Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland / 741 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Neamtsu - Neander, Joachim - Neander, Johann August Wilhelm - Neanderthal-Racen - Neapel - Neapel

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Ruinerne af Borgen N., der 1210 anlagdes af de
tyske Riddere. N. har endvidere et stort
Kloster, Sindssygeanstalt, Vajsenhus, Seminarium,
Klædefabrikker og er et besøgt Valfartssted.
(H. P. S.). N. H. J.

Neander, Joachim, tysk reformert
Salmedigter (ca. 1650—80), kom tidlig i Forbindelse
med Pietismen og senere (som Rektor i
Düsseldorf) med sekteriske Opvækkelsesretninger, blev
som Følge deraf en kort Tid suspenderet, men
sagde sig snart løs fra disse Bevægelser og blev
1679 Præst i sin Fødeby, Bremen, hvor han
Aaret efter døde. Hans Salmer (57 i Tallet) udk.
1680 og udmærker sig ved Varme og Jævnhed i
Udtryk; den mest bekendte er: »Lover den
Herre, den mægtige Konge med Ære«. (Litt.:
I. Fr. Sken, »J. N.« [Bremen 1880]).
A. Th. J.

Neander, Johann August Wilhelm,
tysk Kirkehistoriker, f. 17. Jan. 1789 i Göttingen,
d. 14. Juli 1850. Han var født af jødiske
Forældre og hed opr. David Mendel, men blev som
Student greben af Kristendommen og lod sig 1806
døbe med sit ny Navn (N. ɔ: nyt Menneske).
Under hans Studium havde særlig Schleiermacher
gjort stærkt Indtryk paa ham; 1812 blev han
Prof. i Heidelberg og Aaret efter i Berlin, hvor
han virkede til sin Død. Hans fromme og faste
Personlighed gjorde et stærkt Indtryk paa de
unge, som i store Skarer flokkedes om ham.
Hans kirkehistoriske Forfatterskab er ved sin
varme Kærlighed til Sagen og sin fine Sans for
det individuelle, opbyggeligt i Ordets ædleste
Forstand. Særlig maa nævnes hans Biografier af
Kejser Julian (2. Opl. 1867), den hellige Bernhard
(nyeste Udg. 1889—90) og Chrysostomos (ny Udg.
1858), fremdeles »Antignosticus« (2. Opl., 1849),
»Allg. Geschichte der chr. Religion u. Kirche«
(4. Opl., 1863—65). En Samling af hans Værker
udkom 1862—75 (14 Bd). (Litt.: A.
Wiegand, »A. N.’s Leben« [1889]; L. Schultze,
»A. N.« [1890]; L. Moltesen i »Dansk
Kirketid.« [1889, Nr 24 ff.]).
<i>(J. P. B.). A. Th. J. </i>

Neanderthal-Racen [ne↱and_ərta.l-] omfatter
en Rk. af forhistoriske (kvaternære)
Menneskelevninger fra forsk. mellemeuropæiske
Findesteder. Der foreligger ingen afgørende Beviser for,
at de paagældende Individer repræsenterer en
særegen Menneskerace, men Typen er meget
karakteristisk og udmærker sig navnlig ved
langstrakt Hovedskal med lav, tilbagevigende
Pande, svære Buer over de store Øjenhuler og
svagt udviklet Hage; Legemshøjden er ikke
stor, men Bygningen meget kraftig. Enkelte
Individer med lgn. Hovedform kendes i øvrigt fra
nyere Tid og fra alle Verdensdele. N. har Navn
efter et Dalstrøg ved Düsseldorf, hvor man 1856
fandt Overdelen af en Hovedskal og nogle faa
andre Knogler i en Kalkstenshule, uden at
Fundforholdene i øvrigt tillod nogen nærmere
geologisk Tidsbestemmelse. Fundet gav
Anledning til en vidtløftig, endnu ikke afsluttet Strid
om dets videnskabelige Bet., idet man paa den
ene Side mente, at N. var en ældgammel
Overgangsrace, medens man paa den anden Side
hævdede, at Neanderthal-Mandens
ejendommelige Skeletbygning var rent sygelig.
S. H.

Neanderthalkraniet.

Neapel, se Napoli.

Neapel var Navn for et særskilt Kongerige i
Syditalien 1282—1501, medens Landet baade før
den Tid (siden 1130) var forenet med Sicilien og
senere ligeledes, nemlig 1504—1707 som et sp.
Vicekongedømme og 1734—1806 under Konger af
Huset Bourbon’s sp. Gren. 1806—15 havde N.
paa ny egne Konger, udgjorde derefter
Hoveddelen af Kongeriget »Begge Sicilier« og
knyttedes 1860 til Kongeriget Italien. Landets Skæbne
var ogsaa i tidligere Tider meget omskiftet, og
dets Indbyggere maa derfor udlede deres
Oprindelse fra en Række indbyrdes meget
afvigende Folkefærd, som efterhaanden har været
raadende.

I Oldtiden var Syditalien saa oversaaet med
græske Nybygder, at man kaldte det
»Storgrækenland«; bragtes i 3. Aarh. f. Kr. (282—66)
under Roms Herredømme og blev efterhaanden
romaniseret; efter det vestromerske Riges Fald
(476) hørte det under Østgoterne. Disse blev i
Midten af 6. Aarh. overvundne af den
østromerske Feltherre Narses, men fulgtes snart af
Longobarderne, der udbredte sig over næsten hele
Syditalien, saa at kun Apulien og Kalabrien
forblev under græsk Herredømme. Longobarderne
oprettede fl. selvstændige Hertugdømmer
(Benevent, Spoleto o. fl.), der holdt sig længe efter,
at Hovedriget i Norditalien var gaaet til
Grunde. I 9. Aarh. kom ogsaa Arabere fra Sicilien
over til Fastlandet, og i lange Tider kæmpedes
der mellem de tre Folkeslag (Grækere,
Longobarder og Arabere) om Herredømmet, medens
fl. Stæder (Napoli, Amalfi o. a.) holdt sig som
selvstændige Republikker. Der blev først Ende
paa den alm. Opløsning, da Normannerne i 11.
Aarh. kom til og under Tancred af Hauteville’s
Sønner grundlagde et samlet Rige. Robert
Guiscard indtog efterhaanden det meste af
Syditalien som Hertug af Apulien (1057), og Roger I
satte sig fast paa Sicilien; dennes Søn Roger II
udvidede sin Magt her og samlede begge Lande
til et Kongerige Sicilien (1130), samt

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>