- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
458

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Musik

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Cremona bliver Hjemstedet for en Skole af
Violinbyggere (Amati, Stradivarius,
Guarnerius), som aldrig senere er overgaaet.
Det i den omhandlede Periode erhvervede ny
Kunstmateriale, særlig for Harmoniens
Vedkommende, fandt sin videnskabelige Begrundelse hos
Rameau og hos Tartini.

18.—19. Aarh. 17. Aarh. var
Nydannelsernes Tid. 18. Aarh. er Klassikernes. Paa
dette Tidspunkt begynder Tyskland at gøre sig
stærkt gældende, medens de andre, hidtil
førende Lande taber i Bet. Frankrig kaster sig
ensidig over Operaen. England, som i
Middelalderens og Renaissancens Tid havde en højt
udviklet Tonekunst, kulminerer i den højt
begavede Henry Purcel (d. 1695), men gaar
siden omtr. helt ud af Spillet som selvstændigt
Musikland. Kun Italien bevarer endnu en
Førerstilling, men den besnærende Opera tærer
paa Kræfterne, og den Tid er ikke fjern, da
dette Land maa slippe Tøjlerne. Händel og
Seb. Bach bliver da 18. Aarh.’s store Navne.
De nye Musikformer modtog gennem dem den
fulde Udvikling. Øvet i Operaens Teknik, som
han var ved sine talrige, højt talentfulde
Operaer, skabte Händel, delvis under eng.
Paavirkning, den stolte Rk. af Oratorier med en
monumental Plastik, som ingen senere har
naaet til. Seb. Bach bragte
Instrumentalmusikken og den protestantiske Kirkemusik helt
op til ideale Højder. Ligeoverfor den
storslaaede Kraft, den lyriske Fylde og Dybde i
hans Værker staar vor Tidsalder endnu
beundrende. Paa Operaens Felt træder Gluck op
som Reformator, idet han hævder den dram.
Sandheds Ret ligeoverfor den senere ital.
Operas Unatur. Særlig Betydning faar Tyskland for
Instrumentalmusikkens Udvikling. Seb. Bach’s
Sønner, især Philip Emmanuel, og
Haydn, Mozart og Beethoven, danner
en ubrudt Kæde af banebrydende Kræfter. Med
Rette er Haydn betegnet som den, gennem
hvem Symfonien og Kvartetten naaede til de
endelige klassiske Former. Med sin
uforlignelige Rigdom og Skønhedsfylde gav
Mozart disse Former nyt Liv, medens han
endvidere i sit korte Liv naaede til at føre det
hidtil uudviklede tyske Syngespil op til
kunstneriske Højder og skabte Operaer af
uforgængeligt Værd. I Beethoven møder vi en
kunstnerisk Personlighed, der endnu tilhører
vor egen Tid. I sine geniale, af en rig og dyb,
baade indre og ydre Udvikling baarne
Instrumentalværker (Sonater, Kvartetter, Symfonier)
danner han Afslutningen paa den egl. klassiske
Tidsalder. Paa Beethoven, som han er i sine
senere Værker, lever endnu vor Tid.

19. Aarh. er for M.’s Vedkommende
Romantikkens, ell. i hvert Fald Romantikernes
Aarh.
Tæt op til Beethoven, mere romantisk
anlagt, staar Franz Schubert i sine store
Instrumentalværker, medens han i sine »Lieder«
skaber noget helt nyt, et genialt musikalsk
Gennembrud af tysk Lyrik. Med Mendelssohn
og endnu mere med Schumann naar
Romantikken til fuld Udvikling, en karakteristisk
og fin Blomstring sætter denne Retning
paa Klavermusikkens Omraade i den fr.-polske
Fr. Chopin’s Værker. Ejendommelig for alle
disse Romantikkens klassiske Repræsentanter
er deres korte Liv og deres intensive
Skaberevne. Paa Scenen var Spohr og især Weber
og Marschner denne Tids Bannerførere.
Den ældre Retning har i vor Tid givet Plads
for Nyromantikerne, der har sat poetisk
Frihed som den øverste Lov, saa at Bruddet
med de gl. Kunstformer (Symfoni, Arie) blev
fuldstændigt, medens Tonemaleriet kom til
Værdighed som kunstnerisk Princip. Med
Berlioz, Liszt og Richard Wagner har
denne moderne Bevægelse bredt sig stærkt og
vidt omkr., medens forøvrigt Bevægelsen senere
blev saare forsk. i sit kunstneriske Udtryk
(César Franck, Bruckner, Richard
Strauss
). Helt for sig, paa gl Grund stod
den klassiske Romantiks sidste store
Komponist, Johs. Brahms.

Bet. har vor Tidsalder haft som Genopvækker
af Musikdramaet. At den senere
udviklede ital. Opera ikke i Længden var
skikket til at bære Udviklingen, er allerede
bemærket. Selv en saa besnærende Repræsentant
som Rossini kunde ikke holde den oppe,
endnu mindre hans Efterfølgere Bellini og
Donizetti. I sine senere Værker har
Italiens seneste betydelige Komponist Verdi selv
sluttet sig til det nyere Musikdrama. For den
fr. Opera var der derimod Udviklingsmuligheder
for de ældre Former, særlig for Opéra
comique
’n, der ligger det fr. Naturel saa nær
(Boyeldieu, Herold, Adam, Auber,
Bizet, Delibes). For den »store Operas«
Vedkommende var i Frankrig Spontini og
Cherubini Gluck’s nærmeste Arvtagere,
men fordunkledes snart af den Meyerbeerske
Operas blændende, men ikke ægte
Glimmer, og efter denne Halévy. Senere fr.
Komponister, Gounod og A. Thomas, er
nærmest at betegne som Eklektikere, ligeledes
Saint-Saëns og Massenet. Saa var det,
at Richard Wagner under Tilslutning til
det gl. florentinske Musikdrama og til Gluck’s
Operareform atter satte Musikdramaet paa
Plads, stærkt udvidet med alle Nutidens rige
Kunstmidler, et »Gesammtdrama« udgaaet af
en tæt Forbindelse mellem Musik, Poesi,
Maleri og Plastik. Ved Kong Ludvig af Bayerns
Indgriben slog dette omsider i Midten af
1860’erne igennem. Wagnerteatret i Bayreuth blev
et nyt Kunstens Tempel, hvorhen alt Folket
valfartede fra alle Verdens Kanter. Wagner’s
Livsværk, Musikdramaet, blev det for
Musiklivet i hele den civiliserede Verden
bestemmende lige indtil Tysklands Sammenbrud et
halvt Aarh. senere. 19. Aarh. slutter derfor
som den Wagner’ske Epoke.

Samme Aarh. er iøvrigt mærket af de
nationale Strømninger i M.’s Verden.
Tidligere kendte man kun overfladisk til dem,
19. Aarh. har derimod dyrket dem som
Specialiteter og som kunstneriske Impulser.
Saaledes taler vi nu om en dansk Skole
ligefra Gade og Hartmann til Carl Nielsen og
Glass, en svensk Skole ligefra Berwald og
Söderman til Stenhammer, Alfvén og
Rangström, en norsk Skole med Grieg, Johan

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0482.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free