Kanton
Aargau, Hovedstad i Distriktet Muri, ved Aars
Biflod Bünz og Jernbanelinien Aarau—Rothkreuz,
har (1910) 2000 Indb., et gammelt
Kloster, Mineralbad, et 1026 grundet Benediktinerabbedi,
hvis Bygning efter dets Ophævelse 1841
benyttes som Sygeasyl.
N. H. J.
Muriaticum, se Murium.
Murider (ɔ: Lærlinge) kaldtes en
muhammedansk Sekt i Kaukasus, der i Kampene mod
Russerne i 19. Aarh.’s første Halvdel fik en vis
Bet. Ligesom Abd-el-kader i Algier benyttede
ogsaa Tsherkessernes Ledere, navnlig den
sidste og berømteste, Schamyl, i høj Grad den
religiøse Fanatismes Moment som Vaaben i
Kampen. Efter Schamyl’s Nederlag tabte Sekten og
dens Lære, Muridismen, al Bet.
J. Ø.
Muridisme, se Murider.
Muridæ, Murinæ, se Mus.
Murillo [mu↱riljå], Bartolomé Estéban,
sp. Maler, f. (døbt 1. Jan. 1618) i Sevilla, d.
smst. 3. Apr. 1682, blev som forældreløs i sit
10. Aar sat i Lære hos Maleren Juan de
Castillo (1584—1640), en ikke betydelig Kunstner
af italieniserende akademisk Retning. Da
Castillo snart rejste til Cadiz, saa M. sig uden
Støtte og maatte for at leve deltage i
Produkitionen af de rutinemæssig udførte
Andagtsbilleder, der fandt rigelig Afsætning rundt i
Provinserne og i Kolonierne. En tidligere
Medelev hos Castillo, Pedro de Moya, der kom
hjem fra Nederlandene og London, hvor han
havde været Elev hos v. Dyck, bragte med sig
hjem et Pust af den store flamske Kunst og
vakte hos M. Trangen til selv at lære denne at
kende, og 1642 rejste M. da til Madrid, hvor
han fandt en Støtte i sit Bysbarn Velazquez,
der hjalp ham til Rette og skaffede ham Adgang
til at se og kopiere Malerierne i Slottene
i Madrid og i Escorial. Da M. 1645 forlod
Madrid, var hans Læretid til Ende; i de kongelige
Samlinger havde han truffet Værker af de
Kunstnere — Landsmænd som Ribena og
Velazquez, Flamlændere som Rubens og v. Dyck
og endelig Tizian — der fremfor Castillo kunde
blive hans Lærere; det er da ogsaa under
Paavirkning af disses Kunst, at M.’s egen Kunst
er modnet. Hjemme i Sevilla, hvor han blev gift,
blev han en holden og anset Mand, Leder af et
Malerakademi; et Tilbud om at blive Hofmaler
i Madrid efter Velazquez afslog han. Under en
Rejse til Cadiz 1682 faldt han ned af et
Stillads og døde af Faldet. — M.’s Kunst er blevet
populær som maaske kun een Kunstners til —
Rafael’s —. »Intet Under, thi hvilken Kunstner
har af Naturen faaet en rigere og
elskværdigere Følelse, der saaledes forener de skønne
Sider baade af Naivitet og Sentimentalitet. Men
i Henseende til Karakterens Dybde og
Indholdsværd har han ikke udviklet den spanske
Kunst. En strengere Betragtning mærker snart,
at han undertiden gør alt for meget for sit
Publikum, at han overhovedet er mere
bedaarende og fortryllende end sand og ægte«. (Jul.
Lange). Opr. tung i det maleriske udviklede
han med stor Virtuositet sin Kolorit (efter
hvilken man har delt hans Produktion i den
kolde, varme og duftige) til en Rigdom og
Fylde, der gengiver Lys og Farver i sløret
Blødhed, i clairobskurstemt Harmoni.
Hovedsagen i M.’s Produktion er den
religiøse Kunst, men selv i denne har han ikke
opgivet den — ofte djærve — realistiske
Opfattelse, som var et saa udpræget
Karaktertræk i den samtidige sp. Kunst, og tit og ofte
er det realistiske, det genremæssige, der
bryder frem selv i Behandlingen af de mest
ophøjede Emner, det ved sin Umiddelbarhed
mest værdifulde i M.’s Kunst. Her kan straks
mindes om de rene Folkelivscener, han har
malet, Billederne af sevillansk Gadeungdom,
først og fremmest de særlig kendte og
populære Billeder i München af de melonspisende
Drenge o. fl., medens andre lgn. Emner
behandles i Malerier i Madrid, Wien, Louvre
(Tiggerdrengen), Petrograd (Pigen med
Orangerne), Dulwich College (Blomsterpigen),
Heytesbury House (de to Sevillanerinder: »Las
Gallegas«) o. a. St. Nær til disse slutter sig en
Række Billeder, der, trods deres religiøse
Emner, næsten virker som sp. Folkelivskildringer,
saaledes nævnet bl. mange: Eliesar og
Rebekka (Madrid), Josef’s Salg (Hertford House),
Bebudelsen og Forkyndelsen for Hyrderne, og
 |
| B. E. Murillo. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
